muted

Johnni røvede to banker på under ét minut

I dag er han klar til at fortælle om den skæbnesvangre beslutning, der fik store konsekvenser for hans liv.

Pengesedlerne flyver op af Bilka-plasticposen. Han har travlt og har ikke tid til at samle pengene op. Han skal væk hurtigst muligt, med de penge han nu har i posen.

Det har kun taget ham lige omkring et minut at fylde posen med penge fra to banker.

Han er 24 år og har nu fået et dobbelt bankrøveri på sit cv.

Den ene bank, som han stormer ind i, er han selv kunde i. Den anden ligger lige på den anden side af Vestergade. Det er de to banker, der skal løse den klemme, han er kommet i.

Bankrøveren hedder Johnni Vestergaard Mortensen. I dag er han 34 år gammel.

Selvom det er ti år siden, han tog den skæbnesvangre beslutning at løbe ind i to banker i Stoholm med en attrappistol, husker han tydeligt, hvad der skete. 

Johnni Vestergaard Mortensen bor i dag på Sjælland, hvor han arbejder som selvstændig. 
Johnni Vestergaard Mortensen bor i dag på Sjælland, hvor han arbejder som selvstændig. 
Foto: Mikael Andersen

Det er sidst på formiddagen den 11. juni 2009, da han beslutter sig for at begå to bankrøverier i sin hjemby. 

- Jeg har det ikke godt, da jeg vågner om morgenen. Jeg kan huske, at jeg brækker mig et par gange, inden det skulle ske. For det er ikke sådan, jeg er. Det ligger slet ikke til mig. Jeg blev tvunget ud i det. Jeg blev nødt til at gøre det. Jeg havde det meget skidt, for jeg vidste, hvad der kunne ske ved det, fortæller Johnni Vestergaard Mortensen. 

Vi sidder i et hus midt på Sjælland. Det er her, Johnni Vestergaard Mortensen bor i dag.

Det er hårdt at fortælle historien om et hårdt liv. Men han har i flere år gået alene med historien og ventet på, at nogen ville ringe til ham, så han kunne få mulighed for at fortælle sin historie.

muted

Johnni Vestergaard Mortensen er 13 år, da han første gang gør noget, han godt ved, han ikke må. Han er skoletræt og dropper skolen som 15-årig. Allerede på det tidspunkt har han indledt en kriminel løbebane.

- Jeg lavede alt det, man ikke må. Indbrud, vold, hærværk, ja, you name it, fortæller Johnni Vestergaard Mortensen.

Kriminaliteten eskalerer. Johnni Vestergaard Mortensen er byens hårde dreng. Ham, man ikke skal træde på. Ham, man kan slå sig på i byen i Stoholm eller Skive, eller hvor han nu plejer at komme. Han er pumpet og har store tatoveringer på de velvoksne overarme.

- Jeg er ikke et godt menneske, lad mig bare sige det sådan. Jeg laver meget lort. Det vil jeg gerne ærligt indrømme. Det er jeg sgu ikke stolt af, men alle har sin fortid. Det var sådan, jeg var, og det kan jeg ikke gøre noget ved nu, siger Johnni Vestergaard Mortensen. 

Johnni Vestergaard Mortensen har i dag formået at lægge sin kriminelle fortid bag sig. Konsekvenserne lever han stadig med. 
Johnni Vestergaard Mortensen har i dag formået at lægge sin kriminelle fortid bag sig. Konsekvenserne lever han stadig med. 
Foto: Privat

Han lever et liv i den berømte overhalingsbane med druk, stoffer, damer, våben og masser af penge. Politiet vender ofte forbi hans adresse.

- Jeg fik et kick af det. Når jeg for eksempel lavede indbrud og fik solgt nogle ting. Det var vildt for en knægt på 16-17 år at have 20.000-25.000 kroner i hænderne, fortæller Johnni Vestergaard Mortensen. 

