Her glemmer hun, at hun er uhelbredeligt syg af kræft
Godt et år efter, at TV MIDTVEST mødte kræftsyge Thilde for første gang, er endnu en drøm gået i opfyldelse.
Dem, der ikke lige går til gymnastik, vil nok kalde det en hulahopring. Men for Thilde Tøt Thomsen, der elsker spring og rytme, er det et tøndebånd. Et gymnastiskredskab, som hun lige nu kaster op i luften og griber igen.
- Her er jeg ikke begrænset i, hvad jeg kan. Det er ikke dansk eller matematik, som jeg har svært ved, forklarer Thilde mellem de forskellige tricks.
Hun er uhelbredeligt syg af kræft i hjernen - en besked hun fik i sommeren 2023. Det var også her, TV MIDTVEST mødte Thilde for første gang.
Nu går hun på efterskole i Skjern. En drøm hun har haft, siden hun var på sommerlejr i 4. klasse på selvsamme efterskole.
- Det er meget dejligt at få luft under vingerne og komme lidt væk hjemmefra, siger den nu 15-årige teenager.
Tænker du over, at du har kræft?
- Egentlig ikke, når jeg er her, fordi der sker så mange andre ting. Det er rart at kunne sænke skuldrene og trække vejret, siger hun.
Thilde har også mange drømme. Af de mere kortsigtede vil hun gerne til Landsstævne i Vejle til sommer, men hun drømmer også om mere end det.
En svær start
I et halvt år har hun stået på egne ben og mærket, hvordan det føles, og selvom det har været godt, har det også været sværere, end hun forventede.
- Men det tror jeg, det er for mange, især når man godt lige kan bruge en godnatkrammer fra ens mor og far. Men jeg synes, det går godt, fortæller Thilde Tøt Thomsen.
For fællesskabets og nye venskabers skyld stillede Thilde sig også op foran alle efterskolens knap 200 elever og fortalte sin livshistorie.
- Der er mange, som nok har spørgsmål, som de ikke tør stille. Man har godt hørt om folk, der holder sig tilbage, fordi de er bange for at gøre mig ked af det. Men det gør mig mere ked af det, hvis de ikke spørger, siger hun.
Og selvom det har været svært at give slip på Thilde, så er hendes forældre stolte af hende og måden, hun har tacklet det hele på.
- Hun er en stor fighter. Man kan sige, at Thilde jo bare gerne vil livet - alt det fede og alt det sjove. Og så græder vi lidt nogle gange, og så kommer vi op igen, siger Linda Tøt Thomsen, der er mor til Thilde.
Sådan går det
Ikke en eneste gang har Thilde ønsket at komme hjem fra efterskolen. Det er kun sygdommen, der tvinger hende væk fra boblen i Skjern.
Det kan være, hvis hun skal i en scanner, have taget en blodprøve eller til en samtale på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- Det er træls, at jeg er væk og skal ud og stikkes i i stedet for at være med til time, siger hun.
I efteråret 2023 fik Thilde den sidste strålebehandling - og efterfølgende begyndte hun på kemo-piller. Alt sammen i håbet om at holde kræften i ro.
Nu kan hendes krop dog ikke længere holde til kemoen, så officielt er hun ikke i et behandlingsforløb. Til gengæld er hun kommet på et ny type eksperimentel-medicin.
- Da vi fik at vide, at de ikke kunne give hende kemo længere, gik der en klap ned for os. Der røg vi helt ned i kulkælderen igen og tænkte, hvad nu?, fortæller Thildes mor.
Efter det gik der en måneds tid, før de fik tilbuddet om den nye medicin, der er piller, som måske kan være med til at holde tumoren i ro.
- Det har givet os følelsen af, at nu gør vi noget igen. Nu prøver vi igen, siger Linda Tøt Thomsen.
For nu er tumoren holdt i ro.
- Vi øver os i at se på Thilde og se, hvordan hun har det, og så ikke tænke på, om den (tumoren red.) er blevet større eller mindre. Vi ser jo på en pige, der bare er glad og lever livet. Det sådan set det vigtigste for os, siger Linda Tøt Thomsen.
Du kan se de to andre afsnit i serien “Thilde vil leve” her: