Mai lever af at lave pandekager

Ingeniøren fra København kørte forkert og endte i Klitmøller. Nu driver hun på femte år et lille pandekagehus i byen.

Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

Det lyder som et helt eventyr, når Mai Knudsen fortæller om sit første møde med byen Klitmøller.

- Min veninde og jeg skulle en tur til Hanstholm for at få et stjerneskud på havnen. Men på vejen kører vi forkert, og vi rammer Klitmøller. Vi kører ned igennem byen, og jeg får en følelse af, at her er jeg eddermame hjemme. Det er her, jeg skal have mit pandekagehus, siger Mai Knudsen.

Sådan skete det, at Klitmøller slog benene væk under bypigen fra København, som ellers levede et trygt men vanefyldt liv i hovedstaden. Det tilfældige møde med byen fik en gammel barndomsdrøm til at blomstre. En drøm om pandekager, mere tid til fordybelse og de ting, som virkelig giver Mai værdi i livet.

Før eventyret i Klitmøller levede Mai et liv, som mest af alt var fyldt med arbejde. En arbejdsuge på helt op til 80 timer, udstationeringer til forskellige steder i verden og meget få ugers ferie om året var hendes hverdag.
Hele sit liv havde Mai rejst verden rundt og gjort spontane ting, som kom fra hjertet og maven. Men pludselig følte hun sig låst fast, og at hendes fritid var styret af, hvor meget eller hvor lidt hun skulle arbejde. Og det var den følelse, der gav hende lyst til at kaste sig ud i noget helt nyt.

Drømmen om eget pandekagehus

Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

Drømmen om pandekagehuset fik Mai Knudsen ret tidligt. Hun voksede op på Fanø, hvor hun i seks år arbejdede i et pandekagehus sammen med sin søster og en masse gode veninder.

- Jeg husker ret tydeligt, at jeg har været 14-15 år, og jeg kan huske, at jeg står og tænker, at en eller anden dag, så vil jeg også have mit eget pandekagehus. Men så tog det mig bare rigtig mange år at finde ud af, hvor det skulle være, siger Mai Knudsen.

Selvom der skulle gå mange år, før barndomsdrømmen blev til virkelighed, så har hun hele livet tænk i pandekager. Fyld, smag, sammensætninger.

- Det ligger mig meget nært altid at tænke i pandekager. Er jeg ude at spise, eller får jeg noget mad hos venner, så tænker jeg, om det ville kunne indgå i en madpandekage. Eller om det ville være bedre i en sød pandekage. Altså, det ligger i mit baghoved hele tiden, siger Mai Knudsen.

Et stort skrummel. Sådan tænkte Mai Knudsen om huset i Klitmøller, første gang hun så det. Men det var helt perfekt til hendes drøm.
Et stort skrummel. Sådan tænkte Mai Knudsen om huset i Klitmøller, første gang hun så det. Men det var helt perfekt til hendes drøm.
Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

Nu har hun fået sit pandekagehus i surferbyen Klitmøller. "Kesses Hus" hedder det, for det blev det kaldt i folkemunde af alle de lokale, da hun overtog det, så det lå lige til højrebenet.
Hun driver den lille pandekagecafé, som kun har sæsonåbent. Det betyder, at hun vender pandekager syv måneder om året og holder lukket de resterende måneder. Og når hun har lukket, holder hun fri.

- Når man har en sæsonvirksomhed, så er dagene ikke ens året rundt. Selvom jeg har åben fra påske til efterårsferien, så ligner dagene ikke hinanden. Uge fra uge ændrer det sig. Har du påskeferie, har du vildt travlt, i maj måned er der stille, i juli er der storm. Du kan aldrig rigtig vide, hvad der venter, og det er lidt fedt, siger Mai Knudsen.

muted

Valgte karrielivet fra og pandekagedejen til

I dag er Mai Knudsen 38 år. Før hun flyttede til vestkysten, boede hun i en lille lejlighed på Nørrebro i København, hvor hun levede et stabilt liv med en god karriere som bygningsingeniør, en skemalagt hverdag, en god indkomst og en forudsigelig hverdag. Men rammerne var efterhånden blevet lidt for faste og trivielle.

- Månederne lignede hinanden, og jeg følte, jeg var i det her hamsterhjul, hvor jeg arbejdede hele tiden. Og den tid jeg havde til at holde fri, det var bare ikke nok til at have andre interesser og gøre noget andet, siger hun.

Efter sit møde med Klitmøller fik hun for alvor lyst til at forfølge sin gamle barndomsdrøm om at få sig et pandekagehus. Sammen med sin familie begyndte hun at lede efter et hus i byen, som både kunne rumme hende og lokaler til en pandekagecafé fyldt med gæster.

0:30
Mai Knudsen føler ikke, hun er på arbejde, når hun er i sin café. Hun bruger størstedelen af sine vågne timer på at tænke på pandekager.

- Jeg ville ikke blive ved med at gå og drømme om at lave mit pandekagehus og så ikke teste det af. Hvis der ikke var folk i byen, eller hvis det viste sig, at ingen kunne lide pandekager, så måtte jeg jo lukke det, men så havde jeg prøvet det af, i stedet for at tænke, at når jeg engang går på pension som ingeniør, så kan jeg lave det, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at prøve, siger hun.

