Kom med på en helt almindelig dag på akutmodtagelsen: Travlhed, mangel på senge og en lynhurtig fødsel

Lægernes arbejdspres har gjort akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup til Danmarks mest omtalte sygehusafdeling lige nu. Som den eneste tv-station har TV MIDTVEST fået adgang til at følge en læge og en sygeplejerske på en vagt.


Det er morgen på Danmarks mest omtalte akutmodtagelse. Klokken er lidt over 8, og morgenkonferencen er i gang for afdelingens medarbejdere. 

35-årige Anders Jørgensen er overlæge på afdelingen. Han sidder i midten af rummet ved et langt bord og uddelegerer dagens opgaver til sine kolleger.

De næste 12 timer er han øverste ansvarlig for de patienter, der kommer ind på akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup. 

Anders Jørgensen er én af de special- og overlæger, som den seneste tid har bidraget til, at akutmodtagelsen i Gødstrup er den mest omtalte sygehusafdeling i Danmark lige nu, efter han og kollegerne i januar råbte op om det store arbejdspres, de oplever.

Lægerne har fortalt om ambulancer, der holder i kø med patienter på bårerne. Om overbelægning på afdelingen og konsekvenserne heraf. Om at patientsikkerheden ifølge dem er truet.

Nu har overlæge Anders Jørgensen og hans kollega Martin Dons Boysen, der er sygeplejerske, sagt ja til at lade tv-kameraerne følge dem i løbet af en hel dagvagt i akutmodtagelsen. 

De gør det for at give os i et indblik i deres hverdag, som har fået stor opmærksomhed den seneste tid i landets medier.

ROLIG MORGEN

Dagen begynder foran to store tv-skærme, der tegner et billede af alle de sengepladser, afdelingen har at gøre med. 

Anders Jørgensen og en lille gruppe kolleger gennemgår patienterne.

Skærmene viser, hvor de enkelte patienter er placeret på stuerne. En anden skærm viser alle de ambulancekørsler, der er på vej ind.

- Det er det kæmpe store logistiske overblik, vi bruger til at orientere os og prøve at holde nok ledige senge til, at vi kan få vores patienter igennem hele tiden, forklarer overlægen.

Og så ringer hans telefon. En sygeplejerske i den anden ende af røret vil gerne have Anders Jørgensen til at tilse en patient, der er kommet ind med brystsmerter.

- Jeg skal nok lige stikke hovedet ind forbi ham, siger akutlægen og lægger på.

Overlæge Anders Jørgensen undersøger patienten med brystsmerter.
Overlæge Anders Jørgensen undersøger patienten med brystsmerter.

Her på afdelingen er der hver dag, alle årets dage, sygeplejersker, akutlæger, lægesekretærer og flere andre faggrupper på arbejde for at behandle akut syge eller tilskadekomne patienter. Antallet varierer fra dag til dag.

- Der er cirka 130 (patienter, red.) igennem i løbet af en dag i gennemsnit. Og så er der mandage, hvor der er 200, og søndage, hvor der måske er 89, siger Anders Jørgensen.

To dage er sjældent ens på akutafdelingen, hvor patienterne kommer ind med både stort og småt.

- Det her er døren ind, hvis man er akut syg. Så det er alt fra skader til ondt i maven til ondt i brystet til, at man ikke vågner, når man prøver at vække dem, fortæller Anders Jørgensen.

EN AKUT FØDSEL

Mange patienter bliver henvist til akutmodtagelsen fra egen læge, så der kommer ofte flest patienter ind ved middagstid. Indtil videre har formiddagen været rolig, og der er stadig mange ledige sengepladser.

Men midt i den rolige formiddag bliver en højlydt kvinde rullet ind på afdelingen på en patientbåre.

- Er det en fødsel? spørger Anders Jørgensen sine kolleger og sætter i løb. 

Den slags er ikke hverdagskost på akutafdelingen, men i dag sker det. 

Den lille flok af ambulancereddere triller hurtigt den gravide kvinde ind på en stue med et traumeleje, mens hun skriger af sine lungers fulde kraft. 

0:51
En fødsel på akutafdelingen er ikke noget, der sker hver dag. Men når det sker, kan personalet også godt håndtere den slags. Se hvordan det foregik i videoen.

- I kan ikke nå op på fødegangen eller hvad? spørger Anders Jørgensen ud i rummet. Inden han får et svar står det klart, at nu er det nu. 

- Nej, det kan I ikke. Det er så fint.

Mindre end et minut senere titter hovedet frem.

Få øjeblikke efter er resten af barnet kommet til verden. Der bliver skreget godt. 

- Skal vi ikke få den op til moren. Tillykke, siger Anders Jørgensen til kvinden.

