Over døren hænger et gammelt bakkamera. Det er kun tændt om natten - og kun for 39-årige Anders’ sikkerhed.
- Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at han har været i livsfare, siger Magnus Moesgaard, der er far til Anders.
Magnus Moesgaard har kæmpet for sin søn hele livet. Lige siden han blev hjerneskadet som en 11 måneder gammel baby.
I dag er Anders én ud af 32 beboere på Brande Åcenter, der er udviklingshæmmede i svær grad. Og han er én af de beboere, der hver eneste dag koster personalet bunker af papirarbejde.
Vi møder Anders og hans far senere i artiklen igen.
Men historien begynder tidligt om morgenen med det, der for pårørende og personale på Brande Åcenter virker som helt absurd bureaukrati.
Klokken er halv otte om morgenen på bostedet. Udenfor er det stadig mørkt, men indenfor er beboerne ved at vågne. Social- og sundhedsassistent Trine Riis åbner døren ind til én af lejlighederne og går hen til borgeren, der stadig ligger i sin seng.
- Godmorgen Alise. Er du klar til at skulle op?
Morgenrutinen forløber som alle andre dage hos beboeren Alie Elisabeth Blaauw - eller Alise, som hun bliver kaldt.
Trine Riis vikler hende ind i løftesejlet og forflytter Alise over i kørestolen ved hjælp af en lift.
- Så spænder jeg lige din hoftesele, Alise, siger social- og sundhedsassistenten og klipser hende fast i stolen.
Alise er født multihandicappet. Hun skal have hjælp til alt. Også til at sidde ordentligt i sin kørestol.
Derfor bliver hun af personalet hver dag spændt fast med tre forskellige seler: En hoftesele, en X-formet sele over brystkassen og seler til hænderne.
- Vi spænder selerne, så Alise ikke glider ud af kørestolen i et epileptisk anfald, fortæller Trine Riis.
Hendes blik søger op mod uret på væggen. 7.42. Tidspunktet skal hun huske. For det skal registreres.
Hver gang hun eller kollegerne spænder selen på en borger, er det ifølge loven nemlig en magtanvendelse. Den er lovlig, men kræver en forhåndsgodkendelse for den konkrete borger.
Den godkendelse har Brande Åcenter for 15 ud af bostedets 32 faste beboere, som har brug for seler. Også for Alise.
Trine Riis sætter sig ved et bord i fællesrummet og åbner et ringbind fyldt med papirer. Samtidig sidder Alise i kørestolen ved siden af.
Brande Åcenter har tidligere fået et påbud af Socialtilsyn Midt for manglende ansøgninger og godkendelser på netop brugen af seler. Det er løst.
Nu handler det om at registrere magtanvendelserne med nøjagtigt tidspunkt hver gang, Alise og de andre beboere får deres godkendte seler på.
- Vi skal hele tiden holde øje med, hvad klokken er, når vi spænder Alise fast, og når vi spænder hende op igen, fortæller Trine Riis og noterer klokkeslættet 7.42 ud for dagens dato.
Hvad gavn har Alise af det?
- Ingenting. Det er bare ekstra dokumentation, siger Trine Riis.
Når man benytter sig af magtanvendelser, er der ifølge lovgivningen strenge registreringskrav.
På Brande Åcenter skal der skrives i ringbindet op mod 150 gange om dagen, og det er kun i forbindelse med brug af de godkendte seler. Dokumentationen skal personalet én gang i måneden samle og sende til Socialtilsyn Midt, der fører tilsyn med bostedet.
Dokumenterne hober sig op på centerlederens kontor. Hun lægger en tung stak A4-ark med registeringsbilag på sit skrivebord.
- Det her er en måneds dokumentation på seler på alle borgerne på Brande Åcenter, konstaterer centerleder Sidsel Nielsen.
På et år bliver det til i alt 8.124 sider med dokumentation, og det stjæler personalets tid, mener centerlederen.
- Når Mette Frederiksen siger varme og omsorg til borgerne og ikke tusinde siders dokumentation, så er der noget at hente her. Det er katastrofalt, at timerne bruges på det her og ikke ude ved borgerne, siger hun.
Det er centerleder Sidsel Nielsen, der har inviteret TV MIDTVEST indenfor på bostedet. Hun har givet fuld adgang til et sted, som tv-kameraer sjældent får lov at komme.
