En usædvanlig flot efterårsweekend kan ramme 20 grader

Med lune temperaturer både lørdag og søndag er der chance for "indian summer", forudser DMI.

Efterår
Foto: Kim Haugaard/Scanpix

Der er udsigt til en usædvanlig flot efterårsweekend med lune temperaturer landet over. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
    
De flotte temperaturer kulminerer med omkring 20 grader søndag. Det siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI, tidligt fredag.
    
- Det ser ud til, at søndag bliver en rigtig, rigtig flot dag. Måske endda med det, vi kalder "indian summer". Det vil sige, at vi kan nå temperaturer på lidt over 20 grader søndag, siger Lars Henriksen.
    
Han har ikke en klar definition på begrebet indian summer, men det bruges typisk om efterårsdage med usædvanligt lune temperaturer.
    
- Søndag starter med nogle skyer først på dagen, men ellers klarer det op fra sydvest med nogen eller en del sol.
    
- Det er ikke hver oktober, vi ser 20 grader. Så man kan godt kalde det relativt usædvanligt, lyder det fra Lars Henriksen.

Lørdag bliver grå - og lun

Inden vi når til søndag, venter et par dage med lidt mere gråvejr. Dog stadig med relativt høje temperaturer, lyder forudsigelsen.
    
- Lørdag er noget mere grå. Det bliver overvejende skyet, stedvist med lidt regn. Men også en lun dag med 14-17 grader.
    
- Fredag indledes med sol flere steder, men så skyer det mere og mere til. Der kan i nordvest komme lidt regn. I resten af landet kommer der meget lidt regn og med temperaturer mellem 12 og 15 grader, lyder det.
    
Det lune oktobervejr skyldes et højtryk, der ligger over Syd- og Centraleuropa. Derudover er orkanen ved navn Ophelia, der har retning mod Europa, også en del af forklaringen på det varme vejr, siger Lars Henriksen:
    
- Den (Ophelia, red.) ser ud til at trække ind over Irland og sammen med højtrykket, vil den være med til at pumpe varm luft ind over Danmark.
    
/ritzau/