En dag går den ikke længere. Han får en dom og sidder tre måneder i Statsfængslet Kragskovhede i Nordjylland. Han er omkring 20 år.

- Det var hårdt i starten, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det sgu ikke er værre end at sidde i en spejderlejr, sådan et åbent fængsel. Det er det ikke, fortæller han. 

Inden han ryger ind, har han mødt en ung pige, der kommer til at spille en stor rolle i hans liv.

Ved en fest, som hans lillesøster Pernille holder hjemme i kælderen, møder han Pernilles veninde, Janni Elbrønd Laursen. 

Hun er kun 14 år, men kærlighedens hammer rammer Johnni Vestergaard Mortensen. Det er Janni Elbrønd Laursen, han vil have. Også selv om han allerede har kæreste, barn og hus.

muted

Johnni Vestergaard Mortensen og Janni Elbrønd Laursen bliver kærester.

De er stormende forelskede i hinanden. Janni Elbrønd Laursen dropper alle veninder, håndbolden og er kun sammen med Johnni Vestergaard Mortensen. 

Hun bliver hvirvlet ind i en verden af kriminalitet, men hun holder sig udenfor. Indtil en dag Johnni Vestergaard Mortensen kommer hjem og fortæller, at han er kommet ud i noget lort.

- Han skylder nogle rockere penge. Rockerne havde fortalt ham, at de ville komme efter hele hans familie, hvis ikke han skaffede pengene nu. Det var jo en stor byrde at stå med for ham, at hvis du ikke kom med de penge, så dræber vi din familie, fortæller Janni Elbrønd Laursen. 

Hun foreslår, at Johnni Vestergaard Mortensen skal spørge sine forældre om hjælp. Men det afviser han. Han er typen, der altid har været vant til at klare tingene selv, og det vil han også denne gang.

Janni Elbrønd Laursen ville ønske, hun kunne gøre det hele om. 
Janni Elbrønd Laursen ville ønske, hun kunne gøre det hele om. 
Foto: Mikael Andersen

I stedet beslutter han sig for, at han vil begå et dobbelt bankrøveri. Den ene af de to banker, han har udset sig, er han selv kunde i. Sparbank og Salling Bank ligger for enden af Vestergade i Stoholm.

- Jeg tænkte, du er sindssyg. Det gør du ikke. Det er fuldstændigt vanvittigt. Det var bare så filmagtigt og så langt fra min virkelighed. Men jeg kunne ikke tale ham fra det. Det var sådan, han ville skaffe pengene, fortæller Janni Elbrønd Laursen. 

Janni Elbrønd Laursen får endnu et chok. Johnni Vestergaard Mortensen siger nemlig til hende, at hun skal hjælpe ham med bankrøverierne. Hun afviser blankt, og de bliver uvenner.

Han ender med at presse hende så meget, at hun til sidst siger ja til at spille en lille rolle. Hun skal køre rundt på scooter i Stoholm og holde øje med, om der er fri bane.

- Hun skulle sende mig en sms, hvor der stod ”Min mor er ikke hjemme", hvis der var fri bane. Da jeg fik den, slog jeg til, fortæller Johnni Vestergaard Mortensen.

muted

Iført elefanthue, mørkt tøj og en attrappistol løber Johnni Vestergaard Mortensen først ind i Sparbank.

Han råber ”down on the floor” og skubber kassereren væk. Det viser sig at være den kvinde, der normalt er hans bankrådgiver.

Han tømmer kassen og løber videre til Salling Bank efter 24 sekunder. Der er kun 10 lange skridt mellem de to banker. Her gentager seancen sig.

160.000 kroner bliver udbyttet fra de to banker - minus de pengesedler, der flyver op af plasticposen, da Johnni Vestergaard Mortensen løber ud af banken i fuld fart.

Bag banken har han stillet en cykel, som han tager flugten på til byens sportsplads. Her har han en stjålet bil holdende. Han kører ud til Dollerup Bakker, hvor han smider cyklen, attrappistolen og tøjet så langt ud i Hald Sø som muligt.