Hun åbner dørene for at vise en hverdag med vedvarende registreringer af magtanvendelser, som ifølge hende er groteske og ude af proportioner.
I udøver jo magt mod jeres beboere, så er det ikke fair?
- I bund og grund er jeg helt med på, at der skal en godkendelse til en sele. Men det er dér, hvor jeg har fået en godkendelse til at måtte bruge en sele, og så skal jeg registrere hver gang, jeg spænder den, og hver gang, jeg spænder den op.
- Så synes jeg, at der skal ligge en tillid til, at vi kan finde ud af at håndtere det, siger centerlederen.
Beboeren Alise har fået besøg af sin mor på bostedet.
- Skal mor lige sætte din sele på plads? Det er skønt, hva'? siger Alises mor, Jellemien Blaauw og klikker selen fast, så det hele sidder, som det skal.
Alise smiler begejstret til sin mor. Hun siger ikke ord, for hun har ikke noget sprog på grund af sit handicap.
Derfor er hun ikke i stand til at sige til eller fra over for selerne, men de har været en del af hendes hverdag helt siden barndommen.
Vil du ikke helst have, at hun ikke er spændt?
- Nej, for jeg ved, at hun har brug for det. Jeg er utryg, når hun ikke er spændt, siger Jellemien Blaauw, der bor i Nørre Snede.
Loven om magtanvendelser er til for at beskytte voksne borgere med betydelig nedsat psykisk funktionsevne på bostederne. Anvendelsen af magt skal ifølge loven “udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.”
Samtidig er kommunerne forpligtet til at yde omsorg til borgerne på en måde, hvor de både tager hensyn til den enkeltes behov for hjælp, selvbestemmelse, sociale tryghed og værdighed.
For Alise er det blevet vurderet, at selerne er en nødvendig del af omsorgen.
- Alise har en spastisk spænding i hele sin krop. Hvis hun ikke sidder i hofteselen, så begynder hun at hænge. Så sidder hun ikke op længere, fortæller Alises mor.
Reglerne om, at personalet skal registrere tidspunkterne for brug af seler, er til for at sikre, at borgerne ikke sidder fastspændt længere tid, end det er nødvendigt eller tilstrækkeligt.
Men Alises mor er uforstående over for de strenge registreringskrav til personalet.
- I Alises tilfælde er magtanvendelse nødvendigt. Jeg synes, det er en skam at bruge så mange ressourcer på det, siger Jellemien Blaauw.
Social- og sundhedsassistent Trine Riis sætter sig ved bordet og åbner ringbindet med bilag. Klokken er 12.35, og nu er det blevet tid til at registrere brugen af seler endnu engang.
Hun har samlet tidspunkter sammen fra hele formiddagen, hvor nogle af beboerne har været på udflugt til en gård.
- Jeg skal huske tilbage fra i formiddag klokken 9. Det tager lang tid, og der er mange ting, man skal huske i hovedet, siger hun og skriver et klokkeslæt ind i et dokument.
- Det er jo tid, jeg kunne have brugt på at gå ind til den næste borger, som venter på mig. Det er tid, jeg kunne bruge på at læse en historie for Alise. Det her er spild af tid i mit arbejde, siger Trine Riis.
For centerleder Sidsel Nielsen giver registreringskravet også anledning til frustration - særligt i en tid, hvor politikerne toner frem i nyhederne med budskaber om mindre bureaukrati og mere tid til kerneopgaven: Nemlig omsorg og pleje.
Men er det ikke meget godt, at der er en tilsynsmyndighed, som holder øje med, at I ikke bare spænder jeres beboere fast hele døgnet?
- Det er okay, at der er en tilsynsenhed. Det er mængden af dokumentation, jeg synes, er grotesk. Det går fra kvalitetstiden, som de egentlig også kommer ud for at tjekke på tilsynene, siger centerleder Sidsel Nielsen.
Det er ikke kun strenge registreringskrav for brug af seler, som frustrerer personalet og de pårørende.
Hos én af bostedets andre beboere bruger personalet helt bevidst ulovlig magtanvendelse for at beskytte ham mod sig selv.
Hos Anders på 39 år er der skruet et lille bakkamera til en bil fast over dørkarmen. Kameraet er en ulovlig magtanvendelse, men det hænger der alligevel.
