Kæmpe rabat: Her er prisen på gammel rockerborg i Struer
Ejendommen blev i første omgang sat til salg for 395.000 kroner. Køberne har dog givet væsentligt mindre.
Køberne af Søndergade 13 i Struer har fået en klækkelig rabat.
Det kan TV MIDTVEST fortælle på baggrund af oplysninger i tingbogen.
Ejendommen har i årenes løb blandt andet huset barlokaler, men blev i 2022 kendt for at være et tilholdssted for den hollandske rockerklub Satudarah, der begyndte at samle sig i lokalerne.
Da politiet 25. februar 2022 ransagede adressen, fandt man tydelige spor efter en ulovlig smugkro samt stoffer og tyvekoster.
I september 2022 kunne ejendommens ejer bekræfte, at rockergruppen havde forladt bygningen. Klubben blev smidt ud, fordi den ikke havde betalt husleje.
Erhvervsejendommen blev efterfølgende sat til salg i januar 2023 for 395.000 kroner.
Køberne, der ifølge tingbogen er to lokale mænd, er dog sluppet væsentligt billigere.
Det skyldes blandt andet standen af den tidligere rockerborg, der måler 377 kvadratmeter fordelt over flere etager.
- Ejendommen fremstår generelt i yderst dårlig stand, lyder det i begrundelsen for købesummens størrelse.
Det er ejendomsmæglerkæden Nordicals, der har stået for salget. Købsaftalen blev indgået 16. oktober, men det er først i denne uge, at ejendomsmægler Kasper Andersen fra Nordicals har villet bekræfte handlen.
Ifølge Kasper Andersen er der flere årsager til, at det har taget mere end halvandet år at finde en ny ejer.
- Der har været nogle udfordringer med, hvordan bygningen skulle kunne bruges i forhold til lokalplanen. Desuden er ejendommen indvendigt i en så forfalden stand, at der er meget arbejde, som venter de nye ejere, siger han.
Den kontante købssum for Søndergade 13 lyder ifølge tingbogen på 185.000 kroner.
Ejendommen var i begyndelsen af september udbudt til 250.000 kroner.
Køberne overtager ejendommen 1. november.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra ejendommens kommende ejere. De ønsker ikke at udtale sig.