Hun har været uddannet skuespiller i 15 år. Men inden da optrådte Iben Dorner i mange amatørforestillinger i sin fødeby Holstebro. Det kreative miljø hun oplevede i sine unge år, har været definerende for hendes fremtid.  

Tidligere på året fik hun en Robert for sin rolle som socialminister i serien 'Kastanjemanden', og i 2010 fik hun en Zulu Awards for sin birolle i filmen 'Sorte kugler', hvor hun spillede sammen med instruktør og manuskripsforfatter Anders Matthesen.

Priserne står i dag på hendes emhætte i huset på Amager ved København.

- Jeg fik bare lov til at tage en kæmpe tur med rollen som Rosa. Det var enormt fedt og spændende. Også hårdt, for i alle scener havde jeg et skilt i panden, hvor der stod, at jeg havde mistet min datter for 12 år år siden. At skulle sætte sig ind i det, var helt vildt voldsomt, så en fed og hård rolle. Og så fik jeg en pris for den. Det gjorde ikke noget, fortæller Iben Dorner om rollen i 'Kastanjemanden' under et besøg hos sin mor, Hanne Dorner Østergaard, i Mejdal i Holstebro.

De kigger i scrapbogen, som vidner om mange præstationer af Iben Dorner helt fra barnsben. Hendes mor husker, at hun kørte Iben rundt til auditions hos de forskellige amatørteatre i området.

- Engang proppede du dit lange hår op under en kasket, da du ville have rollen som drengen Jim i Skatteøen. Du gav den på alle tangenter, husker Hanne Dorner. 

- Du fik rollen og skulle bære en korthåret krøllet paryk, og jeg kan huske, at det var så varmt den sommer, at du var ved at gå til af varme under den paryk.

Iben Dorners mor husker også, at Iben fik ros af musikeren og sangeren Sebastian, som stod for musikken i 'Skatteøen'. "Ja, det var kæmpestort", supplerer Iben, mens de bladrer videre i scrapbogen, som vidner om en pige, som tidligt var fast besluttet på at ville optræde for andre.

- Jeg har en tegning, som jeg lavede i børnehaveklassen på Halgård Skole. 

Jeg står på en scene, og så står der i en tekst,  at jeg kan lide at spille og se teater. Jeg havde ikke spillet teater endnu, men jeg var fascineret af det, allerede der. Det har jeg villet ligeså længe, jeg kan huske. 

Det startede med, at jeg ville være cirkusprinsesse, så balletdanser, og så sanger og så endte det med, at det var skuespiller, jeg ville være. 

- 'Sorte kugler'. Det var en super sjov rolle. Det var første gang jeg var med i en spillefilm, som kom ud og blev set af rigtig mange. Det var Anders Matthesen, som havde skrevet den og lavet den, og selv spillede hovedrollen. Det var alle hans fans og rigtig mange andre, der så den film. Jeg blev set. 

-  Der er bare nogle, der aldrig får lov. Og det er forfærdeligt. Der er så meget potentiale. Jeg har så mange skønne kolleger, som ikke har fået så meget lov, som deres talent burde fordre.

- Jeg har fået lov, og det er jeg så taknemmelig over. Men hvordan det er gået sådan, har jeg ikke nogen opskrift på. 

- Man skal kunne noget, og man skal kæmpe, og ikke kun stå og kigge på, hvad der sker inde i midten. Men er nødt til at træde ind. "Hallo, jeg kan det her". 

Men selv om man gør det, så er det ikke sikkert, at det lykkes. Der er også en vis skæbne i det, og en åndsvag tilfældighed i, hvem man møder på det rigtige tidspunkt. Eller hvem der bliver syg, og så får man lov til at komme ind og erstatte. Det er et game, som er fuldstændig uigennemskueligt, fortæller Iben Dorner.

I sin barn- og ungdom søgte Iben Dorner bevidst de miljøer, hvor hendes talent for at optræde kunne udvikles. I BUM, børne- og ungdomscentret i Mejdal, kom hun meget.

- Vi lavede gøgl og havde forskellige orkestre, hvor jeg var forsangeren. Vi havde en kælder, hvor vi lavede alt muligt musik, og så et lokale, hvor vi øvede os i at jonglere, danse og lave akrobatik, husker Iben Dorner.

Højdepunktet var, da hun sammen med sit band i 1988 vandt i den lokale udgave af sangkonkurrencen Børne Melodi Grandprix. Præmien var en forgyldt guitar og en masse selvtillid.

- Det var skide skægt. Og helt præstationsfrit. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke nervøs. Jeg trådte bare ind på scenen. Det har været med til at forme, at det er sjovt at stå på en scene. Det har hjulpet på ikke at få sceneskræk eller for meget præstationsangst.

Guds børn første spillefilm

Iben spillede en grundtvigiansk pige, der tidligt blev gift og fik to børn med en ældre indremissionsk mand. 'Guds børn' handler om en stor drukneulykke ved Harboøre, og drivkraften bag filmen var TV MIDTVEST.

- Jeg blev hentet af en TV MIDTVEST-bil ude foran gymnasiet og kørte afsted på optagelse. Det var i 1. g. Det var en kæmpe stor oplevelse. Også udfordrende, men også med til at jeg kunne smage og dufte til det rigtige professionelle miljø, og bringe mig videre ad den vej.

- Vi var en masse fra Holstebro, som arbejdede sammen, ville noget og gjorde noget. Vi lavede masser af koncerter, musicals og teater pop-up ting, som genererede en masse energi, som vi tog med videre væk fra Holstebro, fortæller Iben Dorner.

Iben Dorner bor på Amager i eget hus sammen med billedkunstner Daniel Svarre og deres to børn Ela på 10 år og Lou på 5 år. 

