Kort nyt

27. apr 2024 kl. 20:27

Byråd går sammen på tværs af partier for at finde løsning på udrejsecenter

Lokalpolitikere er nu så trætte af problemerne på Kærshovedgård, at de danner fælles front i kampen for at finde en løsning.

Onsdag blev en 55-årig kvinde kørt ihjel ved Nr. Snede. En 34-årig mandlig beboer på Kærshovedgård er sigtet og varetægtsfængslet for at have kørt hende ihjel, mens han var påvirket af narko.

Sagen har fået diskussionen om udrejsecentret ved Bording til at blusse op igen - og få byrådet i Ikast-Brande til at samle sig fælles front: 

- Uanset partitilhørsforhold må vi være enige nu. Vi kan ikke bare lade det køre videre, siger Bruno Ostenfeldt Jensen fra Nye Borgerlige.

Mindst én løsning kan de blive enige om. Den kan du læse mere om her:

Kl. 17.03

Silkeborg vinder pokalfinalen

Silkeborg IF vinder en historisk sejr over AGF i Parken og er dermed pokalmestre i fodbold. 

1-0 endte den nervepirrende kamp, som både bød på annullerede mål, drama og store afbrændere. 

Bliv opdateret på højdepunkterne fra kampen her: 

Kl. 15.55

5,3 millioner brugte nikotinposer ender hvert år i naturen

Omkring 5,3 millioner brugte nikotinposer ender hvert år i naturen og i det offentlige rum.

Det fremgår af en ny rapport udarbejdet af DTU Sustain for Miljøstyrelsen.

Styrelsen skriver på sin hjemmeside, at de efterladte nikotinposer kan være problematiske både for natur og dyr.

Efter brug indeholder poserne op mod 63 procent af den oprindelige nikotin.

- Henkastningen af de brugte poser i naturen udgør en risiko for dyr, der forveksler poserne med noget spiseligt, skriver Miljøstyrelsen

Nikotinen i poserne kan også have potentielt skadelige effekter på miljøet. Men en vurdering af omfanget kræver ifølge DTU Sustain nærmere undersøgelser.

Kl. 15.34

Spor spærret ved Herning

Opdatering: Vejen er igen farbar. 

På Rute 15 fra Herning mod Silkeborg mellem Hammerum og HI-Park er højre spor i skrivende stund afspærret. 

Det kan ses på Vejdirektoratets trafikkort.

Sporet er spærret på grund af et oprydningsarbejde efter en havareret bil. Hvad der præcist er sket, og hvor længe sporet er spærret, er stadig uvist.

Der er dog ikke tale om et trafikuheld, oplyser vagtchefen. 

Kl. 15.11

Formand om præste-mangel: - Det er et kæmpe problem

Der mangler præster - også her i landsdelen. 

- Det er et kæmp problem, og det er et problem, der vokser hver dag, og det betyder jo, at folk er i risiko for ikke at kunne få fat i en præst, når man har behov for det, uanset om et barn skal døbes eller om man skal giftes eller have begravet en pårørende.

Sådan konstaterer Pernille Vigsø Bagge, der er formand for præsteforeningen, om den mangel.

Derfor skal Pernille Vigsø Bagge mødes med kirkeministeren og snakke om problematikken i næste uge.

- Vi ved, at der starter cirka 80 færdiguddannede teologer på pastoralseminariet til efteråret, og vi vil gerne bede kirkeministeren om simpelthen at lukke for, at de kan komme i praktik i København og Aarhus, hvor præstemanglen ikke er så udtalt, forklarer Pernille Vigsø Bagge. 


Kl. 14.59

Tømrer bruger sociale medier til at få flere på erhvervsuddannelse

31-årige Mathias Skinnerup blev stresset af at være studerende på universitetet. 

Da han begyndte på en erhvervsuddannelse faldt han til ro. Den erfaring vil han nu give videre til andre unge, som står overfor et valg om uddannelse. 

Det gør han blandt andet på sin TikTok-profil TømrerMathias.

- Jeg prøver at lave sjove videoer af håndværkerfaget. Jeg tror nemlig, at unge har nogle fordomme omkring faget. Og så prøver nogle forældre nok også at få deres børn til at vælge mere boglige uddannelser, siger han.

Kl. 11.44

Advarer: Pas på med ukrudtsbrænderen

Du har måske hørt det før, men derfor er det stadig vigtigt.

- Pas på med ukrudtsbrænderen!

