Det er faktisk tre år siden, at jeg første gang sagde højt, at jeg vil bestige Afrikas højeste bjerg.

Kilimanjaro. Et bjerg, der er 5895 meter højt.

Min bonusfar, Mark, viste mig dengang videoer fra bjerget, hvor han besteg det med sin 11-årige datter, og det syntes jeg så sjovt ud, og så begyndte jeg at træne og spare op.

Jeg hedder Lasse Hyge. Jeg er ni år gammel og fra Bjerringbro. Jeg vil være en af de yngste til at bestige Kilimanjaro.

Her får du min rejse til Afrikas højeste bjerg.

Turen starter med opkast

Jeg skal afsted med min mor, min bonusfar og min storebror. Vi skal med bus fra Aarhus mod Københavns Lufthavn – det bliver så fedt.

Det er første gang, jeg skal ud at flyve, jeg er spændt på at prøve det.

Men flyveturen går slet ikke som forventet.

Jeg har det ad helvedes til. Jeg har ondt i maven, hovedpine og kvalme. Jeg ender med at kastet meget op og får hjælp af stewardesserne. 

Nervøsiteten melder sin ankomst

Efter en hård flyvetur, lander vi. Lige da jeg lander i Afrika sammen med min familie bliver jeg nervøs og spændt på begge måder.

For jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske deroppe på bjerget.

Jeg frygter lidt det kolde vejr, fordi vi ved ikke, hvordan det bliver – om det bliver 40 minusgrader, eller om det bliver 40 grader varmt.

Men jeg tænker, at jeg bare skal op på toppen. Men hvad nu hvis, jeg ikke gør?

Bliver det værre?

Så er vi i gang. Lige inden vi starter med at gå, skal vi spise en stor madpakke, for man skal have meget mad på turen, så der er energi til at kunne bestige bjerget. 

Vi skal gennem seks stop på vej op, og så har vi et stop på vej ned.

Vi starter med at gå i regnskoven, og det er meget, meget fugtigt.

Der tænker jeg meget, hvordan det bliver fremadrettet. Altså bliver det værre?

Det er hårdt, og det er ikke så nemt, som man lige tror.

Vi er kommet næsten 3000 højdemeter op og nærmer os første camp, Machame camp.

Jo længere vi kommer op, jo mere mærker jeg luften. Det er svære at trække vejret, end det er normalt.

Jeg synes, at første dag er hård. Jeg skal lige vænne mig til det hele. 

"Jeg klarer det egentlig meget godt"

Jeg sover i telt med min storebror, Kasper.

Vi sover ikke længe, og efter morgenmaden gør vi klar til at gå igen.

Nu er der ikke meget regnskov tilbage. I stedet skal vi vandre mere på sten, og det går meget op ad. Men når jeg møder stejle klipper, så synes jeg faktisk, at jeg klarer det meget godt. Jeg gør bare, hvad guiderne siger, jeg skal gøre.

Vi går meget, og jeg har ingen appetit, men jeg ved, at jeg skal spise og drikke den mad, der er i vores camps. Vi får rigtig, rigtig meget te. Og mig og te er altså ikke venner. Jeg kan ikke lide det, og jeg kaster det ofte op.

Skider i bukserne

Så er jeg lige stået op.

Her er skidehammerende koldt.

Jeg sked i bukserne i nat, og bagefter skulle jeg igen på toilettet, og min afføring har bare været supertynd. Og min bonusfar, Mark, har brækket sig og skidt.

Det er ikke særlig godt. 

Der sker det, som ikke må ske

Det, der bare ikke må ske, er sket.

Min mor og min bonusfar har fået højdesyge.

Det er slet ikke en fed ting.

De fortæller, at de bliver nødt til at gå ned fra bjerget. Der tænker jeg øv.

Det var jo slet ikke sådan, det skulle være.

Jeg fælder mange tårer, og min bonusfar plejer normalt ikke at græde – men det gjorde han.

Men nu skal jeg bare vise dem, at jeg godt kan, så de bliver stolte.

Særlig tradition inden sengetid

Det er en træls dag. Det var svært at sige farvel til mor og Mark.

Men der skete også noget godt i dag.

For mig og Kasper er så heldige, at vi kan springe en camp over, fordi det går så godt.

Lige nu sidder jeg og spiser et sidste måltid med Kasper, inden vi snart skal i vores soveposer, for vi skal op i nat klokken 2 for at gå mod toppen.

Jeg forventer, det bliver hamrende hårdt – men også, at det bliver fedt. For vi skal tænke positivt.

På turen har Kasper og jeg fået en hyggelig idé, hvor vi laver armbøjninger i teltet, inden vi skynder os i vores soveposer. På den måde er vi sikre på, at vi ikke kommer til at fryse.

Godnat.

"Jeg kan ikke snakke"

Klokken er 2 om natten. Det er hårdt, jeg kan ikke trække vejret. Jeg er presset.

Jeg har det ikke godt. Kulden er ishammrende kold. Og det blæser så meget, og jeg føler, jeg er ved at blæse væk.

Jeg kan næsten ikke snakke. Kasper siger hele tiden, at jeg skal gå, for jeg må ikke stå stille.

Der er ikke ret meget ilt. Og det er pissekoldt. Da vi kommer længere op, er der sne.

Jeg får øje på skiltet, hvor der står Uhuru Peak, som står på toppen af Kilimanjaro.

Jeg er så glad, nu har jeg besteget det.

Jeg er så stolt, jeg har fandme besteget Kilimanjaro. 

Gensynet

Vi har omkring 13,5 kilometer ned til den gate, hvor mor og Mark er.

Vi går og går, og jeg får pludselig øje på dem.

Yes.

Da jeg ser min mor, der tænker jeg, at jeg ser syner. Og da jeg ser Mark, tænker jeg også, at jeg ser syner.

Endelig ser jeg dem.

Jeg kan høre, at min mor råber ”din seje lort”, og jeg griner og råber tilbage ”tak”.

Jeg løber hen til min mor, selv om jeg er træt.

Aldrig har jeg været så stolt af mig selv.

Historien er fortalt til TV MIDTVEST-journalist Janne Dalby.