Overvågningsbilleder af Janni Elbrønd Laursen, der kører rundt på scooter foran bankerne. 
Overvågningsbilleder af Janni Elbrønd Laursen, der kører rundt på scooter foran bankerne. 
Foto: Overvågningsbilleder fra det dobbelte bankrøveri d. 11. juni 2009.

Herefter graver han pengene ned og tager til Viborg, hvor han mødes med Janni Elbrønd Laursen. De får lidt at spise og puster ud efter dagens strabadser.

- Der var ikke rigtig nogen af os, der kunne spise noget. Vi havde det rigtig dårligt. Vi var meget stille. Det hele var meget surrealistisk. Jeg kan huske, at Johnni snakkede meget om, at hans hjerte pumpede, og han kunne slet ikke falde ned igen, fortæller Janni Elbrønd Laursen. 

I dagene efter står politiet uden afgørende spor i sagen. Johnni Vestergaard Mortensen får betalt rockerne de penge, som de skal have.

- Jeg tænkte, at nu er det overstået, og nu kunne vi komme videre i vores liv. Men sådan var det bare slet ikke. Det var ikke ovre, siger Janni Elbrønd Laursen. 

Rockerne slipper nemlig ikke grebet om Johnni Vestergaard Mortensen. De har fået penge af ham én gang. Nu vil de have flere. De finder på noget nyt.

- Så måtte jeg også finde på noget nyt. Nu havde jeg jo lavet et bankrøveri, så nu vidste jeg, hvordan jeg gjorde. Dengang skaffede jeg hurtigt over 100.000 kroner, så det var det, jeg ville igen, fortæller Johnni Vestergaard Mortensen

muted

På det her tidspunkt ved Johnni Vestergaard Mortensen ikke, at politiet er på sporet af ham. 

- De havde vist nok fået et tip om, at det kunne være mig, der var bankrøveren i Stoholm. De havde sat to mand på mig 24 timer i døgnet og aflyttede min telefon. De vidste alt om mig, fortæller han. 

Så da han den 20. juli 2009 - halvanden måned efter det dobbelte bankrøveri i Stoholm - stormer ind i Den Jyske Sparekasse i Skals, går det galt.

Banken er under ombygning, og bankpersonalet holder til i barakker. Dagen inden er pengebeholdningen blevet flyttet fra den ene barak til den anden. Derfor er der ingen penge i den barak, som Johnni Vestergaard Mortensen er løbet ind i.

Han vender om og vil væk hurtigst muligt.

Johnni Vestergaard Mortensen blev fanget, da han forsøgte at begå et bankrøveri for tredje gang. 
Johnni Vestergaard Mortensen blev fanget, da han forsøgte at begå et bankrøveri for tredje gang. 

Udenfor banken er der masser af politi, og selv om Johnni Vestergaard Mortensen forsøger at stikke af, løber to betjente ham op, sprøjter peberspray i ansigtet på ham, og han må give op.

- Så vidste jeg godt, hvor jeg skulle sidde de næste mange år, siger han.

Johnni Vestergaard Mortensen går til bekendelse og indrømmer, at det også var ham, der var bankrøveren i Stoholm. Dommen lyder på fire et halvt års fængsel.

Han har det svært i fængslet. Det er svært for Johnni Vestergaard Mortensen at undvære Janni Elbrønd Laursen. 

Efter kort tid holder hun op med at svare på hans breve. Hun vil videre i sit liv og kan ikke vente fire et halvt år på ham. Hun vil have et almindeligt liv. Det slår Johnni Vestergaard Mortensen helt ud.

En aften får han mulighed for at ringe til Janni Elbrønd Laursen. Han fortæller hende, at han ikke ser nogen grund til at leve, hvis hun ikke vil ham mere. Efterfølgende går han tilbage i sin celle, smadrer et billede af sin datter og skærer sin pulsåre over med glasset fra rammen.