Sådan lyder det fra indsatsleder ved Brand & Redning Midtvest Henrik Dam Sørensen.

- Det hele ser grønt ud nu, men det er som en krudttønde nedenunder, for der er stadig meget, der er tørt. Derfor skal man kun bruge en ukrudtsbrænder, hvor der ikke vokser noget i nærheden, forklarer han, og fortæller, at de netop har været ude ved et hus i Hammerum, hvor en brænder svitsede et træ.

Ifølge indsatslederen er det langt fra den sidste anmeldelse i den her uge.

- Nu har de fleste nogle fridage, hvor de vil ordne deres have så mon ikke, at vi forventer at få flere lignende anmeldelser, siger han.

Kl. 09.11

Kog vandet: Drikkevand stadig forurenet

Drikkevandet fra Fur Vandværk er stadig forurenet.

Det oplyser direktør for Skive Vand A/S Ivan Drejer.

Ifølge direktøren er der kommet svar fra mandagens prøver, og de viser, at der stadig er bakterier i vandet.

- Vi afventer igen nogle prøvesvar, der vil komme sidst på eftermiddagen, og så skal vi igen have taget prøver på fredag. Så det betyder, at det tidligste vi kan frigive en kogeanbefaling er på mandag, fortæller han.

Det var søndag, der blev fundet enterokok-bakterier i vandet fra øens vandværk, og derfor opfordres øens beboere og gæster til at koge al vand fra vandhanen i to minutter, hvis det skal drikkes eller bruges i madlavningen.

Kl. 08.19

Bil konfiskeret: Kvinde påkørte dreng med vilje

En 53-årig kvinde er blevet sigtet for forsætlig påkørsel, efter hun onsdag eftermiddag med fuldt overlæg påkørte en 13-årig cyklist på Gasværksvej i Nykøbing Mors.

Kvinden skulle ifølge politiet være blevet sur over noget, hvorefter hun valgte at påkører den 13-årige cyklist.

Det fortæller vagtchef Jens Claumarch ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Hun blev sigtet for at bevist påkørsel, ligesom hun blev sigtet for at volde fare for liv og førlighed, forklarer vagtchefen.

Cyklisten pådrog sig kun mindre skader ved påkørslen.

- Han fik nogle hudafskrabninger og skader på cyklen, forklarer vagtchefen.

Ud over at blive sigtet for forsætlig påkørsel har politiet konfiskeret den 53-åriges bil med henblik på beslaglæggelse.

Kl. 08.01

Danske Spil forudser drama til Eurovision-semifinale

Danske Spil spår, at Saba fra Ringkøbing ligger lige på vippen til at gå videre til Eurovision-finalen.

Ifølge deres forudsigelser er der nemlig risiko for, at Saba med sangen Sand går i hendes forgængeres fodspor, som de sidste par år ikke er gået videre til lørdagens store finale.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- 10 deltagere går videre fra aftenens semifinale, og lige nu vurderer vi danske Saba som nummer 11 i rækken af kunstnere til at gå videre, men det er særdeles tæt, og der skal formentlig ikke rykkes særlig mange stemmer, før Saba pludselig er med i det gode selskab,” siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter og mangeårig Eurovision-ekspert hos Danske Spil, i meddelelsen.

Alligevel spår Eurovision-eksperten, at Danmarks chancer for at gå videre til finalen er større sammenlignet med sidste år.

Showet kan ses torsdag aften klokken 21.00 på DR.

Kl. 07.20

Længe ventet redningsbåd klar

Redningsbåden Emile Robin ligger nu til kaj i Hvide Sande.

Havnebyen har været uden redningsbåd i to måneder, da Emile Robin har været til eftersyn i Aalborg, og det glæder Frits Pedersen, der er stationsleder på Hvide Sande Redningsstation.

- Det er godt, den er tilbage, for vi vil jo helst have, at den er klar til udrykning, det er jo derfor den er der. Vi har nu sat den i drift igen, så vi hvis er klar, hvis der skulle ske noget, understreger han.

I den mellemliggende periode har redningsbåde fra andre stationer bidraget med hjælp, mens en lille hurtiggående båd fra Hvide Sande Redningsstation også har været til rådighed.

Og ifølge stationslederen har der i perioden kun været en enkelt situation, hvor de havde brug for deres egen redningsbåd.

- Vi har haft en enkelt gang på de to måneder, men det gik heldigvis uden. Det var i forbindelse med en strandet fiskekutter, der skulle trækkes fri, fortæller Frits Pedersen.

