De flyttede fra Vejle til Bonnet for at forkynde om Jehova

I Bonnet ved Lemvig bor der flere familier, som lever og ånder for deres tro som Jehovas Vidner. En af familierne er Louise og Simon Vrå Madsen og deres to katte. De er flyttet til byen, fordi der var brug for ekstra kræfter til områdets menighed, og fordi de der kan få ro til at være dem selv.

- Det er et dejligt sted. Her er fred og ro, her er skøn natur, og det er tæt på fjorden og Vesterhavet. Der er sådan lidt af det hele, siger Simon Vrå Madsen.

Parret har boet i den lille by Bonnet i to år, i et hus Louises far har købt til dem for sølle 100.000 kroner. Nu lejer de det, imens de løbende sætter det i stand.

Bruger 70 timer hver måned på at forkynde

Louise arbejder som udekørende social og sundhedshjælper i Holstebro kommune og Simon er selvstændig vinduespudser. Det giver dem god tid til andre ting i livet. I deres fritid er de nemlig halvtidsforkyndere i Jehovas Vidner. Det betyder, at parret bruger 70 timer om måneden på at forkynde. Men de bruger aldrig deres arbejdstid på at fortælle om deres tro.

- Når jeg er på arbejde, så er det mit arbejde, og så snakker jeg ikke om religion. Jeg synes ikke, det er passende – det er jo ikke derfor, jeg kommer, siger Louise Vrå Madsen

De går fra dør til dør, men de forkynder også i det offentlige rum, blandt andet i gågaden i Lemvig og ved togstationen. Og de føler, de gør en forskel i områderne omkring Lemvig.

- Grunden til at jeg flyttede herop var, at der var brug for lidt flere kræfter i menigheden her. Den er ikke så stor. Og så fulgte Louise med, griner Simon Vrå Madsen.

Blev mobbet for sin tro

Louise Vrå Madsen er ikke ked af at fortælle om, hvad hun tror på, men hun har ikke ligefrem gode erfaringer med det. Hun havde en svær tid i skolen, fordi folk tog afstand fra hende netop på grund af hendes religion.

- De var bange for, jeg ville prædike, og derfor ville de ikke have noget med mig at gøre. Men livet går videre – man bliver kun stærkere, af det man ikke dør af, siger Louise.

Derfor er det heller ikke alle hendes kolleger, der ved, hvad hun tror på, eller hvad hun laver i sin fritid.

- Jeg er ikke lige den, der siger, ”hej, jeg hedder Louise, og jeg er Jehovas Vidne”. Jeg har det nok lidt mere sådan, at fordi jeg blev mobbet i skolen og sådan nogle ting, så vil jeg hellere have at folk tager afstand til mig som person, og ikke fordi jeg er et Jehovas Vidne. Jeg vil gerne have, at folk lærer mig lidt bedre at kende først, siger Louise.