Kommunen er klar med nyt om forurenet jord: Frygter, at jorden skal ligge i mange år

Ifølge Morsø Kommune udgør den forurenede jord ingen risiko for grundvandet.

kato historie
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST

Forurenet jord på Mors udgør ikke nogen akut risiko for grundvandet.

Det slår en rapport fra den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS nu fast i en pressemeddelelse, som Morsø Kommune onsdag har sendt ud.

Men svaret bekymrer Frans Mattesen, der er medlem af Enhedslisten, og som bor på Mors.

- Jeg havde forventet, at man havde fundet og lagt en plan for, hvor skal jorden hen nu. Som jeg læser pressemeddelelsen, så træder man i vande, og man har ikke besluttet noget, man ved ikke rigtigt, hvad man vil gøre, forklarer han.

Den forurenede jord stammer fra en olieforurenet byggeplads i København, og det er Køge-virksomheden Scanfield, der har sendt jorden videre til Kingo Recycling på Mors. Jorden, som blev fragtet til Mors fra Køge hen over sommeren, har dog vist sig at være væsentligt mere forurenet end oprindeligt oplyst.

- Jeg forstår ikke, at det ikke er lykkes at finde en løsning på halvanden måned. Når der ikke er lavet en plan, så kan man jo frygte, at jorden skal ligge her i flere år. Det synes jeg ikke virker betryggende, forklarer Frans Mattesen.

I pressemeddelelsen står der, at der at man inden for en flerårig tidshorisont – med de nuværende og midlertidige sikkerhedstiltag – kun kan forvente en minimal øget risiko for spredning af forureningen over de kommende år.

Ingen grund til bekymring

Spørg man formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Morsø Kommune, Meiner Nørgaard (Æ), så er der ingen grund til at tro, at de 24.000 tons jord skal ligge på Mors i årevis.

- Vi snakker ikke år, vi snakker inden for nærmeste fremtid. Der skal ske noget meget hurtigere. Så hvis du spørger mig om en måned, så tror jeg, at vi er meget klogere, siger udvalgsformanden.

Hvor sikre er I på, at der ikke skabes yderligere forurening ved, at jordbunken ligger i lang tid?

- Ud fra den rapport som Niaras har lavet, så er vi hundredeprocent sikre på, at der ikke sker noget. Det er det rapporten siger, og det er den, vi går ud fra, siger han og uddyber:

- Men vi snakker ikke år, vi snakker inden for den nærmeste fremtid.

Morsø Kommune oplyser, at det nu er op til Kingo Recycling Mors A/S, at lave en handlingsplan for, hvad der skal ske fremadrettet.