Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen kører rundt i og omkring Skjern i sin bil. Hjertet pumper som aldrig før og hun har en kraftig hyletone for ørerne.

Hun er snart ikke i stand til at køre bil mere. Hjertet siger stop inden længe.

Lise-Lotte fortsætter rundt i bilen – hun vil ikke findes, og i telefonen siger de, at de sender politiet ud efter hende.

I den anden ende af telefonen er det psykiatrisk afdeling i Herning, hvor Lise-Lotte er indlagt. Hun har selv ringet til dem for at fortælle, at hun ikke kommer tilbage på afdelingen som aftalt, da hun ikke længere kan køre bil. Hun har taget en overdosis.

Over telefonen overtaler de alligevel Lise-Lotte til at køre til Herning. Hun bliver hastet ind på akutafdelingen og sendt til udpumpning.

Det er Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensens første selvmordsforsøg. Året er 2000. Hun er 31 år gammel.

Lise-Lotte er indlagt på grund af en alvorlig spiseforstyrrelse, der er tæt på at koste hende livet. Hun har dog fået lov til at tage hjem på weekend til sin mand, Jesper, og deres to døtre på seks og fire år.

Det besøg er dog lige ved at koste hende livet, da ingen ved, hvor galt det står til.

- På et tidspunkt er jeg alene, og der tager jeg temmelig mange – som i rigtig, rigtig mange piller, forklarer hun.

Det er ikke kun en spiseforstyrrelse, der er problemet for Lise-Lotte. Hun lider af paranoid skizofreni og hører stemmer i hovedet, men det er der ingen, der ved.

Stemmerne fortæller hende, at hun er uduelig, at hun skader sin familie ved sin blotte tilstedeværelse og at alt bliver meget bedre, hvis hun ikke er der.

Hendes opfattelse er, at hun skåner sin familie og især sine børn ved at begå selvmord.

Efter selvmordsforsøget står den pædagoguddannede mor tilbage med en følelse af skam og dårlig samvittighed.

- Dels over, at jeg ikke døde og hvad jeg udsatte mine kære for. De blev bange, og min mand stod med to små piger. Jeg kunne ikke fjerne den her utryghed og angst for ham. Det er også en af mine største smerter i dag, siger Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen.

I løbet af de næste to år er Lise-Lotte konstant indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun forsøger at tage sit eget liv yderligere 37 gange.

På grund af indlæggelsen er der dog et beredskab omkring hende, og hun ender hver gang med at blive fundet. På det tidspunkt er hun overbevist om, at det er bedst, hun dør.

- Jeg havde rigtig mange overvejelser om, hvordan jeg bedst kunne passe på mine børn. Hvad var bedst? At have en mor, som skadede dem, eller have en mor, som slet ikke var her. Min konklusion blev, at det nok ville være nemmest for mine børn at komme igennem livet uden en mor, end det ville være at være skadet på livet af at have sådan en ond mor, siger hun.

Efter to års indlæggelse finder lægerne og psykologerne i marts 2002 ud af, at Lise-Lotte Efryd Vejen Jensen lider af paranoid skizofreni.

Det tog lang tid at få diagnosen som paranoid skizofren, da Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen ikke udviste nogle klassiske symptomer på skizofreni. Hun kunne fint tage vare på sin personlige hygiejne, og hun talte også ganske klart – selv i sine psykotiske perioder.

En afgørende detalje er, at hun ikke fortalte sygehuspersonalet om stemmerne i hovedet.

- Jeg troede, at alle havde gang i et stort komplot mod mig, siger hun.

Selv når Lise-Lotte var alene, kunne hun høre personalets stemmer, som om de stod i værelset ved siden af og talte dårligt om hende. Alle var i Lise-Lottes verden imod hende, og alle vil hende det dårligt.

- I den tilstand har jeg svært ved at holde fast i virkeligheden. Mine stemmer i hovedet bliver meget, meget voldsomme, og jeg kan se mønstre, dyrehoveder og gulvene bliver levende, siger hun.

Da sygehuspersonalet intet kendte til stemmerne i Lise-Lottes hoved, fik hun først andre diagnoser, som hun havde meget svært ved at se sig selv i. Det var dog alligevel en ambivalent følelse, da hun blev erklæret paranoid skizofreni.

- Det var voldsomt, men også på en måde en lettelse, siger hun med et hvis forbehold.

- Jeg var meget selvstigmatiserende og tænkte, at nu ender mit liv. Herfra bliver det bare en lang social deroute, og intet kommer nogensinde til at gå mig godt.

