Passagerne falder fra: Så få brugte Midtjyllands Lufthavn i 2024
De sidste 20 år har der aldrig været så få passagerer gennem Midtjyllands Lufthavn, som der var sidste år.
Antallet af passagerer, der i 2024 benyttede sig af Midtjyllands Lufthavn, er netop landet, og de viser et markant fald i forhold til året før.
Tallene, som Viborg Stifts Folkeblad også har omtalt, stammer fra Trafikstyrelsen, og de viser, at i alt 8.575 passagerer fløj til og fra lufthavn i løbet af året.
Af dem fløj 4.410 fra lufthavnen, mens 4.375 passagerer ankom.
I 2023 var 13.038 passagerer i gennem lufthavnsterminalen. Dermed er der tale om et fald på 4.463 passagerer fra 2023 til 2024.
Trafikstyrelsen har registreret passagertal tilbage fra 2001, og i den tid er der ikke registreret et lavere passagertal.
Før coronavirussen gjorde sit indtog i Danmark så passagertallene helt anderledes ud. Tilbage i 2019 lagde 114.039 vejen forbi lufthavnen.
Lufthavnen er ejet af en række kommuner, og tilbage i november meldte Silkeborg Kommune ud, at man ville trække sin økonomiske støtte til lufthavnen fra 2026.
De øvrige ejerkommuner er Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Viborg kommuner.