Hvem skal være Venstres næste formand? Dødt løb mellem Inger Støjberg og Kristian Jensen
Hvem skal overtage formandsposten i Venstre, hvis Lars Løkke Rasmussen går af? Det har vælgerne i Vestjyllands Storkreds svaret på.
Favoritværdigheden som den næste formand i Venstre efter Lars Løkke Rasmussen er helt lige fordelt mellem Kristian Jensen og Inger Støjberg, hvis man spørger vælgerne i Vestjyllands Storkreds.
Megafon har på vegne af TV MIDTVEST spurgt vælgerne om, hvem de tror vil være bedste til at sikre fremgang for Venstre som ny formand for partiet, hvis Lars Løkke Rasmussen trækker sig som formand efter valget.
Her svarer 33 procent Kristian Jensen, mens 32 procent peger på Inger Støjberg. 35 procent har svaret ’ved ikke’.
1000 respondenter har deltaget i meningsmålingen.
Resultatet bør give grund til smil hos Inger Støjberg, vurderer chefredaktør på Skive Folkeblad, Ole Dall.
- Når man tænker på, hvor meget Inger Støjberg normalt deler vandene, så scorer hun jo højt. Det må være opløftende nyt for hende.
- Men det flugter med, at hun stod stærkt i Vestjylland under valget i 2015. Det tror jeg, gjorde ondt på Kristian Jensen, den her forventede kronprins i partiet. Det er ikke rart at blive slået på hjemmebane, siger Ole Dall.
Mest kant i Støjberg – men Kristian Jensen er favorit
Men hvem er favorit til at indtage formandsposten efter Lars Løkke Rasmussen? Det er svært at svare simpelt på, forklarer Ole Dall, der kalder Inger Støjberg og Kristian Jensen for ’to vidt forskellige profiler’.
- Spørgsmålet er jo så, hvad Venstres vælgere vil foretrække. Der er mere kant i Inger Støjberg, end der er i Kristian Jensen. Hvis hun bliver formand skal hun ramme balancen mellem at bevare sin kant og samtidig ramme bredt. Kristian Jensen har til gengæld brug for mere gennemslagskraft overfor vælgerne. Hvis han bliver formand, får han bruge for at komme mere markant og stærkt ud med sine budskaber.
Chefredaktøren forklarer samtidig, at alt lige nu er i spil i Venstre efter Lars Løkke Rasmussens udmelding i sin nye bog ’Befrielsens Øjeblik, hvor han gør det klart, at det ikke er en naturlov, at Kristian Jensen skal bytte sin post som næstformand ud med det øverste trin i det interne Venstre-hierarki.
- Lars Løkke har med et enkelt citat ændret spillet fuldstændig for, hvad der skal ske, siger Ole Dall.
Derfor ser han, foruden Kristian Jensen og Inger Støjberg, også Jakob Ellemann-Jensen være i spil til posten.
Det er dog fortsat Kristian Jensen, pilen peger mest på, mener chefredaktøren.
- Kristian Jensen anses vel for at være favorit, men det er en opslidende rolle at være favoritten, og det hele kan hurtigt skifte.
- Der er godt nok en voksende tvivl blandt Venstre-folk om, hvorvidt han skal have formandsposten, men i sidste ende er det jo vælgerne, der skal træffe beslutningen, lyder det fra Ole Dall.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg, men hun ønsker ikke at udtale sig om målingen på nuværende tidspunkt. Vi arbejder på at få en kommentar fra Kristian Jensen.
Målingen er en del af den Megafonmåling, som blev lavet for TV 2 og TV 2 Regionerne i perioden fra den 8. til den 16. maj - altså før Lars Løkke Rasmussen under valgkampen åbnede op for et samarbejde over midten med Socialdemokratiet.