Den sidste ekspedition var fra den 4. til 9. marts 2020, hvor Gert Normann var på jagt efter sunkne ubåde.

Med 26 mand ombord var det den hidtil største ekspedition, Gert Normann Andersen har stået i spidsen for.

Ekspeditionen blev en stor succes. Der blev fundet ikke mindre end to ubåde, som har været savnet og eftersøgt i mange år.

TV MIDTVEST var med ombord, og her kan I læse en beretning fra turen.

Polsk delegation ombord

Otte af de 26 mand ombord er fra Polen fra organisationen Santi Odnaleźć Orła, som oversat betyder Santi find Ørnen. Santi er et firma, der sælger dykkerudstyr. Inden for tørdragter er firmaet det største i verden, og det er stifter og direktør Tomasz Stachura, som har oprettet nonprofitorganisationen ”Santi find Orzel”, hvis eneste formål er at finde ubåden Orzel, som på dansk betyder Ørnen.

- Ung som gammel i Polen kender historien om ubåden Orzel. Jeg er vokset op med historien, og hvis vi finder Orzel, så er det fantastisk for Polen, fortæller Tomasz Stachura, der lige er ankommet til skibet Vina i Thyborøn efter mange timers kørsel fra Polen.

For ”Santi find Orzel” er det den niende ekspedition på syv år efter ubåden Orzel.

Med ombord er også Gert Normann Andersens dykkere og personale på skibet, som ejes af JD-Contractor med hovedsæde i Holstebro.

Familiefirmaet er stiftet af Gert Normann Andersen, og normalt arbejder firmaets skibe på verdens have for at nedpløje søkabler i havbunden.

Gert Normann Andersen er også stifter af Sea War Museet i Thyborøn. Det er hans store passion, og efter at hans søn er blevet adm. direktør i JD- Contractor, har han fået mere tid til jagten efter vrag på havets bund.

- Vi indsamler altid materiale og nye historier til vores museum. Når JD-Contractors skibe ikke er i arbejde på grund af vejret, så kan jeg bruge dem til en ekspedition for museet. Ellers ville det økonomisk ikke være muligt, da det koster cirka 200.000 kroner om dagen at bruge skibet Vina, oplyser Gert Normann Andersen.

Inden for de sidste seks år har Gert Normann Andersen været på 26 ekspeditioner efter vrag. De fleste i Nordsøen, hvor der er fundet ikke mindre end 673 vrag.

Gert Normann Andersen og hans mandskab har på tidligere ekspeditioner fundet 36 ubåde i farvandene omkring Danmark via scanninger af havets bund.

Sidste år scannede Gert Normann en ubåd 15 timers sejlads fra Thyborøn i Nordsøen. Det er den ubåd, som i første omgang skal undersøges nærmere af ekspeditionen, nu også med dykkere.

- Vi er via opmålinger nået frem til at ubåden enten kan være polske Orzel eller engelske HMS L 10. Vores dykninger vil opklare mysteriet, men lige meget om det er den ene eller den anden ubåd, så er det en sensation, for de er begge sjældne og eftersøgte, fortæller Gert Normann Andersen.

Historien om den polske ubåd begynder i september 1939, da tyskerne invaderede Polen. Det blev starten på 2. Verdenskrig.

Orzel var på patrulje i Østersøen, da 2. Verdenskrig brød ud. Den sejlede i havn i neutrale Estland, der dog efter tysk opfordring tilbageholdt ubåden og besætningen og fjernede de fleste våben ombord.

Efter fire dage tog besætningen kontrollen over ubåden igen og bragte den ud i Østersøen. Den begav sig ud på en farefuld rejse gennem tyske og sovjetisk kontrollerede farvande.

Ubåden kom sikkert frem til Storbritannien i oktober 1939 og blev en del af den engelsk flåde, Royal Navy.

Med kaptajn Jan Grudzinski i spidsen og nye våben ombord patruljerede ubåden i Nordsøen.

