- Pludselig hører jeg lyden af hvinende bremser. Min far vågner med et spjæt. Og så kommer der et bump. Jeg glemmer aldrig det syn. Far flyver over mod mig, og så bliver det mørkt. Da vi vågner op igen, kan jeg godt se, at han er død. Jeg prøver at skærme. Min mor og lillesøster skal ikke se ham.

Elsebeth Dohn er tilbage i togkupeen i det røde lyntog Nordjyden den 10. august 1967. Hun er 13 år. Sammen med sin mor, far og lillesøster Birgitte på ni år, er hun på vej hjem til København, hvor familien på fire bor på det tidspunkt.

- Sådan en ulykke kommer du aldrig over. Det gør du ikke. Du kommer videre i livet, ja. Men du kommer aldrig over den. Det gør du ikke, siger Elsebeth Dohn.

Denne onsdag er hun sammen med sin lillesøster igen. De to søstre sidder i et sortmalet sommerhus med hvidmalede vinduer lidt syd for Glyngøre. Det er det eneste hus i sommerhusområdet, hvor der er lys på en vintergrå dag i januar. Her mødes de sammen med tre andre mennesker, der også har togulykken fra 1967 helt inde på livet. I mere end 50 år har de fem mennesker i sommerhuset gemt på et mørkt kapitel i deres liv.

Efter togulykken på Storebælt den 2. januar i år har tankerne nu fået nyt lys. Minderne fra en regntung sensommerdag i 1967 er de seneste dage væltet frem hos de fem. To af dem er unge mennesker i 1967, den tredje er en ung politimand, der er første myndighedsperson på stedet, da lyntoget Nordjyden fra Struer brager ind i det holdende lyntog Sydvestjyden lidt uden for Odense. Og så de to søstre, der dengang bare er to små piger. 

Elsebeth brækker lårbenet, da de to lyntog støder sammen. Lillesøster Birgitte brækker begge ankler. Redningsmandskab har netop hjulpet Elsebeths mor og Birgitte ud af toget. Nu er Elsebeths første tanke, da hun vågner op i kupeen, at hun skal have fat i sin fars vielsesring.

- Den skal mor have. Den vil jeg pille af far, fortæller Elsebeth Dohn.

I dag er hun en kvinde på 65, som bor i Struer. Selv om lyntogsulykken fandt sted for 51 et halvt år siden, er det en ulykke, der ikke kan viskes væk.

I seks uger ligger de to søstre og deres mor på sygehuset i Odense. Tilfældigvis kommer de to søstre til at ligge på samme stue.

- Jeg kan kun huske, at jeg blev hjulpet ud fra toget og ind i en ambulance. Så kan jeg ikke huske mere, før jeg vågner op i et rum med begge ben i gips. Så bliver der lige slået en låge til side, og jeg spørger: "Hvem er det?"

- "Det er mig Birgitte. Elsebeth. Far er død," og så var jeg bare færdig, fortæller Birgitte Werner Nielsen.

De to piger ser først deres mor flere dage efter ulykken. Hvorfor der skulle gå så lang tid, ved de ikke.

- Men mor havde lige mistet sin mand, og hun anede ikke, hvad der var sket med os. Hun måtte ikke komme ned til os på sygehuset. Hun havde ingen idé om, hvor vi var. Hun anede det ikke. Ja. Sådan var det, siger Birgitte Werner Nielsen og kigger op i loftet og læner sig tilbage i kurvestolen. Der er stille. Det er kun den bambusflettede stol, der giver lyd fra sig.

Den 10. august er ikke en dato, de to søstre bryder sig om. Hvert år på den dag skal de være i kontakt med hinanden. Elsebeth bor i dag i Struer. Birgitte bor i Aabybro. De behøver ikke sige så meget. De skal bare lige vide, at de har hinanden den dag.

- Det er sådan en dag, der bare skal gå. Vi ville helst, at den ikke eksisterede i kalenderen, fortæller de.

Da deres far nogle dage efter ulykken skal bisættes, er hverken de eller deres mor med. Det er deres mormor og morfar, der på sygehuset fortæller dem om bisættelsen.

