Clara er fra Columbia og sælger sex i Midtjylland

Der er cirka 120 bordeller i Midt- og Vestjylland, viser dokumentar. I nogle af dem arbejder 52-årige Clara fra Columbia.

0:31
Foto: TV 2

Der er cirka 120 bordeller i Midt- og Vestjylland. 

Det fremgår af den nye TV 2 dokumentar "Bordellernes Bagmænd", hvor TV 2 også afslører, at flere udlejere i Midt- og Vestjylland medvirker ulovligt til rufferi. 

Ifølge dokumentaren tager udlejerne en ublu husleje for at leje huse, som ofte er i dårlig stand, ud til bordel. Og ifølge optagelserne i dokumentarerne så er udlejerne helt klar over, hvad husene bliver brugt til.

En af udlejerne er fra Skive og fortæller, at han tjener 1800 kroner om dagen på at leje et enkelt hus ud, til prostitution.

Har børn hjemme i Columbia

På nogle af bordellerne i dokumentaren arbejder en 52-årig columbiansk kvinde, som kalder sig Clara.

Hun forklarer, at hun ingen uddannelse har og ikke taler engelsk, og at det er grunden til at hun nu i to år har arbejdet som prostitueret i Danmark. Lige nu forskellige steder i Midtjylland. Hjemme i Columbia har hun to børn.

Da TV 2 spørger om hun er lykkelig, begynder hun at græde.

- Fordi dette arbejde er ikke, hvad jeg vil, fortæller hun.

400-500 kroner om dagen for at leje bordel

Kvinden betaler 400-500 kroner om dagen for at benytte de forskellige huse til at sælge sex.

Hun tager selv 800 kroner for 30 minutter og fortæller, at hun har fire kunder om dagen. Kunderne er i alle aldre. Nogle af dem beder hun om at tage et bad, inden de skal dyrke sex.

TV 2-journalisterne opsøger blandt andet bordeller i Harre ved Skive, Skelhøje og Hvam, hvor de taler med de kvinder der arbejder der.

Alle kvinderne i programmet er fra udlandet ligesom Clara.

Det er ulovligt at tjene penge på at andre sælger sex. Og at være bevidst om at man lejer sit hus ud til prostitution, betegnes af politiet som medvirken til rufferi.

Det første afsnit af "Bordellernes bagmænd" kan ses på TV 2 Play.