Han må spørge om alt: Martin Kanstrup møder Leif Dahlgård

I programmet 'Den Røde Stol' møder Martin Kanstrup tivolimanden Leif Dahlgård.

1:09
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Selvom han er vant til spotlight, snupper entertaineren og musikeren Martin Kanstrup lige en dyb indånding. Han står i et tv-studie, og hans store idol er lige på trapperne. Lige om lidt skal han møde tivolimanden Leif Dahlgård for første gang. 

- Hvis han er, som jeg tror, bliver det svært at forberede det her. Men jeg har lavet lidt spørgsmål, siger Martin Kanstrup. 

TV MIDTVEST har genoptaget programklassikeren Den Røde Stol, hvor en fremtrædende midt- eller vestjyde får lov at invitere et spændende menneske ind til en samtale. 

I første udgave er det musikeren og entertaineren Martin Kanstrup, der har stafetten, og hans valg er faldet på tivolilegenden Leif Dahlgård, der særligt er kendt fra tv-serien Dahlgårds Tivoli. 

- TV MIDTVEST spurgte mig, om jeg havde lyst til at være med, og den person, jeg allerhelst ville møde, var Leif. Jeg er kæmpe fan af ham og Dahlgårds Tivoli, så det kribler lidt det her, siger Martin Kanstrup. 

0:38
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

- Jeg ved ikke, hvem du er 

For Leif Dahlgård krævede det ikke lang betænktningstid.  

- Det var da næsten lidt uhyggeligt, at jeg var den, han helst ville tale med, men jeg synes da til gengæld, programmet lød hyggelig nok, siger Leif Dahlgård. 

Der var dog lige den ene hage, at Leif Dahlgård ikke kendte til Martin Kanstrup på forhånd. 

Det måtte tivolimanden lige deklarere som det første, da optagelserne var gået i gang. 

- Jeg må nok undskylde med, at jeg ved ikke, hvem du er, siger Leif Dahlgård til Martin Kanstrup i programmet.

- Det er helt i orden. Det ved jeg heller ikke engang imellem selv, svarer Martin Kanstrup.