I forbindelse med invasionen i Norge sænkede Orzel det tyske troppetransportskib Rio de Janeiro ud for Lillesand den 8. april 1940.

Den 23. maj 1940 tog Orzel på sin syvende patruljetur. Det blev den sidste tur. Den forsvandt sporløst med 54 mand ombord.

Ubåden L 10 sank under 1. Verdenskrig

Den engelske ubåd sank i en træfning med tyskerne, hvor der også sank to torpedobåde. Det fremgår af historiske arkiver, men ingen har siden fundet L 10 på havets bund.

Dykkerne ombord på Vina sendes den 5. marts 2020 i aktion til havbunden. Ret hurtigt viser det sig, at ubådsvraget ikke kan være ubåden Orzel. Der er for mange detaljer, der ikke stemmer overens med tegninger af ubåden.

Gert Normann Andersen var ikke i tvivl, da han så, at tårnet på ubåden var af messing. De engelske ubåde havde under 1. Verdenskrig tårne af messing af hensyn til deres kompas, som var placeret i toppen af tårnet. Kompasset ville ikke kunne fungere, hvis det var af jern.

For første gang i 102 år var der mennesker ved ubåden igen. Den sank med 39 mand ombord i oktober 1918.

På undervandsoptagelserne kan man se, at lugen til torpedoerne på ubåden er lukket. Det betyder, at L 10 forsøgte at flygte ved at dykke, men blev beskudt af tyskerne oven vande.

Og det blev L 10´s skæbne. Kort forinden L 10 sank, havde den sænket en af tyskernes torpedobåde. Den båd ligger også på havets bund 160 meter fra L 10.

Det lykkedes at få bjerget en plade med op fra havets dyb med tekst på. Efter rengøring viste pladen sig at være et låg til en elboks til ubådskompasset på L10.

- I internationalt farvand må vi tage alt med op, men det gør vi ikke. Englænderne vil ikke have, at man bjerger deres krigsvrag. Vi tager kun enkelte genstande med op for at identificere vraget. Vi kunne aldrig finde på at bjerge op i store mængder. Det er der nogle vragfiskere, der gør. De tager alt metal op, og sælger det som skrot.

Det var et stykke krigshistorie, der kom til overfladen på ekspeditionens anden dag 5. marts 2020.

Der er nu endelig vished for, hvad der skete med L 10 dengang i 1918, den. 3. oktober, godt en måned før 1. Verdenskrig sluttede. En krig der kostede over ni millioner mennesker livet.

- Det er et stort fund. Det er den eneste ubåd i L-typen, som sank under 1. Verdenskrig. Resten af L-serien er hugget op for mange år siden, fortæller Gert Normann Andersen og fortsætter, at der er nogle efterkommere til de 39 omkomne i England, som bliver glade.

Sejler mod tysk minefelt

Efter dagens store fangst sejler Vina støt videre til et tysk minefelt længere nordpå.

Scanningerne fortsætter natten igennem. Det viste sig, at man i nattens løb fejlfortolkede en scanning. Den blev kategoriseret som et skibsvrag og ikke en ubåd. En nærmere undersøgelse dagen efter viste, at det var en ubåd. Målene på ubåden passede dog ikke med polske Orzel.

Scanningen er efter hjemkomst blevet bearbejdet.

Det var en af de mest almindelige tyske ubåde under 2. Verdenskrig. U 54 blev sendt ud på sin første krigspatrulje 1. januar 1940. Ifølge tyske krigsarkiver fik ubåden ikke udrettet noget, og den 20. februar blev den anset for tabt. Forsvundet på havets bund med 41 mand om bord. Formentlig ramt af en britisk mine.

- Der er ingen tvivl om, at U 54 blev ramt af en kraftig mine, oplyser Gert Normann Andersen. Hele forenden er sprængt af nogle meter foran tårnet, og der er kun få meter tilbage af ubåden, som i fuld længde var knap 67 meter.

