Afføring, tamponer og døde rotter: Regnvandet får kloakkerne til at flyde over

​Regnvandet bringer ubehagelige gevinster med sig, når kraftige regnskyl får kloakkerne til at flyde over.

Regnvandet får rotterne op ad kloakken - ofte døde.
Regnvandet får rotterne op ad kloakken - ofte døde.
Foto: ​Scanpix/Linda Kastrup

Oversvømmede kældre, veje der gemmer sig under et tykt lag vand, og afløb til kloakken, der har givet op. Vi kender godt scenariet, hvor himlen åbner sine sluser, og vi ikke helt kan følge med.

Men der er også den ulækre konsekvens, når afføring, toiletpapir og døde rotter kommer med vandet op til overfladen, når kloakken svømmer over flere steder i regionen.

Et af de steder, hvor de er hårdt ramt af i Feldingbæk Park i Skive.

- Dækslet bliver løftet op, for der er et enormt tryk af vand. Og så kommer skidt og lort jo. Rotter og andet, fortæller pensionist Johannes Koudahl, der står ved det dæksel, som leverer det ulækre indhold. Han har sin daglige gang i parken.

Det går galt, når kloakvandet blander sig med regnvandet, og det er et problem de ofte oplever i Skive.

- Det kommer jo to-tre gange om året efterhånden, for det bliver mere og mere ekstremt, siger Johannes Koudahl.

Rotten her overlevede ikke mødet med vandmasserne.
Rotten her overlevede ikke mødet med vandmasserne.
Foto: Privatfoto

Problem mange steder

I Karup Å har en lystfisker optaget en video, der viser toiletpapir og afføring komme flydende. Også her kæmper de imod store vandmængder, som fylder kloakkerne og presser indholdet ud.

- Det er et stigende problem, fordi de nedbørsmængder vi ser er voksende, fortæller medlem af Kommunernes Landsforenings Teknik- og Miljø Carsten Kissmeyer.

En af de løsninger, som kommuner kan tage i brug hedder separat kloakering. Det er de ved at installere i Vemb, som er et af de sidste steder i Holstebro Kommune, hvor Vestforsyning mangler at føre spildevand gennem et rør og overfladevand gennem et andet.

Indtil det er etableret, så skylles spildevandet fra byens borgere ud i Storå, når kloakkerne ikke kan følge med.

- Vi er nødt til at skulle af med det overskydende vand. Det er kun vandfasen, der kommer ud, siger Spildevandschef i Vestforsyning, Jette Fleng Christensen.

Det fungerer sådan, at inden det overskydende spildevand rammer Storå, så har det været igennem en tromle, som sorterer det værste skidt væk.

Vil løse problemet

I Kommunernes Landsforening vil man gerne have løst problemet med spildevandet, men det kan komme til at tage tid.

- Vi ser på det med alvor, fordi det også er en stor økonomisk opgave at lave de her separate kloakeringer, fortæller Carsten Kissmeyer.

Skive Kommune er i gang med at finde en løsning på problemet i Feldingbæk Park.

2:01
Se hele indslaget om kloakkerne her.