Efter corona kommer bonus: Medarbejderne i Claire Group får million i bonus, når krisen er ovre
En bonus på én million og ugentlige mails til de ansatte om virksomheden under corona-krisen. Det er en del af overlevelsestrategien i Claire Group.
I de 45 år, der er gået, siden tekstilvirksomheden Claire Group i Ikast solgte det første stykke tøj, har stifteren Anders Hust været igennem en del.
Indtil videre har Claire Group overlevet finanskriser, kartoffelkure, SARS-udbrud og terrorangrebet 11. september. Alt sammen begivenheder, der har kostet kassen i modevirksomheden.
Corona-pandemien ser ud til at ramme hårdere end noget andet.
- Alle, vi handler med, lukker. Vores egne 21 butikker er blevet lukket. Det betyder, at der ikke kommer nogen varer ud, og så kommer der heller ingen penge ind, siger Anders Hust, der er stifter og medejer af Claire Group i Ikast.
Claire Group havde egentlig en forventning om, at 2020 skulle sikre dem et overskud på omkring 10 milloner kroner. Det overskud ser nu ud til at forsvinde.
- Vi har mistet 20 procent af vores omsætning. Hvis vi er heldige, kan vi lave et nul i år, siger Anders Hust til TV MIDTVEST.
Medarbejdere får indsigt i økonomien
I offentligheden kan det lyde som mange penge, men for de ansatte i Claire Group er det næppe et tal, der kommer bag på særligt mange.
Allerede inden coronaen nåede til Danmark var Claire Group en af de virksomheder, der blev ramt hårdt.
Kina er den helt store handelspartner, og da Kina lukkede ned, så Claire Group frem til et underskud på mellem seks og otte millioner.
Stifter Anders Hust og hans søn Nikolaj Hust ejer i dag Claire Group i fællseskab, og siden coronakrisen begyndte, har de to skruet op for den information, de normalt plejer at være rundhåndede med.
Hver weekend får samtlige 200 ansatte i hele verden en mail fra ledelsen.
- Vi fortæller om, hvordan vi oplever situationen, hvad vi gør for at komme igennem næste uge, vores likviditetsberedsskab, som vi har fået vores finansielle partnere til at give os. På den måde sikrer vi, at alle kan have en god og tryg fornemmelse af, at de nok skal få løn, fortæller Anders Hust.
Bonus venter efter krisen
Alle i Claire Group er gået 20 procent ned i løn. Til gengæld arbejder de fire dage om ugen.
Det er blandt andet i erkendelse af, at medarbejderne også bidrager til virksomhedens overlevelse, at ejerne har skruet op for kommunkationen.
- Der sker de mest frygtelige ting. Folk mister sine nære til sygdommen, andre mister job, og mange har måske investeret i nyt hus og er usikre på økonomien. I de situationer, synes vi, det er vigtigt og en ledelsespligt at informere så omfangsrigt som muligt, fortæller stifteren af Claire Group, Anders Hust.
Selv om Claire Group lige nu kigger ind i et rundt nul for 2020, så forventer de at klare krisen.
Allerede nu er der spirende optimisme, og over hele verden åbner de butikker, der sælger tøj fra virksomheden i Ikast.
Når virksomheden er igennem krisen, og de har haft det første regnskabsår med en indtjening, som de plejer, så venter der medarbejderne en bonus.
- Så tager vi den første million og sender tilbage til medarbejderne i erkendelse og tilskyndelse af, at de også var med i den her periode, siger Anders Hust.
Optimismen lurer
Selvom coronakrisen rammer Ikast-virksomheden hårdt, så er der også en spirrende optimisme blandt ejerne.
Efter nogle hårde uger, hvor hvert et stykke stof er blevet vendt med kunder, leverandører, finansielle partnere og ansatte, så er der så småt ved at komme gang i handlen igen.
Tyskland har ifølge Anders Hust åbnet for butikker op til 800 kvadratmeter. Østrig og Schweiz er åben og både Norge og Finland er stort set tilbage ved normal åbning i de butikker, der handler med Claire.
Især i de sidste 14 dage er kunderne vendt tilbage.
- Jeg glæder mig hver dag til at komme ud og se, hvor mange æsker vi har sendt ud over rampen. Det virker som om, der er optimisme igen, fortæller Anders Hust.
Samtidig ved han dog godt, at udfordringerne ikke er helt ovre endnu.
- Jeg tror, vi skal igennem hele 2021, før vi er "back to normal", siger stifter og medejer af Claire Group, Anders Hust.