Efter diagnosen fik Lise-Lotte Vejen Efryd-Jensen tilkendt førtidspension på en måneds tid, og i de næste ti år var hun udenfor arbejdsmarkedet. I de senere år har hun dog løbende arbejdet som pædagog i de perioder, hvor hun har haft det godt.

Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen var 33 år, da hun fik diagnosen, men stemmerne i hendes hoved opstod lang tid før.

Hun er født og opvokset i Svendborg, og da hun var teenager begyndte stemmerne for første gang at tale til hende.

- Jeg kan huske stemmer, da jeg er ung og skal cykle over Svendborgsundbroen. Der kan jeg høre Svendborgsund kalde på mig og sige, jeg skal hoppe ud over broen, så jeg har jo været selvmordstruet allerede fra en alder omkring 14 år, men jeg har taget mit liv op til revision hver dag.

Siden Lise-Lotte fik sin diagnose for 17 år siden, har hun ikke forsøgt at holde den hemmelig. Hun holder jævnligt foredrag om, hvordan det er at leve med psykisk sygdom. Her har hun blandt andet besøgt folkeskoler, gymnasier og Panum-Instituttet, ligesom hun holdt tale ved første spadestik til det nye psykiatrihospital ved Gødstrup.

- Det, at jeg skal leve med psykisk sygdom, kan jeg bruge konstruktivt ved at fortælle om, at man godt kan leve videre, selvom man har fået en diagnose. Det er ikke en dødsdom, siger hun.

Også i familien taler de åbent om den daglige kamp, Lise-Lotte kæmper.

- Min mand og jeg har lagt planer for, hvordan han skal leve videre, når jeg ikke er her mere.

- Vi har snakket med børnene om, at det aldrig er fravalg af min familie. Hvis jeg begår selvmord, så vil det altid være et fravalg af min sygdom, men aldrig af min familie, siger Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen.

For at lindre sygdommen og holde hendes følelsesmæssige niveau nede, fik hun i 2016 lavet en såkaldt sansediæt i samarbejde med en ergoterapeut. 

Det betyder, at hun har daglige gåture, sidder i en gyngestol cirka to gange en halv time hver dag, hører en masse musik og maler i malerbøger.

Sidstnævnte var dog svært at komme i gang med.

- Jeg havde det sådan: ”Hey, jeg er 48 år, jeg skal ikke i gang med at lave malerbøger som voksen”, forklarer Lise-Lotte.

Hendes yngste datter, Frederikke, var dog mere opsat på det, og gav hver dag sin mor lektier for. Lise-Lotte skulle minimum fremvise en færdigmalet side hver dag, og siden er også Lise-Lotte blevet glad for bøgerne.

- Det giver mig ro, og det giver mening for mig at sidde med de her malerbøger. Den virkning, de har, helligere ligesom metoden, siger hun.

Derfor maler hun nu en times tid hver dag.

38 af Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensens 39 selvmordsforsøg var henover en toårig periode fra 2000-2002, men det er stadig en stor del af den 49-årige skjernbos liv. I 2016 forsøgte hun endnu engang at tage sit liv gennem en overdosis, men blev fundet i tide af sin datter.

Hun kalder sig selv verdens dårligste selvmorder, men har de mange forsøg været et råb om hjælp? 

- Jeg kan sige med stålfast sikkerhed, at alle 39 gange, jeg har forsøgt at begå selvmord, der var det mit ønske at dø for at skåne mine børn. Ikke så meget fordi jeg ikke ønskede livet, men fordi jeg ikke kunne bære i mit hjerte, hvis jeg var skyld i, at mine børn skulle have det ligeså dårligt, som jeg har haft det hele mit liv. Den skyld kunne jeg ikke leve med og bære at skulle være skyld i. Så hellere uden en mor, siger hun.

Derfor planlægger Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen og familien heller ikke langt frem. De sætter sig nogle delmål, og hun har givet sin mand, Jesper, et helt særligt løfte.

- Vi har sølvbryllup her til april, og for et års tid siden bad min mand mig inderligt, om jeg ikke godt ville lade være med at baile (lade ham i stikken, red.) på ham. Så det blev sådan en pagt, vi indgik, at jeg skulle være her indtil sølvbrylluppet. Det er en vigtig dag for hele familien, så på den måde har jeg forsøgt at give dem ro, siger Lise-Lotte.

Herefter håber familien på, at de sammen kan sætte et nyt delmål, men for Lise-Lotte er det ikke altid en selvfølge.

- Der har jeg det sådan, at det styrer jeg lige selv, det der med, hvornår jeg dør. Det kan godt være, det er om 20 eller 30 år, men så stopper det også. Jeg skal nok selv vælge min måde og min dato, siger hun.

Tekst: Christian Fomsgaard
Video: Jesper Bach Thomsen
Dato: 21. januar 2019