Anders Lund Madsen om hajmysteriet: - Jeg tror stadig, der er en større historie bag

Anders Lund Madsen, der har udlovet en dusør i sagen, siger, at han stadig har mange spørgsmål.

Anders Lund Madsen og haj
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix og Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST + Grafik: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Da der pludselig lå en død haj på en cykelsti i Rindum ved Ringkøbing i torsdags, skabte det stor interesse.

Den usædvanlige historie nåede også frem til den kendte journalist og tv-vært Anders Lund Madsen, der udlovede en dusør for oplysninger om, hvordan hajen dog var havnet der.

TV MIDTVEST overbragte tirsdag aften Anders Lund Madsen nyheden om, at hajmysteriet er opklaret.

Den kendte tv-personlighed stiller sig dog ikke helt tilfreds med forklaringen om, at det er en mand fra lokalområdet, der har erkendt at anbringe hajen på cykelstien.

- Jeg tror stadig, der er en større historie bag, siger Anders Lund Madsen til TV MIDTVEST.

Han henviser til, at der i april sidste år blev fundet et marsvin i en skov ved Ikast, og han mener, at der kan være tale om et mønster.

- Sammenhængen med sagen om marsvinet er ikke etableret, kan jeg forstå, funderer Anders Lund Madsen.

- Vi er selvfølgelig længere i opklaringen nu, end vi var i går, men lige nu har jeg flere spørgsmål, end jeg har svar, slår han fast.

Anders Lund Madsens dusør i hajsagen er en treretters menu på Restaurant Sandgaarden i Søndervig med dertilhørende danskvand.

- Det er vel lokalpolitiet, der står til at få middagen nu. Indtil videre, lyder det fra Anders Lund Madsen.