Her tager de fortsat gerne imod forurenet jord fra Nordic Waste

Vesthimmerlands Kommune læner sig op ad Miljøstyrelsens regler i forhold til at teste den forurenede jord fra Nordic Waste.

Indtil videre har jordhotellet i Aalestrup modtaget 20.000 tons jord fra Nordic Waste.
Indtil videre har jordhotellet i Aalestrup modtaget 20.000 tons jord fra Nordic Waste.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Mens Silkeborg Kommune netop har besluttet at sætte modtagelsen af jord fra Nordic Waste på pause i to uger, så fortsætter et jordhotel i Vesthimmerlands Kommune med at få flere tons jord.

Indtil videre har jordhotellet i Aalestrup modtaget cirka 20.000 tons jord, og der vil blive leveret mere, hvis jordprøverne lever op til kravene, fortæller Allan Ritter (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

Silkeborg Kommune har sat leveringen på pause, efter det er kommet frem, at dele af jorden er mere forurenet end først antaget.

- Jordhotellet er et privat firma, og ejeren skal overholde sine miljøtilladelser, og det holder vi meget øje med, understreger formanden og fortsætter:

- Det er ikke en hemmelighed, at vi har diskuteret, om vi skulle tage flere prøver ligesom Silkeborg Kommune, men når Miljøstyrelsen siger, at det er den måde, man gør det, så er det det, vi gør, og derfor tager vi ikke flere.

Hvordan sikrer I så, at den jord jeres kommune modtager ikke er mere forurenet end først antaget?

- Det er cirka hver tredje læs, der bliver taget prøver af, og det svarer til det, som Miljøstyrelsen i Danmark har besluttet, man skal. Så vi læner os op ad det, vi stoler på myndighederne, siger Allan Ritter.

De prøveværdier konflikter ikke med den miljøtilladelse, virksomheden har på grunden, og derfor ændrer kommunen ikke sin stillingtagen i sagen.

Men for at skabe mere tryghed hos borgerne har Vesthimmerlands Kommune besluttet at gøre alle prøvesvarene synlige.

- Alle prøvesvar bliver lagt på vores hjemmeside, så borgerne kan følge resultaterne, fordi folk gerne ville have synlighed, forklarer formanden.

Herning Kommune modtager også jord

Hos AFLD i Herning fortæller direktøren Poul Kristensen, der de har modtaget knap 2.000 tons jord fra Nordic Waste midt i januar.

Her var prøverne heller ikke i karambolage med miljøtilladelsen, og virksomheden modtager også gerne jord derfra igen, hvis prøverne lever op til kravene.

- Lige nu står vi ikke til at modtage mere, men hvis Randers Kommune henvender sig igen, så vil vi tage det op. Prøverne skal selvfølgelig overholde de betingelser, der er sat fra miljøstyrelsen, understreger direktøren.

Frygter for den forurenede jord

Selv om både Herning Kommune og Vesthimmerlands Kommune er sikre på, at den jord, kommunerne modtager fra Nordic Waste, lever op til Miljøstyrelsens krav, så er Poul Erik Jensen fra Aalestrup blevet mere foruroliget, efter Silkeborg Kommune har fundet mere forurening end først antaget.

- Jeg er bekymret for, at det alligevel er svært forurenet, siger han og fortæller, at han er bekymret for sine børnebørns fremtid i byen.

Poul Erik Jensens bekymring går netop på, at jorden kan forurene grundvandet og den nærliggende Simested Å.

Men kommunen siger, at når de tager prøver, så overholder de grænseværdier, der er i miljøgodkendelsen. Bliver du ikke nødt til at tro på, der er styr på det?

- Det gør man normalt, men det værste ved den her situation er, at der opstår mange rygter. Men hvis rygterne taler sandt, så er de prøver, som kommunen får, så er de taget i Randers og er blevet sendt til kommunen, og jeg synes, man skal få foretaget nogle uvildige prøver heroppe, siger han.