Læs livebloggen fra retsmøde: Hofkok tiltalt for krænkelser

Retssagen mod 65-årige Jens-Peter Skov er blevet udskudt, fordi tidsplanen er skredet. Det er endnu uvist, hvornår det sidste af sagen kan behandles, og der kan afsiges dom.

Onsdag begyndte retssagen mod 65-årige Jens-Peter Skov, der er indehaver af Sallingsund Færgekro. 

Kroejeren, der har haft tætte forbindelser til Kongehuset, er tiltalt for at have krænket to tidligere ansatte.

Jens-Peter Skov har onsdag forklaret sig i retten og fortalt om, at der kunne være en lummer stemning i kroens køkken, men han genkender ikke de episoder, der er beskrevet i anklageskriftet. 

Her skulle han have krænket to ansatte ved blandt andet at røre dem på numsen og gribe om deres baller, ligesom han også er tiltalt for at have trykket en champagneflaske op mod den enes numse. Bid i øret og et kys på halsen er også en del af tiltalerne. 

Omvendt mener de to forurettet, at tingene er foregået, mens de har været ansat i kroens køkken. 

Sagen sluttede onsdag efter den sidste vidneafhøring. Det er endnu uvist, hvornår den kan genoptages.

Nedenfor kan du læse en liveblog fra dagens retsmøde.

24. apr kl. 15:12

Livebloggen lukker ned

TV MIDTVEST lukker livebloggen fra retssagen ned for i dag. 

Her er status i sagen: 

Jens-Peter Skov er tiltalt for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod to tidligere ansatte på Sallingsund Færgekro.

Han nægter sig skyldig i tiltalerne mod ham. 

Jens-Peter Skov og tre vidner har afgivet deres forklaring ved Retten i Holstebro i dag. 

De er ikke enige om, hvad der skulle være foregået i kroens køkken. 

Retten mangler stadig en del af sagen, som ikke kunne nåes i dag, og derfor er sagen udskudt på ubestemt tid. 

24. apr kl. 15:03

Sidste del af sagen udskudt

Det var meningen, at dommen skulle falde i dag, men sådan bliver det ikke. 

Tidsplanen er skredet, og så nu er retten hævet, og det resterende, der mangler, vil blive behandlet en anden dag. 

Den dato er endnu ikke fastsat. 

24. apr kl. 14:57

Vidne kiggede væk i køkkenet

Vidnet har igen forladt retssalen. Han bekræftede flere af de ting, som dagens to første vidner, de forurettede i sagen, har forklaret. 

Adspurgt om Jens-Peter Skovs påståede adfærd var noget, man talte om, forklarede han, at det var det, og at det ikke var noget, man grinte af. 

Ifølge ham skete det bare, og han forklarede, at "man" kiggede væk af respekt.  

24. apr kl. 14:38

Forurettet fortæller: Blev kaldt "tarzan", "søde" og "flotte fyr"

Vidnet har nu forladt retssalen efter at have besvaret forsvarerens spørgsmål, der kredsede om de beskrevne episoder samt tonen generelt. 

Den forurettede mand forklarede blandt andet, at Jens-Peter Skov kunne bruge ord som "søde", "flotte fyr" og "tarzan", når han talte til ham. 

Nu har dagens tredje vidne indtaget stolen i midten af retssal F. Han har også været ansat som kokkeelev på Sallingsund Færgekro.