Det er Magnus Moesgaard, Anders’ far, som har købt kameraet i thansen og sat det op, da Anders som 22-årig flyttede ind på bostedet.
Kameraet er koblet til en monitorskærm ude i køkkenet, så personalet kan holde øje med Anders om natten uden at gå ind på værelset og vække ham.
Det samme gjorde familien, da Anders stadig boede hjemme.
- Vi har brugt det i over 30 år til at observere Anders om natten, fordi det var den eneste måde, vi på en forsvarlig måde - både over for Anders og over for os selv og vores nattesøvn - kunne holde øje med ham, fortæller Magnus Moesgaard.
Kameraet optager ikke og sender ikke til andre enheder. Men ifølge Socialtilsyn Midt er videoovervågningen ulovlig magtanvendelse.
Ifølge familien og bostedet er kameraet dog både nødvendigt og den mindst indgribende løsning i Anders’ situation.
Anders blev hjerneskadet, da han var 11 måneder gammel. Kognitivt er han som et spædbarn, og det betyder, at han i dag spiser alt, hvad han kan få fat i.
Han har ødelagt og spist sit eget tøj, sengetøj og madras indtil flere gange.
- Hvis han får hul, bliver han manisk. Så kan han ikke få ro, og han går helt i selvsving. Selv det her kraftige stof, kan han faktisk bide i stykker, fortæller Magnus Moesgaard og viser Anders’ specialsyede sengetøj frem.
Over årene har det ikke været ufarligt, når Anders har fået sine maniske anfald midt om natten.
- Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, han har været i livsfare, fordi han fik lov til at sidde og ødelægge, siger Anders’ far.
Om natten ser personalet til Anders mindst én gang i timen via en monitorskærm i hans køkken.
- Nu begynder han selv at rejse sig, så nu skal jeg være ekstra opmærksom på ham, konstaterer nattevagt Heidi Jensen.
Hendes stemme er helt svag, når hun taler med TV MIDTVESTs reporter og fotograf, som har fået lov til at være med i de tidlige morgentimer for at overvære monitoreringen af Anders.
Anders sover nemlig meget let og vågner ved den mindste lyd eller bevægelse.
Uden overvågningskameraet skal personalet gå helt ind i soveværelset for at se til ham, og det kan holde Anders vågen, indtil næste gang nattevagten kommer.
- Imens jeg har tilsyn med de andre borgere, så kan Anders nå at bide et stykke af dynen. Og så kan han blive kvalt i den, siger nattevagten.
Klokken nærmer sig 6. Nu tjekker nattevagten til Anders via monitorskærmen hvert kvarter. Anders rykker på sig i sengen.
- Nu kan jeg se her på skærmen, at jeg skal ind til Anders. For nu begynder han at sætte sig op, siger Heidi Jensen.
Nattevagten går ind og sætter sig ved siden af Anders i sengen. Han tager alt i munden, der er inden for rækkevidde.
Først er det nattevagtens hår, han griber ud efter. Så får han fat på en sko. Det går stærkt. Han begynder at gnave i snørebåndet, inden Heidi Jensen får listet det ud af hans hænder.
- Havde jeg ikke været herinde, så kunne han have fået det galt i halsen, konstaterer Heidi Jensen.
På Brande Åcenter har man prøvet at undvære kameraet, efter Socialtilsyn Midt i 2021 påbød bostedet at fjerne kameraet senest 1. september samme år.
Bostedet havde ikke lovhjemmel til at sætte overvågningskamera op hos Anders, som ikke kan give kvalificeret samtykke, lød det i afgørelsen fra Socialtilsyn Midt. Derfor er det ifølge socialtilsynet en ulovlig magtanvendelse.
Socialtilsyn Midt begrundede det med “respekten over for individets integritet uanset den enkeltes psykiske funktionsevne” og borgerens ret til privatliv.
At have kamera på sit værelse - det er da også ret indgribende?
- Anders registrerer ikke kameraet. Han reagerer ikke på, at kameraet er tændt, men kommer jeg helt ind i hans soveværelse og tænder lidt lys for at se ham, så reagerer han. Så det er mindre indgribende at have kameraet, end at nattevagten skal ind og kigge til ham, siger Anders’ far, Magnus Moesgaard.
I godt et år var videoovervågningen fjernet fra Anders’ værelse, indtil Brande Åcenter i september 2022 orienterede Socialtilsyn Midt om, at bostedet havde valgt at sætte kameraet op igen.
