Kunstners vestjyske malerier inspirerede en Skagensmaler - alligevel kender vi meget lidt til ham

Tilde Mønsted er ph.d.-studerende i kunsthistorie, og hun er netop i gang med sit projekt om Skive-maleren Hans Smidth og hans forsvundne malerier.

4:29
Tilde Mønsted er ph.d.-studerende og vil finde forsvundne malerier af Hans Smidth fra Skive.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Han malede op mod 1000 malerier, men de fleste er forsvundet. Han blev inspireret af Midt- og Vestjylland, som det så ud i slutningen af 1800-tallet, og han var inspiration for Skagensmalerne.

Alligevel kender vi meget lidt til Skive-maleren Hans Smidth, men det vil Tilde Mønsted lave om på.

Hun er nemlig i gang med sit ph.d.-projekt, og derfor leder hun efter mere viden om den gamle maler.

- Han fortjener, at man kigger mere på, hvad han gjorde i den tid, han var en del af.

Maleren Hans Smidth kom til Skive som 15-årig i 1854, og ifølge Tilde Mønsted var han en stille person, men skabte igennem seks årtier en stor produktion, der dokumenterede livet dengang.

Den studerende blev særligt interesseret i maleren, da der kom mange spørgsmål fra gæster på Skive Museum om maleren og hans malerier.

- Jeg blev nødt til at undersøge meget om ham, for jeg kunne jo ikke lide, at jeg ikke kunne svare på spørgsmålene, og så synes jeg også, at jeg havde en faglig forpligtigelse til at dykke ned i ham, fortæller hun.

Søger hjælp fra midt- og vestjyder

Ifølge Tilde Mønsted formoder man, at Hans Smidt efterlod sig omkring 1000 værker. Det var både malerier og tegninger, men det er kun omkring 300 af dem, som står på museer.

Det har fået hende til at søge efter dem, og det kan befolkningen i Midt- og Vestjylland hjælpe hende med, for malerierne må findes derude. Hun tror, at de kan hænge over sofaer eller gemt bort på loftet hos folk, der godt må se efter signaturen en ekstra gang.

- Jeg håber jo, at de alle findes derude. Så jeg kan dykke ned i motiver, der kan fortælle meget mere om den måde, han arbejdede på, og hvad han var optaget af, forklarer den studerende.

Hun håber nu på hjælp fra stuerne, så hun kan finde frem til et nyt perspektiv på Hans Smidth.

- Det kunne jo være interessant, hvis der kom nye vinkler frem, så det ikke bare er den samme historie, vi fortæller om ham igen, understreger hun. 

Hvis man har et Hans Smidth maleri hængende derhjemme, så er man meget velkommen til at kontakte Skive Museum, så værket kan indgå i det samlede studie.