95-årige Edna Vang er på vej hen til et spil ludo på plejehjemmet Kastaniegården. Mens hun går de små forsigtige skridt, støtter en kærlig arm hende, så hun bedre kan holde balancen.
Armen tilhører 15-årige Søren Blaabjerg. Gennem halvandet år har han været frivillig besøgsven på plejehjemmet.
- Jeg kan bare godt lide at give noget til andre, forklarer Søren Blaabjerg om sit frivillige initiativ.
85-årige Grethe Sørensen og 95-årige Edna Vang er blandt dem, der nyder godt af Sørens besøg hver tirsdag.
- Det, synes vi, er dejligt, når han kommer. Det er en gæv dreng, fortæller Grethe Sørensen med sagte men varm stemme.
Søren og Grethe er nu nået hen til et hyggeligt hjørne i det store fællesrum, hvor det store ludo-slag skal stå. Alle deltagere slår selv terningen, men Søren har styr på alle brikkerne på den farverige spilleplade.
- Jeg tror da helt sikkert, at jeg giver noget livsglæde. De bliver glade, hver gang man kommer derover, fortæller Søren Blaabjerg.
Den 15-åriges fritidsbeskæftigelse på Kastaniegården vækker dog undren hos de jævnaldrende kammerater. En af dem reagerede sådan her, da han hørte om det første gang:
- Altså, jeg syntes da, det var noget mærkeligt. Om ikke han havde noget andet at give sig til i stedet for at rende ovre ved de gamle. Om han ikke kunne spille noget fodbold, lyder det fra vennen Mathias Nørgaard Nielsen, der også går i 9. klasse.
Men for Søren er besøget på Kastaniegården ren win-win. Han får nemlig også noget ud af det ugentlige besøg hver tirsdag.
- Hvis man kommer derover en dag og er lidt trist, så når man går derfra igen, så er man helt oppe og køre, siger han med tydelig glæde ledsaget af et grin.
Mens Søren spiller ludo med nogle beboere, dukker flere og flere op og tager plads omkring bordet. En af dem er 75-årige Sine Thomsen, der også bor på Kastasniegården.
- Det er vores dejlige dreng om tirsdagen, udbryder Sine Thomsen spontant og glædesstrålende.
- Vi savner ham, når han ikke er her, tilføjer hun.
Det er flere år siden, at Søren for første gang spurgte sin mor om muligheden for at blive besøgsven. Men dengang mente hun, det var for tidligt.
- Og så har jeg jo egentlig holdt lidt igen. Fordi det var han slet ikke gammel nok til, fortæller moderen, Mette Blaabjerg.
I begyndelsen af 8. klasse fik Søren, der er yngst i en børneflok på fire, endelig grønt lys hjemmefra til at udleve sin drøm om at blive besøgsven. Han tog selv cyklen til Kastaniegården, som takkede ja til hans tilbud. Det har plejehjemmet bestemt ikke fortrudt.
- Han er et naturtalent, fortæller teamleder Dortie Jensen og tilføjer:
- Der er mange timer i døgnet, hvor de ældre, de er alene, hvor sådan et besøg af sådan et ungt menneske som Søren, det er jo et friskt pust. Det er afveksling i hverdagen.
Når Søren er på besøg, står han selv for at arrangere aktiviteterne med de ældre. Er vejret til det, går de en tur, ellers bliver der hygget igennem med kaffe, kage og et par spil ludo eller et slag kort.
- Han er god til at mærke, hvor den ældre er, lyder rosen fra teamlederen.
Med tiden er Søren for nogle af beboerne blevet lidt mere end blot en besøgsven.
- Jeg tror faktisk, der er et par stykker, der har ham så tæt på, at de tænker, han er sådan lidt a la mit barnebarn, fortæller teamleder, Dortie Jensen.
Og netop de nære bånd kan på sigt måske komme til at gøre ondt på den 15-årige dreng.
- Hvis der kommer en dag, at en af dem, man plejer at være sammen med, er gået bort, så vil det jo selvfølgelig ramme, for de er jo blevet en del af én, siger Søren Blaabjerg.
Når den dag kommer, så regner besøgsvennen med at finde trøst i det, han har udrettet på et besøg som det i dag.
- At man har været med til at give dem en god tid her til sidst, lyder det håbefuldt fra Søren Blaabjerg.
De ældre fortæller, at de godt kunne bruge flere af Sørens slags, og måske er der én mere på vej.
- Jeg synes, det er helt vildt godt af ham, at han gør det, og jeg har selv overvejet det, kommer det lidt overraskende fra vennen Mathias Nørgaard Nielsen.
Efter to en halvtimes besøg begynder Sørens farvelrunde. Alle i fællesstuen får som det mindste et kærligt farvel ledsaget af et håndtryk - mange får tilmed et stort knus.
- Det kan de godt lide, fortæller Søren.
Når teenageren kommer hjem efter turen på plejehjem, så er er det ikke bare ham, der bliver varm om hjertet ved tanken om dagens besøg.
- Jeg skulle jo være et skarn, hvis ikke jeg er stolt af ham, lyder det fra en storsmilende mor, Mette Blaabjerg.
- Også fordi det er ikke noget, han på nogen måde er blevet påduttet. Det er et ønske, han selv har haft hele tiden om at komme op, som han siger, og holde lidt i hånd og spille lidt spil og bare være der og hygge.
Netop nu overvejer Søren Blaabjerg, om han skal tilbyde endnu en dag om ugen som besøgsven på Kastaniegården i Snedsted.