Kl. 07.02

Silkeborg og AGF kommer vaklende til pokalfinalen

Torsdagens pokalfinale i fodbold står mellem to hold, der har fået en halvsløj optakt til sæsonens vigtigste kamp.

I hverken Silkeborg-lejren eller blandt AGF'erne vækker de seneste resultater og præstationer dog bekymring inden pokalfinalen.

Silkeborgenserne har blot vundet en enkelt af sine seneste 16 kampe i Superligaen, men indsatserne peger i den rigtige retning. Det mener Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen.

- Man må gerne anklage vores resultater for at være for dårlige, men indholdet i kampene har været rigtig godt. Derfor har vi også leveret fint hele tiden. Vi har kun været rigtig skuffede over vores første halvleg mod FCK i søndags, ellers har vi været stærke, siger Kent Nielsen.

Spiller holdet som i 3-0-sejren over FC Midtjylland for halvanden uge siden, er der god mulighed for at tage pokalen med hjem til Søhøjlandet. Spiller silkeborgenserne som i søndagens 0-3-nederlag til FCK, medfører det sandsynligvis endnu et nederlag.

Kl. 06.02

Skyet vejr på Kristi himmelfartsdag

Et af forårets helligdage er skudt i gang med mange skyer de fleste steder i landsdelen.

Temperaturen vil ligge mellem 12 og 17 grader – der vil dog være køligere ved kyster, skriver DMI på sin hjemmeside.

Aftenen byder også på mange skyer og lokal regn, mens temperaturen vil falde til 10 grader.

Kl. 05.41

Silkeborg-boss: Pokaltriumf og Europa er loftet

Kent Madsen har været direktør for klubben i over 20 år, men lige akkurat ikke længe nok til at være chef for butikken, da Silkeborg i 2001 vandt pokaltitlen. (Arkivfoto).
Kent Madsen har været direktør for klubben i over 20 år, men lige akkurat ikke længe nok til at være chef for butikken, da Silkeborg i 2001 vandt pokaltitlen. (Arkivfoto).
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Der er mulighed for at tilføje endnu et vigtigt kapitel til superligaklubben Silkeborgs historie, når silkeborgenserne torsdag spiller pokalfinale mod AGF.

To gange i den 107 år lange klubhistorie har de rødklædtes spillere løftet et trofæ, og intet vil kunne måle sig med den følelse, hvis silkeborgenserne får lov til at gøre det igen torsdag aften engang efter klokken 19.

For med en sportslig og økonomisk placering i midterfeltet af dansk topfodbold er pokaltitlen det ypperst opnåelige. Sådan lyder det fra Silkeborgs mangeårige administrerende direktør, Kent Madsen.

- Hvis man bruger den rationelle side af hjernen, så er en pokaltitel loftet for, hvad Silkeborg kan opnå. Over en hel sæson er det meget, meget svært for os mindre klubber at gøre det bedre end de største hold.

- Drømmen har man selvfølgelig altid i den her branche, og der sker overraskelser i store og små ligaer, så før hver eneste sæson, er der jo en drøm om at vinde det hele, siger Kent Madsen.

8. maj 2024 kl. 22:50

Brand i maskinhus: Kunstgødning giver bekymring

Brand & Redning Midtvest rykkede onsdag aften kort før klokken 22 ud til en brand på en gård beliggende på Skodsbølvej i Ådum sydøst for Tarm.

Der var ild i et maskinhus.

- Der har stået en masse maskiner derinde. Vi har fået en traktor ud, fortæller indsatsleder Jan Johnsen.

Der har ikke været fare for, at ilden skulle sprede sig til hovedbygningen, men én ting har givet anledning til bekymring. Der er nemlig kunstgødning inde i maskinhuset.

- Det er vi opmærksomme på, siger indsatslederen med henvisning til, at det kan udvikle giftige gasser.

Indsatsleder Jan Johnsen vurderer, at man er færdige på stedet ved 23.30-tiden.

8. maj 2024 kl. 22:14

Biller kan smadre din græsplæne

Hvis din græsplæne har et skær af metal, er det dårligt nyt. For så kan du godt vinke farvel til en flot plæne.

For i det lave græs vil du meget sandsynligt se metalliske gåsebiller kravle rundt. Lige nu kommer billerne frem i hobetal, og det kan betyde, at din græsplæne tager stor skade.

Det oplever de hos Viborg Golfklub.

- Golfbanen er simpelthen ikke spilbar. Gåsebillerne og deres larver æder græsrødderne så græsset går ud, siger chefgreenkeeper Per Knudsen fra Viborg Golfklub.