-  Min familie betyder mest. Den kommer i første række, hvis jeg skulle vælge i forhold til mit arbejde, i forhold til venner, i forhold til hvad som helst. De er fundamentet. Jeg har en mand, som er rigtig god til at være der for mig og vende ting med mig, som jeg bliver nervøs for eller påvirket af. Han er virkelig ofte min redningskrans dagligt, fortæller Iben.

Iben Dorner har været nede med stress et par gange. Hun mener, det skyldes, at hun altid vil være perfekt, og så har hun et vibrerende nervesystem, som hun kalder det.

- Det holder det nok ikke op med, men hvordan kan jeg så arbejde uden at lade det stresse mig? 

- Jeg kan også bruge det til en hel masse ting i mit udtryk, i det jeg laver. Måske derfor kan jeg det, jeg laver. At være sårbar på en skærm og spille i alle mulige retninger. Mit system er indstillet på at kunne bevæge sig hurtigt, men hvordan kan jeg leve med det, så jeg ikke bruger mig selv for hårdt, eller får ondt i øret.

Iben Dorner har i nogle år i perioder kæmpet med smerter i øret, som ingen har kunnet finde ud af, hvad er. Hun har dog fundet ud af, at det ikke er noget alvorligt.

-  Men hvordan kan jeg arbejde med det, så det ikke tager over, så øret ikke kommer til at fylde det hele i et stresset vibrerende nervesystem, så det hele ikke kører så meget op, hvor det ikke er sjovt at være inde i mig.

- Jeg vil gerne løse det. Nogle gang må jeg sande, at jeg ikke kan løse alt. Og det er helt klart noget, som jeg er begyndt at arbejde med i mit liv. Jeg skal have det sjovt. Det skal ikke være så strømlinet og så 100 procent perfekt. Alle, også mig selv, får det bedre, hvis jeg lige siger "Ok, tilgiv dig selv". Tilgiv de andre, og lad os være her i nuet i stedet for. Så er det meget mere rart, er hun kommet frem til.

TV MIDTVEST har fulgt Iben Dorner til et tv-portræt i en periode, hvor hun i to film, 'HOLD KÆFT' og 'Glasskår', spillede mor. I 'Kastanjemanden' var hun mor, og i tv-serien 'Rita' spillede hun også mor.

- De sidste 10–15 år har jeg spillet mor. Det kommer man nemt til i min aldersgruppe. Så ja, der har været en del mødre og en del typecastings, konkluderer hun. Der har nu også været en del andet, og der må i fremtiden godt være mere af det.

-  Vi bliver formet af den skabende instruktør.  Der er en måde man skal se ud på, og en måde man skal være til rådighed på. Man skal ikke sige nej. Du skal konstant gå hen over dine egne grænser. 

- Det er det, vi lærer på teaterskolen. "Hvorfor har du den grænse? Hvorfor kan jeg ikke skubbe til dig her", kommer dramalæren og siger. "Kom nu, hvad er det, du er bange for"? Det er grænseløst, og det er enormt angstprovokerende, og hvis jeg siger nej, så tager de bare en anden, eller måske bliver jeg  blacklistet.

- Det er os, som man ser, når der kommer en film.  Man ser ikke instruktøren, der sagde, at det var den måde, du skulle spille på. 

- Jeg laver hendes eller hans version, så der er en grund til, at vi er meget stærke personligheder, men også meget skrøbelige personligheder. Vi bliver rusket rundt, og man skal være åben for at blive det uden at gå i stykker. 

- Men man må heller ikke være så lukket, at man ikke kan se ind i de sprækker, som folk vil have. Folk vil jo have det der, hvor man kan se noget sårbarhed, liv.

Iben Dorners arbejde er meget alsidigt. Nogle gange siger hun ja til roller i film med et lille, næsten ikke eksisterende, budget. Kortfilmen 'HOLD KÆFT' er et eksempel på det. Den er skrevet og instrueret af Rune Abildgaard, som er ny i faget.

- Der er sådan en rock and roll energi. Mange arbejder ulønnede. Jeg er i forbund, så jeg skal have løn som uddannet skuespiller. Mange af de unge skal arbejde sig op. Det er mesterlære fag, og det er ikke rugbrøds arbejde, understreger hun.

Jeg kan godt lide at støtte nogle anderledes ideer, men kun hvis de skriver godt, og det er en fed rolle, hvilket det her er.

- Når Rune bliver big shot instruktør, så kan det være, at jeg får en rolle. Vi arbejder i alle tilfælde godt sammen, griner Iben Dorner.

- Lige nu kunne jeg godt tænke mig at lave mere film og tv og lave nogle roller, der ikke ligger så meget til højrebenet. Nogle lidt langt ude karakterer. Noget der vil udfordre noget andet i mit spil, og være sværere at sætte sig ind i, fortæller Iben Dorner, men fortsætter hurtigt, at hun bare gerne vil arbejde. 

- Alle nye roller er spændende og  udfordrende, men jeg har spillet mange af ens slags typer. Jeg kunne godt tænke mig, at komme endnu længere ud. Sprede paletten, drømmer Iben Dorner om.

Lige nu caster hun en  masse både i Danmark og internationalt. Hun har fået en international agent, og hun har været til casting flere steder. Lige nu er hun in between, og ved ikke, hvad det næste job bliver. Det kan ende i København, det kan ende på Fyn og det kan ende forskellige steder i udlandet, oplyser hun. 

- Det kan også være, at jeg skal indlæse nogle bøger, men lige nu skal jeg holde fri, så godt jeg kan, mens jeg caster, slutter hun.