Sådan bliver håndboldkampe efter baneløber-episode

I fremtiden kan du se frem til flere vagter, når du tager til slutrundekamp i Herning.

0:17
Jan Kampman har en plan for, hvad der skal ske i fremtiden.

De er trætte af det.

- Vi vil meget gerne have været det foruden.

Men Jan Kampman og Dansk Håndbold må også kigge fremad, efter en baneløber søndag trykkede på pause på håndboldfesten i Boxen, da Tjekkiet mødte Danmark.

Er der noget, I kan gøre anderledes i fremtiden?

- Jamen, det er der, og det gjorde vi allerede. Vi placerede hurtigt folk dernede, og det kommer vi til at gøre fremad. Selvom han (baneløberen, red.) ikke havde onde hensigter, så er det forstyrrende, og det bryder vi os ikke om, fortæller han.

I fremtiden vil derfor være flere vagter, der kan holde øje med publikum, som man kender det fra fodbolden.

Men ikke for mange.

- Vi vil helst ikke være Fort Knox. Vi vil gerne have, det skal være en folkefest, der er åben, fortæller Jan Kampman og fortsætter:

- Jeg tror, at hvis der er alt for mange vagter, der er synlige nede ved banen, så bliver man nervøs for at tage børn med ind, og det vil vi helst ikke.

Blev ikke stoppet i indgangen

Baneløberen, Lukas Kluge, der repræsenterede bevægelsen Nødbremsen, fik lov til at forstyrre den sidste VM-kamp under denne slutrunde i Herning.

Der var dog en god grund til, at han ikke blev stoppet, inden kampen gik i gang.

- De bliver kropsvisiteret, når de kommer ind. Det her var bløde varer, så man kan ikke mærke, om det er et lommetørklæde eller konfetti, som han havde med, siger Jan Kampmann. 

I stedet var det Nikolaj Jakobsen, der irriteret kunne skubbe Lukas Kluge væk fra banen i starten af anden halvleg, inden der kom vagter til.

Messecenter Herning, der faciliterer arrangementet for Dansk Håndbold og IHF, henviser til Jan Kampman.

Begrundelsen er, at det er IHF og Dansk Håndbold, der har ansvaret for sikkerheden kampene i Danmark.

Lukas Kluge blev efterfølgende anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi og løsladt senere på aftenen.

Billedet på forsiden af taget af Henning Bagger/Ritzau Scanpix.