En lynhurtig fødsel er veloverstået for både mor og den lille nyfødte pige. Og for personalet på akutafdelingen, som ellers normalt overlader den slags til fødeafdelingen.

- Nå, så fik vi også en fødsel med i dag, lyder det fra Anders Jørgensen.

Moderen fik sit tredje barn, som blev en lille pige. Fra hun kom ind på Akutmodtagelsen til barnet var født, gik der alt i alt ganske få minutter. Foto: Allan Ødegaard.

- Det er jo ikke vores spidskompetence, men det er heldigvis, noget naturen har gjort i mange, mange år. Og heldigvis havde vi Henrik, vores gode HU-læge, som har været Falck-redder i mange år. Han har taget imod mange børn, så det nød vi godt af, siger overlægen.

Et velskabt barn og en træt nybagt mor bliver trillet op på fødegangen, som tager sig af dem herfra.

EN LEDIG SENG I ZONE 5

Det er omkring middag. Det er på denne tid af døgnet, at der normalt ankommer flest patienter til akutmodtagelsen i en af afdelingens ni zoner. 

28-årige Martin Dons Boysen er sygeplejerske. I dag er han i Zone 5, hvor han sammen med en kollega skal tage sig af seks sengepladser.

En del af formiddagen har han brugt hos en ældre patient med åndedrætsbesvær, som kom ind på afdelingen med ambulance. 

Nu går turen ud i venteværelset til en kvindelig patient, der sidder og venter. Hun er selv kørt hertil med en pårørende ved sin side.

- Goddag Nadia, hilser Martin Dons Boysen på kvinden i venteområdet.

- Er det okay for dig at gå? spørger han hende.

- Ja, det er okay, det går bare langsomt.

Han følger patienten ind til et ledigt rum, mens de snakker sammen.

Dermed er den sidste ledige stue på hans område nu fyldt op.

DET STRAMMER TIL

Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

I kommandocentralen er det tid til at skabe et overblik for Anders Jørgensen.

- Jeg synes, meldelisten er blevet længere end tavlen nu. Der er stadigvæk mange meldte, så der bliver nok lidt at lave.

Skærmene viser, at der snart er fuld plade med patienter på stuerne.

- Hvis vi havde en bingoplade, så ville vi have vundet en and, kan man sige, lyder det muntert fra lægen.

Han virker rolig, selvom akutmodtagelsen er ved at nå til et punkt, hvor der snart vil mangle sengepladser.

- Vi har otte meldte, og vi har halvanden ledige pladser at tage imod dem på. Vi mangler ni pladser i forhold til de ambulancer, der er, siger han.

Overlægen er nødt til at rykke rundt på nogle af de nuværende patienter for at skabe ledige sengepladser til de nye patienter. En af patienterne ryger ud af en stue og ind i venteværelset for at sidde der i stedet.

- Perfekt, så har vi i hvert fald en stue der. Tak for det, siger Anders Jørgensen til en kollega i den anden ende af telefonen.

AMBULANCEBÅRER I KØ

Anders Jørgensen rejser sig fra stolen i kommandocentralen. Det er tid til en rundtur på stuerne for at se, om der kan skabes mere ledig stueplads ved at finde frem til flaskehalsene.

- Vi skal altid have en ledig seng, så det må vi arbejde med lige nu.

Alt tæller, når man skal have ni patienter ned på én plads. De patienter, der kan holde til det, og som ikke er akut dårlige, må rykkes ud af stuerne.

- Vi må lige melde, at alle dem, der kan sidde i nicherne, må vi have ud at sidde, siger overlæge Anders Jørgensen til en kollega, mens de i raskt tempo går ned ad gangen.

Oversigtsskærmen viser, at der i løbet af de næste 20 minutter vil komme op mod 15 patienter ind.

Overbelægningen på afdelingen er fuldstændig som forventet, konstaterer akutlægen. Det her er ikke en ekstraordinær situation.

- Så er der lidt kø ved ambulancerne, konstaterer Anders Jørgensen, da han går forbi redderne.
- Så er der lidt kø ved ambulancerne, konstaterer Anders Jørgensen, da han går forbi redderne.

Ude på gangen foran kommandocentralen venter et par hold af ambulancereddere med hver deres patientbåre. De holder i kø til at aflevere patienterne til personalet på akutmodtagelsen.

Det er en situation som denne, hvor der godt kan opstå ekstra ventetid for de mindre akutte patienter i venteværelset. 

- Så vi sørger for, at der bliver gået tilsyn på dem af sygeplejersker derude, så vi ved, at der ikke sidder nogen med alvorlige symptomer, siger Anders Jørgensen.