Selvom bostedet havde forsøgt sig med andre løsninger - for eksempel ekstra personale i morgentimerne og observation med lommelygte om natten - så havde Anders’ maniske ødelæggelser taget overhånd, og han var til fare for sig selv.
- I den mellemliggende periode kan jeg vise jer billeder af, hvor meget sengetøj der er blevet ødelagt. Og det er ikke, fordi nattevagterne ikke gør deres job ordentligt. Det er simpelthen, fordi han bliver forstyrret og ikke får ro, fortæller Anders’ far, Magnus Moesgaard.
Men det, at kameraet blev sat op igen, fik Socialtilsyn Midt til igen i december 2022 at give bostedet et påbud om at fjerne videoovervågningen. Det viser en aktindsigt, som TV MIDTVEST sammen med TV 2 har fået.
Det er ikke muligt at få lov til at sætte et kamera op i dag i en borgers eget hjem, lyder det fra socialtilsynet.
- Det at blive overvåget med kamera med billede på i eget hjem er et meget stort indgreb i ens privatliv. Det er åbenlyst for os alle. Det er reguleret meget skarpt, om man kan det eller ej. Det vurderer vi ikke, at man kan i det konkrete tilfælde, siger Ulla Bitsch Andersen, der er tilsynschef ved Socialtilsyn Midt, til TV MIDTVEST.
Socialtilsynet har foreslået bostedet at anvende andre magtmidler, som er lovlige i stedet for videoovervågningen.
Men Brande Åcenter og Anders’ far står fast på, at bakkameraet i dørkarmen er den mindst indgribende måde at holde øje med Anders om natten.
Nu har I fået et påbud. Skulle I så ikke bare pille det ned?
- Det er yderst utrygt. For vi har jo set, hvordan Anders reagerer, når der ikke er opsyn. Så vi har set, hvordan han har spist effekter, han har i lejligheden, siger centerleder Sidsel Nielsen.
Derfor har Brande Åcenter sammen med Ikast-Brande Kommune valgt at udfordre lovgivningen ved at få Ankestyrelsen til at tage sagen op.
- Vi er nødt til at få prøvet det af. Kan det da virkelig passe, at der er en lovgivning, der siger det her?, spørger centerleder Sidsel Nielsen.
Indtil jurister har afgjort, hvordan loven skal fortolkes, så skal personalet hver eneste dag udfylde 11 siders skema til Socialtilsyn Midt.
Skemaet beskriver, hvad der er sket før, under og efter den ulovlige magtanvendelse. Det bliver til 341 sider på et år, har centerlederen regnet ud.
Hvis I vurderer, at videoovervågning er det, der er behov for, så må I vel også bide i det sure æble og lave de sider?
- Det kan man jo sige. Vi skal jo følge lovgivningen. Og det er derfor, den er endt ved Ankestyrelsen, fordi det skal afgøres, hvem af os der har ret, siger centerlederen.
Hvis ikke bostedet får retten til det, er de nødt til at finde en anden løsning, der er lovlig.
- Det tror jeg ikke rigtig på, at vi kan, fordi det har vi forsøgt os med, siger Sidsel Nielsen fra Brande Åcenter.
Indtil der kommer afklaring, fortsætter papirarbejdet med at registrere den ulovlige magtanvendelse med videoovervågning af Anders.
Familiens frygt er, at Brande Åcenter bliver nødt til at fjerne kameraet, hvis afgørelsen fra Ankestyrelsen falder ud sådan.
- I yderste konsekvens kan han dø af det, siger Magnus Moesgaard, der er far til Anders.
Vreden fylder hos Magnus Moesgaard. For ham at se er reglerne om dokumentation ude af proportioner og bør ændres.
- Jeg håber, der sker det, at medarbejderne her på stedet må få lov til at bruge deres faglighed, situationsfornemmelse, empati og deres sparring med hinanden til at løse de opgaver, som de er uddannet til, siger han.
Centerlederen håber også på, at politikerne vil kigge på loven for magtanvendelse, så papirkravene bliver mindsket.
- For mig at se er der brug for en ændring i lovgivningen, fordi det er lovgivningen, der er afgørende for, hvad vi skal indberette, siger Sidsel Nielsen.
Se hele reportagen fra en dag med bureaukratisk bøvl på Brande Åcenter:
