muted

Verdenspremiere på dødsensfarligt stunt Vovehalsen Alex Porsing:

- Hvis jeg ikke presser mine egne grænser, og føler jeg lever på kanten, så keder jeg mig.

- Det er ikke gjort før af nogle i hele verden.

Den klare melding kommer fra Alex Porsing, der er klar til at udføre sit livs vildeste stunt.

Det er så farligt, at freestyle motocross-køreren ikke kan få lov til at udføre det til shows i Danmark.

Den 24-årige vovehals, der stammer fra Kibæk, har i stedet fået lov til at udføre det halsbrækkende stunt til et show i Düsseldorf.

Med bind for øjnene skal Alex Porsing køre op ad en stejl rampe, hvorefter han sammen med sin motocross-cykel roterer rundt i en baglæns salto - et backflip. Det hele sker med bind for øjnene.

Hvor mange gange har du prøvet det før?

- Ingen gange, lyder det kort og kontant fra Alex.

Han har én gang tidligere lavet et hop over en rampe med bind for øjnene, men det var uden backflip-rotationen. Alligevel et stunt der er farligt nok i sig selv. Nu vil han sætte trumf på efter flere måneders mental forberedelse.

I aften vil han intet kunne se ud ad hjelmen, når han hvirvler rundt men taktikken er klar:

- Jeg tænker bare på at høre lyden. Når jeg kører hen til rampen, skal jeg vurdere min fart ud fra lyden og mærke, hvornår rampen kommer og så bare læne mig tilbage og holde gassen.

muted

Alex Porsing fortæller om sin drivkraft til at lave farlige stunts.

Et liv på kanten

Hvis det går galt, er det så det værd?

- Jamen, det synes jeg, det er. Jeg lever for at komme ud af min komfortzone.

- Hvis jeg ikke presser mine egne grænser, og føler jeg lever på kanten, så keder jeg mig.

- Så føler jeg seriøst, jeg spilder mit liv, lyder det velovervejet fra Alex Porsing.

I kroppen bærer han ellers mange minder fra talrige operationer, der indikerer, at det er en risikofyldt sport:

- Jeg har stadig en metalstang i mit lårben, nogle skruer i min knæskal. Jeg mangler både det bageste og forreste korsbånd i mit andet knæ. Men uden at lyve så føler jeg mig faktisk i min bedste form nogensinde i min karriere.

Alex Porsing i sin karakteristiske hvide køredragt
Alex Porsing i sin karakteristiske hvide køredragt
Foto: MXCARRO

Allerførst vil Alex gøre et forsøg på at udføre sit stunt under eftermiddagens træning i Düsselforf. Afstanden til rampen bliver nøje skridtet ud, inden han får bind for øjnene.

Nu gælder det. Alex ved lige præcis, hvad han skal gøre.

Med hvid køredragt og helt sort hjelm tager han tilløb med nøje afmålt fart, ryger op over rampen, rundt i luften og lander usvigeligt sikkert i den næsten tomme tyske arena under træningen.

muted

Her laver Alex Porsing som den første i verden backflip med bind for øjnene.

Den eneste i verden

Det kan være svært at se, at han rent faktisk fik skadet sit knæ ret voldsomt.

- Mit knæ er som en ballon, fortæller fmx-køreren efterfølgende.

Det ene knæ tog meget skade ved stuntet.
Det ene knæ tog meget skade ved stuntet.
Foto: Jeff Kwadwo Knudsen

Landingen er svær, når man ikke kan se, hvornår man skal tage fra, så her røg knæet helt ud af led og tilbage igen.

- Det er helt fucked – det er helt smadret, konstaterer Alex Porsing.

Derfor bliver han nødt til at droppe at udføre stuntet til selve showet.

- Jeg kan ikke flippe igen – det kan jeg ikke. Jeg vælter bare.

Danskeren fik dog, hvad han kom efter syd for grænsen.

- Nu har jeg gjort det, som den eneste i verden nogensinde.

27:58
Han er formentlig den største vovehals, vi har her i landsdelen. I 2015 fik 22-årige Alex Rune Porsing sit helt store gennembrud som Freestyle motocross-kører. 2016 begyndte også rigtigt godt..... indtil et alvorligt uheld satte en kæp i hjulet for den dristige vestjyde.

Men Alex Porsing har ikke tænkt sig at efterlade et skuffet publikum i Düsseldorf. Så han bestemmer sig for at lave et almindeligt hop med bind for øjnene. Det er anden gang i karrieren, han kommer til at udføre dette.

Efter at knæet er blevet tapet ind, er han klar til showet.

Publikum bliver gejlet godt op, inden manden i den hvide køredragt igen skridter afstanden nøje ud. Denne gang 26 meter.

Nu beder speakeren de mange tusinde publikummer om absolut ro, inden Alex tager tilløb. Han er jo afhængig af lyden.

Uden backflip går det bedre. Alex kommer sikkert over den slugt, der er mellem den høje rampe og den store jordvold, han lander på bagsiden af.

muted

Publikum skulle ikke snydes, så de fik dette hop, hvor Alex Porsing også har bind for øjnene.

Første og sidste gang

Hvis man ikke lige ved det, er det svært at spore, at den danske kører drøner rundt med et smadret knæ. Man er vel showman.

Publikum er ellevilde, selvom det var et neddroslet stunt i forhold til plan a, og Alex får sin fortjente hyldest efterfølgende.

0:09
Gense det vilde stunt i slowmotion.

Det var formentlig første og eneste gang, omverdenen fik Alex at se i et backflip med bind for øjnene.

- Det er ikke en ting, jeg kommer til at gøre igen, fastslår han.

muted

Tysk hyldest til den danske fmx-kører

Skaber hype

Selv om publikum i arenaen ikke fik set den vildeste udgave af stuntet, så er Alex godt tilfreds.

- Det giver mig helt sikkert en masse promotion og en masse drive og hype omkring mit navn.

Mandag kalder hverdagen igen på Alex Porsing. Da skal en MR-scanning klargøre, hvor galt det står til med ballonknæet.

 

Udgivet: 10. februar 2019
Tekst: Flemming Christensen
Video: Henrik Drivsholm og Jeff Kwadwo Knudsen
Foto: MXCARRO

 

Her kan du se billeder af de andre trics, Alex Porsing mestrer.

 
 
Foto: MXCARRO
 
 
Foto: MXCARRO
 
 
Foto: MXCARRO
 
 
Foto: MXCARRO
 
 
Foto: MXCARRO