Her er de store midt- og vestjyske personligheder, vi mistede i 2024
En partileder, en stor erhvervsmand og to kendte kulturpersonligheder. Her er fire af de store personligheder, vi sagde farvel til i år.
✝️ Søren Pape Poulsen, 52 år
Født 31. december 1971 - død 2. marts 2024.
Borgmester, folketingsmedlem, minister og partiformand. Søren Pape Poulsen viede en stor del af sit liv til politik og nåede at sætte store aftryk både lokalt og nationalt.
Han blev første gang valgt til byrådet for Konservative i den daværende Bjerringbro Kommune i 2001. Efter kommunalreformen, hvor Bjerringbro Kommune blev lagt sammen med nabokommunerne til en ny Viborg Kommune, indtog Søren Pape Poulsen borgmesterposten ved valget i 2009.
I 2014 gav han den stol videre, da han skiftede lokalpolitik ud med landspolitik og blev leder af Det Konservative Folkeparti, mens han endnu var ret ukendt for de fleste danskere.
Men det blev der lavet om på.
- Når han debatterede i Folketingssalen, var det ofte med et glimt i øjet. Han tog ikke sig selv højtideligt, og det gav ham mange venner på Christiansborg, skrev folketingets formand Søren Gade (V) efter Papes død.
Søren Pape Poulsen nåede at sidde ni år i Folketinget. Fra 2016 til 2019 var han også justitsminister. Ved sin død var han Folketingets længst siddende partileder.
Han døde som følge af en hjerneblødning, som han fik under et hovedbestyrelsesmøde i Konservative. Han kunne i dag - nytårsaftensdag - være fyldt 53 år.
Inden jul fortalte Søren Pape Poulsens forældre om tiden efter hans død. Det kan du læse mere om i artiklen herunder.
✝️ Niels Due Jensen, 81 år
Født 8. marts 1942 - død 12. september 2024.
Erhvervsmanden Niels Due Jensen var mangeårig direktør for Grundfos i Bjerringbro. En virksomhed, som hans far Poul Due Jensen grundlagde, da sønnen endnu ikke var fyldt to år.
Niels Due Jensens arbejde med at flytte Grundfos fra at være en dansk virksomhed til at blive en global virksomhed gjorde ham til en af vor tids helt store skikkelser i dansk erhvervsliv.
- Han brugte det meste af sit liv på Grundfos, men han var der altid for familien, først og fremmest som ægtemand, far, farfar, morfar og svigerfar. Han har altid været der for os og har lært os respekt for andre mennesker, ordholdenhed og at værdsætte og understøtte mangfoldighed, sagde sønnen Poul Due Jensen, der var opkaldt efter sin farfar, i en pressemeddelelse efter sin fars død.
Niels Due Jensen arbejdede sig op gennem pumpevirksomheden. Han begyndte som maskinarbejder og blev siden maskiningeniør, inden han i 1977 trådte til som koncernchef.
Det var han frem til 2003, hvorefter han dedikerede sig til bestyrelsesarbejde - først for Grundfos-koncernen, siden for Poul Due Jensens Fond, der er den primære ejer af Grundfos.
På dagen for hans begravelse fik de ansatte ved Grundfos i Bjerringbro fri med løn.
- I alle årene følte han sig tæt knyttet til medarbejderne, og de får også mulighed for at sige et sidste farvel til Mr. Grundfos, lød det dengang i en pressemeddelelse fra pumpevirksomheden.
Kong Frederik 10. deltog i begravelsen fra Bjerringbro Kirke.
TV MIDTVEST livebloggede fra dagen. Du kan finde livebloggen herunder.
✝️ Ulf Pilgaard, 83 år
Født 15. november 1940 - død 28. oktober 2024.
Den danske revyskuespiller blev født i Skive og boede sine første leveår der. Siden rykkede han med familien til København, hvor han voksede op med tæt tilknytning til folkekirken, da hans far var præst.
Ulf Pilgaard begyndte også på teologistudiet, men i sidste ende blev det skuespillet, der vandt hans tid - og det lige til det sidste. Hans spillede sin sidste rolle på de skrå brædder i 2023 under genoptagelsen af kultklassikeren "Nattevagten" fra 1994.
Skuespilleren var desuden del af Cirkusrevyen, hvor han var særligt kendt for sin ikoniske parodi af dronning Margrethe. Efter samlet set 40 sæsoner i Teltet på Bakken spillede han sin sidste forestilling i Cirkusrevyen i 2021.
Han medvirkede senest i TV MIDTVEST, da han for to år siden pyntede op til jul og dækkede julebord på herregården Nørre Vosborg ved Vemb i Holstebro Kommune.
- For mig er det at holde fri det bedste ved julen. Ikke at skulle noget som helst, at kunne sove længe den næste dag. Gaverne, nej, forget it. Det behøver ikke være det store, bare at man lige tænker lidt på andre end sig selv for én gang skyld, forklarede han grinende dengang.
Ulf Pilgaard døde efter kort tids sygdom.
✝️ Johnny Madsen, 73 år
Født 31. marts 1951 - død 4. november 2024.
Han var kendt for sin musik, sin kunst, sit uvaskede look og sit særlige syn på livet. Johnny Madsen var en skæv eksistens med ordet i sin magt, som han brugte både i sangtekster, digte og interviews.
Han er blandt andet kendt for at have sagt følgende:
- Spiritus har reddet mange unge mennesker fra sport.
- En gentleman er en mand, der kan spille banjo, men som alligevel lader være.
- Der er så mange, der griner af mit udseende, men er I klar over, hvad det koster at komme til at se sådan ud?
Han blev født i Thyborøn. Her fik hans også som barn sin første guitar, og det blev det første skridt på vejen til en lang karriere inden for musikken. Og den tur har slået mange krøller, for han har både arbejdet alene og i grupper. En af de mest kendte bands var Dalton, som han dannede i 1983 sammen med Allan Olsen og Lars Lilholt.
Men det var ikke kun toner og strofer, der fyldte hans liv, det gjorde pensler og farvepaletter også. I de sidste år var det især kunsten, der optog ham i hans atelier på Fanø.
Johnny Madsen døde efter længere tids sygdom.
TV MIDTVEST var med, da han blev begravet. Se eller gense detaljerne fra dagen, hvor havet ud for Thyborøn var næsten blik, vinden slap sit pust, og solen skinnede.