Rasmus fra Bjerringbro var banens bedste
Fuldstændig vanvittig kamp, skriver Bent Nyegaard om den tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spiller Rasmus Lauge.
De danske håndboldherrer fik en perfekt start på EM i Kroatien, da det lørdag aften blev til en sikker sejr på 32-25 over Ungarn.
Og selv om det var en aften med mange flotte danske præstationer, var der specielt en spiller, der skilte sig ud. Den tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spiller Rasmus Lauge scorede syv mål og blev kåret til kampens spiller.
- Fuldstændig vanvittig kamp. Scorede syv på otte. I overtallet spillede han med kæmpe selvfølgelighed. Helt i særklasse hans bedste landskamp nogensinde. Hold da op en præstation, skriver TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard og giver Lauge topkarakteren seks sammen med Morten Olsen.
Også i BT er der topkarakter til Lauge.
- Nøj, hvor har vi savnet dig, Lauge! Flensburg-playmakeren var omdrejningspunktet i det danske angreb og var en torn i øjet på ungarerne med sine mange skudvariationer, skriver avisens udsendte.
26-årige Rasmus Lauge, der vokset op i Bjerringbro, fik sin debut på landsholdet i 2010. Efter fire sæsoner i Bjerringbro-Silkeborg skiftede han i 2013 til den tyske storklub Kiel, og nu er han på kontrakt i Flensburg-Handewitt.
Ros fra Wilbek
Lauge er altid blevet betragtet som et stort talent, men han har også døjet med en del forskellige skader i karrieren. Hans præstation i Kroatien gjorde et stort indtryk på den tidligere danske landstræner Ulrik Wilbek.
- Rasmus Lauge er nu der, hvor han kan udleve drømmen om at blive verdens bedste, skriver Wilbek på Facebook.
Hovedpersonen selv var også godt tilfreds, men også mere afdæmpet.
- Det var fint. Dejligt at få en masse spilleminutter her i første kamp. Jeg forsøger at holde det niveau, jeg kommer med fra klubben. Jeg vænner mig mere og mere til det spil, vi kører med under Nikolaj, sagde han efter kampen til Ritzau.