Det var for sent for ekspeditionen at vende om og sende dykkere i vandet for at se nærmere på vraget. Vina var allerede otte timers sejlads fra den nyfundne ubåd, men næste gang, Gert Normann Andersen kommer forbi med udstyr, vil han sende sit robotkamera ned og undersøge vraget nærmere.

En stor gravplads

Gert Normann Andersen anslår, at der gennem tiderne er forlist mere end 25.000 fartøjer i Nordsøen. Det er kun de nyere jernskibsvrag, der kan findes i dag, da træskibe hurtigt bliver fortæret og ødelagt af trawlfiskeri.

De fleste vrag på havets bund der endnu kan findes, er fra 1. Verdenskrig.

Der synker stadig mellem 4 og 12 skibe om året i Nordsøen.

Fiskerne hjælper med positioner

Det er som at lede efter en i nål i en høstak, når man skal finde vrag på havets bund. Gert Normann Andersen har i mange år samarbejdet med fiskere. De registrerer de positioner, hvor deres garn sidder fast i noget på havets bund.

- De sparer os for en masse tid. Skulle vi finde vrag uden deres hjælp, så kunne vi bruge år på at sejle frem og tilbage.

Hvis Gert Normann Andersen over en periode får fem indberetninger til samme punkt i havet fra forskellige fiskere, så betyder det næsten sikkert, at der er noget, og positionerne bliver en del af den rute, en kommende ekspedition i området følger.

- Vi er især glade for de positioner, vi får fra fiskerne i Thorsminde. De lever af at fiske ovenpå vragene med deres garn i modsætning til en trawler, som kan være flere hundrede meter væk fra det sted, hvor deres trawl sidder fast i noget på havbunden. Positionerne fra Torsmindefiskerne er meget præcise. De ved ikke, hvad det er, de har observeret, men det finder vi så ud af via vores scanninger.

Nordsøen viser tænder på ekspeditionens tredje dag. Flere må gå i kahytten med søsyge.

På fjerdedagen forsøger Vina stadig at vugge sig frem til nye positioner. Høje bølger og op til 25 meter i sekundet kan vælte selv den bedste søulk omkuld, og Gert Normann Andersen afbryder yderligere scanninger, så Vina kan vende og sejle mod Thyborøn.

- Normalt ville det tage 20 timer at nå land, men i det her vejr kan det vare op til 40 timer, hvis vi bliver ved med at søge, og det er der ingen grund til, konkluderer Gert Normann Andersen, og beder sin kaptajn om at søge mod land.

Vellykket ekspedition

I alt blev der sejlet godt 1500 kilometer i Nordsøen, og Gert Normann Andersen er godt tilfreds med turen.

- Selvom vi ikke fandt Orzel, så fandt vi meget andet. Vi har afsøgt 33 positioner og fundet 20 vrag, hvoraf to af dem var ubåde. Det er meget tilfredsstillende, slutter Gert Normann Andersen

For de polske dykkere var det endnu en ekspedition uden spor af Orzel. Hver gang kaster de en blomst i havet til minde om deres landsmænd.

Polen har siden Orzel sporløst forsvandt holdt liv i mindet om ubåden. I 1959 havde spillefilmen ”Orzel” premiere, og der er produceret flere dokumentarer om ubåden, og senere på året får spillefilmen ”The Last Mission” premiere.

Vina må ændre kurs flere gange på vej hjem på grund af det dårlige vejr. Om natten på 6. dagen sejler skibet endelig i havn i Thyborøn. Endnu en ekspedition er slut. Historierne om L 10 og U 54 fandt deres afslutning.

Inden længe tager Gert Normann Andersens afsted igen. På jagt efter Orzel og andre historier fra havets bund.

Du kan se hele programmet her:

Tak for foto og video til:
JD-Contractor & organisationen Santi find Orzel

Tekst: Anne Holst Moulvad
Layout: Robin Ettinger-Erichsen
Grafik: Jens Svenning