Her kan du læse mere om, hvad du kan gøre for at bekæmpe billen.

8. maj 2024 kl. 21:48

Engelsk oksekød er sandsynlig smittekilde til salmonellatilfælde

Flere partier af hakket oksekød med engelsk oprindelse tilbagekaldes efter fund af salmonella. Fundet af salmonella er vurderet som sandsynlig smittekilde til sygdomstilfælde, oplyser importør Hilton Foods i en pressemeddelelse.

Produkterne er solgt i Dagli' Brugsen, Superbrugsen, 365 Discount, Coop, Irma og Kvickly i hele Danmark. Produkterne er derudover også solgt i Fakta-butikker i Tyskland og FK på Færøerne.

De tilbagekaldte partier af hakket oksekød, hvor der ved virksomhedens egenkontrol er konstateret salmonella, har sidste anvendelsesdato fra den 26. til 30. marts og den 11. og 12. maj.

Af forsigtighedsprincip tilbagekaldes desuden også hakket oksekød med sidste anvendelsesdato mellem den 19. marts og 13. maj. Derudover tilbagekaldes også hakkebøffer med sidste anvendelsesdato den 2. april.

I midten af marts førte et udbrud af salmonella til, at 40 danskere over hele landet blev konstateret smittet med bakterien. De smittede var mellem 0 og 83 år.

8. maj 2024 kl. 21:26

Motorcykel røg ud over skrænt

Su4r4-bruunsh-bvej
Foto: Datawrapper

En mandlig motorcyklist røg onsdag aften ud over en skrænt på Bruunshåbvej i Bruunshåb sydøst for Viborg.

Der er tale om et solouheld, og manden er ikke kommet alvorligt til skade, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Han har slået sit ene ben og er kørt til tjek på sygehuset, siger vagtchef Ole Vanghøj.

Midtjysk Brand & Redning var på stedet for at hjælpe manden og motorcyklen op igen.

8. maj 2024 kl. 20:10

Biblioteks Facebook-side hacket

Det er i øjeblikket ikke muligt at komme ind på Holstebro Biblioteks Facebook-side.

Holstebro Kommune skriver i et opslag, at siden er blevet hacket.

- Biblioteket arbejder på at finde en løsning. Indtil da må I ikke klikke på Facebook-links fra Holstebro Bibliotek, skriver kommunen.

8. maj 2024 kl. 19:37

Valgren er både glad og skuffet efter andenplads i Giroen

Michael Valgren var centimeter fra en af karrierens største sejre, da han onsdag blev nummer to på femte etape i årets Giro d'Italia.

Resultatet vækker blandede følelser for EF-rytteren, hvis karriere i 2022 var alvorligt truet efter et voldsomt styrt.

- Det er mega dejligt og fedt. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne, og jeg kom til løbet med en ambition om at vinde en etape, siger Michael Valgren til Eurosport om at køre med om sejren i en grand tour.

Valgren kørte i sommeren 2022 kort før Tour de France ud over en skrænt i det franske etapeløb Route d'Occitanie. Hans hofte gik af led, han beskadigede sit knæ og pådrog sig et bækkenbrud. Knap et år gik der, før han igen var tilbage for alvor.

- Jeg er glad for, hvor jeg er, og jeg er træt af og skuffet, at jeg ikke vandt. Men det er et skridt ad gangen hele tiden, og det er positivt, siger Valgren.

Valgren tog den seneste af sine otte sejre som professionel i september 2021.

8. maj 2024 kl. 19:18

Tip førte til tre sigtelser til 62-årig

En 62-årig mand fra Aalestrup-området modtog tirsdag tre sigtelser.

Det oplyser Henrik Hansen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Viborg.

Politiet havde fået et tip, de ikke kunne ignorere, og derfor ransagede de tirsdag formiddag klokken 10.25 mandens hjem på Hovedvejen.

Her fandt betjentene 566 gram hash, 2800 cigaretter af mærket Rød Marlboro og seks ampuller med anabole steroider. 

Der var ikke betalt told på cigaretterne.

Manden blev sigtet efter toldloven og for lov om forbud mod visse dopingmidler.

Til sidst blev han også sigtet for lov om euforiserende stoffer.

- Vi skynder ikke, det er til eget forbrug, når man har så meget (hash, red.).

Anklagemyndigheden skal nu afgøre mandens straf, der blandt andet kommer til at afhænge af, om han har en kriminel historik.