Tagdækker sigtet for brand i Regionspsykiatrien

Mens personalet gør status over brandskaderne og danner sig overblik over konsekvenserne, sigter politiet en håndværker for at have startet branden.

Ingen kom til skade ved branden, som brød ud mandag først på eftermiddagen.
Ingen kom til skade ved branden, som brød ud mandag først på eftermiddagen.
Foto: TV MIDTVEST

Festsalen er totalt udbrændt og tilstødende bygninger er voldsomt brandskadet. Det er ind til videre konklusionen efter gårsdagens voldsomme brand på Regionspsykiatri Midt i Søndersøparken i Viborg.

Årsagen til branden, der brød ud mandag først på eftermiddagen, gik på, at det kunne være ild i noget tagpap i forbindelse med renoveringsarbejde på bygningen.

Politiet har nu rejst sigtelse mod den håndværker, som var i gang med at brænde tagpap på taget. Det oplyser lokalpolitiet i Viborg.

- Det er overtrædelse af Beredskabsloven, som går på, at man ikke har udvist tilstrækkelig forsigtighed ved brug af åben ild. Det sker af og til, siger politikommissær Peter Søndergård.

Beredskabsdirektør ved Midtjysk Brand og Redning, Klaus V. Hebsgaard, fortalte i går, at branden er en typisk tagbrand.

- Det er en typisk tagbrand, hvor der tagpap og lægter i taget, og det volder altid lidt problemer at komme igennem det her tagpap og ned til det sted, hvor ilden rent faktisk er, sagde Klaus V. Hebsgaard.

Giver praktiske udfordringer

Regionspsykiatrien Midt har ansvaret for både den stationære og ambulante psykiatriske behandling af voksne patienter over 18 år i Viborg, Silkeborg og Skive kommuner.

Branden giver da også nogle udfordringer. 

- Det er en bygning, der har stor betydning for personale og patienter, så det var ubehageligt. Nu må vi få løst den praktiske udfordring, der kommer efter en brand, siger Claus Graversen, sygeplejefaglig direktør.

Branden udviklede kraftig røg, og 25 brandfolk arbejde på stedet. Før klokken 22 fik de kontrol over branden, og efterslukningsarbejdet kunne begynde.

I dag skal skaderne så gennemgås.

- Vi skal have dannet os et mere konkret overblik over omfattende skader. Efter det ser vi, hvor stor en behandlingskapacitet vi mister, og hvad der skal ske fremadrettet, siger Claus Graversen.

Han oplyser, at ambulatorielokaler er brændt, og derfor skal andre lokaler i brug.

- Umiddelbart bliver konsekvenserne bare, at man skal møde op i andre lokaler, men stadig i Viborg. Umiddelbart får det ikke konsekvenser for patienter.

Ingen kom til skade ved branden.

0:42
Kæmpe røgsky kunne ses i hele byen