AKUT MEDICINSK KALD

Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Mens der stadig står nogle reddere i kø med patienter på bårerne, er en bevidstløs ældre mand på vej ind. Der er kommet et akut medicinsk kald.

Overlægen får at vide, at manden har haft, hvad der lyder som et krampeanfald og vågner ikke op.

- Der er en masse ting, der går i gang nu, for at vi kan hjælpe patienten bedst muligt, siger Anders Jørgensen.

Rummet bliver fyldt med kolleger fra akutafdelingen og med speciallæger fra narkosen og medicinsk afdeling og flere sygeplejersker, der er ved at gøre klar til den bevidstløse patient.

En bevidstløs mand bliver flyttet over på lejet. En kommende akutlæge står for undersøgelsen, mens overlæge Anders Jørgensen stiller sig i baggrunden.

Selvom han er afdelingens overlæge, er Anders Jørgensen trådt lidt i baggrunden. Ud over at være den øverst ansvarlige står han nemlig også for at uddanne de kommende akutlæger.

- Jeg er bare med som anstandsdame. Det er Mads, der kører showet herinde, siger Anders Jørgensen ud i rummet for at orientere kollegerne.

Mads er en læge under uddannelse. Han tager sig af patienten, der bliver kørt ind på en båre og løftet over på lejet. 

Der er ikke behov for, at Anders Jørgensen blander sig i den kommende akutlæges gennemgang af patienten.

- Han gjorde det fremragende. Jeg var mest bare tilskuer og kom med nogle enkelte gode råd, siger overlægen.

Efter den grundige gennemgang bliver den ældre mand sendt videre til en anden afdeling.

PATIENT SKAL UD PÅ GANGEN

Selv om akutmodtagelsen er fyldt op, så har sygeplejerske Martin Boysen i Zone 5 godt kunnet følge med strømmen af patienter det meste af dagen. Indtil videre har han ikke skullet flytte patienter ud på gangen.

Men så ringer hans telefon, mens han er ved at rengøre udstyr. Han får at vide, at han skal lave en ledig stue.

Antallet af patienter i akutmodtagelsen har nu nået 60. Der er samtidig 12 meldte patienter på vej. Og når der kun er 50 sengepladser, så går regnestykket ikke længere op.

- Så nåede vi dertil. Vi skal have en patient ud på gangen. Det er nu langt fra hver dag, det sker, men det sker oftere, end vi gerne vil være med til, siger sygeplejerske Martin Dons Boysen.

Han går ind til den kvindelige patient, som han tidligere på dagen har hentet ude i venteværelset. Hun skal videre til en anden afdeling på sygehuset, så snart de har plads til hende.

- Hej igen, siger han til kvinden.

- De er ved at være klar til dig oppe på nyresygdomme, og så er vi lidt pressede, så der kommer lige en anden patient herind. Så kommer du herud og blomstrer lidt i det fri, fortsætter han. 

Med 12 flere patienter på vej ind, må Martin Dons Boysen køre sin patient ud på gangen for at gøre plads til en ny.
Med 12 flere patienter på vej ind, må Martin Dons Boysen køre sin patient ud på gangen for at gøre plads til en ny.

Sygeplejersken ruller sin patient, der ligger i sygehussengen, ud på gangen og skubber sengen ind mod væggen, så hun kan ligge så uforstyrret, som det nu er muligt.

Det bliver noget af det sidste, Martin Dons Boysen når inden vagtskifte.

Efter otte timer og fem patienter tjekker han ud kl. 15.15.

- Jeg synes, det har været en hektisk dag. Der var helt klart noget, jeg kunne have gjort mere og bedre på de patienter, jeg har haft. Men jeg vil jo sige, at vi er kommet omkring det hele, siger han, kort før han stempler ud.

EN HELT ALMINDELIG DAG

Anders Jørgensens hold når at tage imod godt 80 patienter i løbet af dagvagten.

- Der er dage, der er lidt mindre travle, der er også dage, der er mere travle end det her. Men sådan i gennemsnit minder det her meget om mange dage i akutmodtagelsen, siger overlæge Anders Jørgensen.

Kl. 17.30 overleverer han dagens begivenheder til natholdet, så er de klar til at tage imod de næste patienter.

Denne artikel baserer sig på dokumentaren Den travle akutmodtagelse, som kan ses på TV MIDTVEST Play. Programmet er filmet og tilrettelagt af videojournalisterne Allan Ødegaard og Casper Roslyng.

10:19
Arbejdspres gjorde i vinter Akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup til Danmarks mest omtalte sygehusafdeling. TV MIDTVEST fulgte overlæge Anders Jørgensen og kollegaerne på en vagt.