Gymnasium måtte evakuere: Nu er forklaringen kommet

Rektor på Herning Gymnasium, Momme Mailund, fortæller, at det kemiske stof reagerede, fordi det var meget gammelt.

Herning Gymnasium
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Herning Gymnasium har nu endegyldigt lukket sagen om det kemiske stof, som fredag fik gymnasiet til at evakuere eleverne.

Rektor Momme Mailund er mandag blevet briefet om de kemiske detaljer ved fredagens fund af stoffet natriumamid. Beskeden til rektoren var, at stoffet har en del år på bagen.

- Det har stået hos os i noget tid, siger Momme Mailund.

Han tilføjer, at det også giver mening, eftersom Herning Gymnasium for længst er holdt op med at bruge natriumamid i undervisningen.

- Det er sådan noget, som man godt kan få til at sige bang, så det er sikkert blevet brugt engang. Men ikke længere, slår rektoren fast.

Det var en kemilærer, der fredag fandt stoffet i et skab og så, at det var begyndt at reagere.

- Vi tjekker jævnligt vores beholdning af sådan nogle kemiske stoffer, og bare et par dage før så det helt normalt ud, fortæller rektor Momme Mailund.

Efter fredagens fund ankom både politi, brandvæsen og forsvar, mens elever, lærere og ansatte forlod stedet.

Og nu er det helt slut med natriumamid på Herning Gymnasium.

- Det var ikke ret meget, vi havde, og det, der var, er selvfølgelig væk nu, understreger Momme Mailund.