Han bliver kun reddet i sidste øjeblik, fordi Janni Elbrønd Laursen har ringet og alarmeret vagterne. Hun kunne mærke, at han havde sagt farvel til hende.

muted

Selvmordsforsøget har ikke fået Janni Elbrønd Laursen til at skifte mening om bruddet. Hun gør det klart for Johnni Vestergaard Mortensen, at de ikke skal være kærester mere.

Han skriver et sidste brev til Janni Elbrønd Laursen og understreger, at det får konsekvenser, hvis hun ikke svarer på hans breve. Hun svarer ikke. 

- Så stak jeg hende sgu. Jeg fortalte politiet, at hun var medskyldig i bankrøverierne i Stoholm, så hun kunne sidde inde og rådne op ligesom mig, siger Johnni Vestergaard Mortensen.

Johnni Vestergaard Mortensen og Janni Elbrønd Laursen før deres liv tog en drejning.
Johnni Vestergaard Mortensen og Janni Elbrønd Laursen før deres liv tog en drejning.
Foto: Privat

Han ser stille frem for sig et øjeblik og tilføjer:

- Det er noget af det dummeste, jeg har gjort. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg var meget jaloux, og jeg kunne ikke klare, hvis hun skulle finde en anden, mens jeg sad derinde. Det var dumt, men jeg gjorde det, siger han. 

Johnni Vestergaard Mortensens valg om at stikke Janni Elbrønd Laursen får store konsekvenser for hendes liv. 

Da hun kun er 17 år på tidspunktet for bankrøveriet, bliver hun idømt en ungdomssanktion og skal være på en sikret ungdomsinstitution i nogle månder. Bagefter kommer hun i familiepleje. 

Her vælger hun at genoptage kontakten med Johnni Vestergaard Mortensen. De kan alligevel ikke undvære hinanden. 

- Jeg var helt vild sur og vred på ham. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre, men han blev ved med at kontakte mig, og så begyndte jeg alligevel at besøge ham i fængslet, fortæller Janni Elbrønd Laursen. 

Det endte med, at de blev kærester igen.

- Nogle måneder efter, han kom ud af fænglset, skulle vi være forældre, fortæller hun. 

Men det går ikke imellem de to. Johnni Vestergaard Mortensen kan ikke holde sig fra kriminalitet.

- Jeg ville ikke være med til det liv mere, og så gjorde jeg det forbi, understreger Janni Elbrønd Laursen. 

Johnni Vestergaard Mortensen og Janni Elbrønd Laursen har en søn sammen. 
Johnni Vestergaard Mortensen og Janni Elbrønd Laursen har en søn sammen. 
Foto: Privat

I dag er de begge kommet videre i livet. Men meget binder dem fortsat sammen, og de taler jævnligt sammen i telefonen.

De betragter hinanden som søskende, fordi de har oplevet meget sammen i en tidlig alder.

- Men det er mit livs største fejl, at jeg lod mig presse til at hjælpe ham. Jeg anede ikke, at jeg kunne blive straffet for at køre rundt på scooter i byen og så sende en sms. Jeg fortryder det, og jeg ville ønske, at jeg havde snakket med min mor om det dengang, jeg stod i en svær situation, siger Janni Elbrønd Laursen.

Johnni Vestergaard Mortensen er i dag i gang med at realisere en iværksætterdrøm. Sammen med en kammerat vil han forsøge at få foden indenfor på energidrik-markedet.

- Jeg er færdig med kriminalitet. Sådan noget kommer jeg aldrig ud i igen, og jeg er virkelig ked af, at jeg stak Janni. Det fortryder jeg virkelig meget, understreger han.

Herunder kan du se historien eller høre den som podcast:

------------------------------------

Tekst: Dan Hirsch Sørensen

Foto og video: Mikael Andersen

Layout: Katrine Rønnow Holler