- Jeg kan huske, at Birgitte var meget ked af det. Hun græd. Og så kom der en sygeplejerske og ville give hende nogle sprøjter. Hun sagde til Birgitte, at nu skulle hun holde op med at græde, for hun havde ikke noget at være ked af. Så blev jeg vred, husker Elsebeth Dohn.

Det første, Elsebeth erindrer, da hun vågner op efter sammenstødet er hendes far. Han var blevet slynget over imellem hende og hendes mor.

- Det var da grimt, men jeg kan simpelthen ikke forklare, hvad det var for en oplevelse for en pige på 13 år. Det kan jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Da den lille familie på tre kommer hjem efter seks uger på sygehuset i Odense, er der noget, der mangler i hjemmet.

- Min faster havde fjernet alt, hvad der var af beviser af min far. Billeder og alt muligt. Min mor blev tosset. Hun fandt det hele frem igen. Det var godt, det hjalp os. Mor hun fandt aldrig en ny mand. Det havde hun vist ikke overskud til, fortæller Elsebeth Dohn.

I 1967 er der ingenting, der hedder krisehjælp. Men de to søstre har tit talt om, at de tror, de ville kunne have haft glæde af at snakke med en professionel dengang.

- Ingen spurgte, hvordan jeg havde det. Fire år efter ulykken fik jeg en nedtur. Jeg røg i et hul. Og så fik jeg at vide, at jeg bare skulle tage noget nervemedicin. Det, mente man, ville løse det. Jeg tog de første par piller og skyllede derefter resten ud i toilettet. Jeg ville ikke have det. Det ville have været fint med krisehjælp, men jeg kunne også flere år senere have haft glæde af det. Og Birgitte og jeg har da også talt om, at hvis der kom en professionel i dag og snakkede med os, ville vi få noget mere ud. For der ligger noget, understreger Elsebeth Dohn.

Det er meget få gange, at Birgitte Werner Nielsen har kørt med tog siden den 10. august 1967. Hun sætter sig helst ikke ind i et tog. Elsebeth Dohn kan derimod godt klare en togtur. Men hun kører helst baglæns.

- Kort inden sammenstødet har jeg sat mig over ved siden af min mor og Birgitte. Det var mit held. Far kørte forlæns. Men hver gang et tog bremser, og jeg hører lyden af hvinende bremser, synker jeg lige en klump. Det gør jeg. Men ellers kører jeg gerne med tog. Lynet slår ikke ned det samme sted to gange, tænker jeg. Og så tror jeg, at det var en god ting, at jeg hurtigt efter ulykken skulle med et tog igen, siger Elsebeth Dohn.

I dag råder hun alle, der kommer ud for noget lignende, til at tage imod den krisehjælp, de kan få.

- Det kan godt være, at de ikke synes, de har behov for det. Men de snyder sig selv, hvis de ikke tager imod hjælp og får snakket med en professionel. De kan blive ramt mange, mange år efter. Jeg får en knude i maven hver gang, der sker en ulykke. Og så tænker jeg, nå, nu igen. Jeg får ondt af de pårørende, for jeg ved, hvad de skal igennem. Så tag nu imod krisehjælpen. De må endelig ikke brænde inde med det, for det er noget af det værste, de kan gøre. Dengang vidste man ikke bedre. Man tiede det ihjel. Men det går det ikke over af.

Hjemme i Struer har Elsebeth Dohn stakkevis af blade, aviser og udklip fra lyntogsulykken i 1967. Hun har aldrig skjult, at hun var med i den.

- Og jeg bliver mindet om den hver dag, fordi jeg har så pokkers ondt i benet. Og selvfølgelig har jeg manglet min far. Det er da et savn for en pige på 13 år at miste sin far, det er det. Men du kommer videre. Du skal videre. Og som min mor altid sagde til mig. Du kan grine og du kan pjatte, men du kan græde indvendigt, og det har jeg også gjort. Sådan er det.

Se de to afsnit af Lyntogs-ulykken herunder, hvor du kan komme tættere på alle i gruppen.