Fra Thulebasen til Klitmøller

quote - Det er lige præcis dét der hus. Nu kører vi

Mai Knudsen

Foto: Privatfoto: Mai knudsen

En dag ringer Mais bror til hende, fordi han mener, han har fundet det perfekte hus til hende. På det tidspunkt er hun udstationeret på Thulebasen i Grønland.

- Da han over telefon fortæller mig, hvordan husets indretning og have er, der kunne jeg bare mærke - det er lige præcis dét der hus. Nu kører vi, siger Mai Knudsen.

Fjorten dage efter kom hun hjem til Danmark for at se huset sammen med sin bror. De kiggede lidt rundt, kiggede på hinanden og sagde begge - ”Yes, her er huset”. Og pludselig blev den pulserende men sikre hverdag i København skiftet ud med gæld og et kæmpestort hus i Klitmøller. Midt i december 2013 flyttede hun ind. Der hvor feriebyen mest af alt emmer af mørke, kulde og blæst.

Tomaskompot, rabarberkompot, syltede skalotteløg. Mai laver helst de fleste ingredienser selv. Eller køber dem hos lokale producenter i området.
Tomaskompot, rabarberkompot, syltede skalotteløg. Mai laver helst de fleste ingredienser selv. Eller køber dem hos lokale producenter i området.
Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

God hjælp fra venner og familie gjorde, at Mai fik sit pandekagehus. Uden erfaring med at drive café slog hun, sammen med sine ansatte, for fem år siden dørene op for besøgende. Den første dag kom der 80 besøgende.

- Vi vidste ikke noget som helst i starten. ”Åh, der kommer mennesker, hvad gør vi?” I starten stod vi med en håndmixer og lavede dej, og nu har vi en tyve liter stor dejmaskine, siger Mai Knudsen.

De første to år arbejdede hun deltid ved en entreprenørvirksomhed ikke længt fra sit hjem, og det var benhårdt, men nødvendigt for at hendes forretning kunne komme godt fra start rent økonomisk.

muted

”Jeg ville føle mig mere ensom i en lejlighed på Nørrebro”

At sige farvel til en hverdag med gode venner og kolleger i København, har været nemmere end forventet.

- Jeg har aldrig følt mig ensom. Jeg tror, jeg ville føle mig mere ensom i en lejlighed på Nørrebro end ved at bo herude. Lokalsamfundet betyder bare rigtig meget, siger hun.

Mai har hverken kæreste eller børn, derfor lever hun sit liv, præcis som hun har lyst. Og stilheden, de mørke aftener og de lukkede dage i butikken vil hun på ingen måde bytte ud med noget andet.

- Pandekager er jo bare en meget stor del af mit liv. Det er nok lidt nørdet, at man faktisk tænker ret meget i pandekager.
- Pandekager er jo bare en meget stor del af mit liv. Det er nok lidt nørdet, at man faktisk tænker ret meget i pandekager.
Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

- Det ligger ikke i min natur, og jeg lever jo også mit liv på den præmis, jeg godt kan lide. Altså, jeg indretter jo mit liv, efter at det skal være fedt, fordi jeg ikke skal tage hensyn til børn eller mand, så jeg kan jo indrette det, som jeg jo virkelig synes er fedt. Og jeg laver pandekager, griner Mai Knudsen.

Landet det helt rigtige sted

quote - Det er bare, som det er. Og det er akkurat som naturen på Fanø, hvor jeg kommer fra.

Mai Knudsen

Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

Hvor mange pandekager hun langer over disken på sådan en sæson, røber hun ikke, men det er nok til, at hun lever af det, og pandekagerne giver hende lige præcis den frihed, hun drømte så meget om.

- Jeg vil hellere leve lidt mere nøjsomt og så have friheden og fritiden om vinteren, end jeg vil have masser af penge. For det er jo ikke en guldforretning at lave pandekager. Så skulle jeg have holdt mig til det trygge ingeniørjob – der havde jeg tjent væsentligt flere penge, men at jeg har fri til at lave andre ting og reflektere over mit liv, være der for andre og selv tage ud og opleve, det er den største fordel ved at have sæsonvirksomhed, siger hun og fortsætter.

- Jeg har fundet ud af, at jeg fungerer rigtig godt som selvstændig. Jeg kan godt finde ud af at planlægge min dag og få det lavet, der skal laves, og det behøver jeg ikke en chef for at fortælle mig.
- Jeg har fundet ud af, at jeg fungerer rigtig godt som selvstændig. Jeg kan godt finde ud af at planlægge min dag og få det lavet, der skal laves, og det behøver jeg ikke en chef for at fortælle mig.
Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

- Det bedste er, at jeg bare er landet det helt rigtige sted. Det føler jeg hver dag. Jeg har ikke på noget som helst tidspunkt tænkt, at jeg skulle være blevet i København. Det har været hele tiden været en 100 procents følelse af, at her har jeg hjemme, siger hun.

Selvom hun har rejst verden tynd og oplevet mere end de fleste, så tror hun på, at Klitmøller har meget mere at byde på for hende. Men om hun stadig bor her om 10 år, ved hun ikke.

- Det er hele tiden at følge sin mavefornemmelse og sige, hvad siger maven. Er det stadigvæk megafedt – ja, jeg vågner megaglad op, og jeg tænker bare, at det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Hvis det ændrer sig, så må jeg jo ændre den beslutning. Sværere skal det ikke være, siger hun.

1:57
Her kan du se hele indslaget om Mai Knudsens pandekageeventyr i Klitmøller.