FCM scorer tæt på 50 millioner for ung højre back

Marc Overmars bekræfter, at den hollandske storklub Ajax køber Rasmus Nissen i FC Midtjylland.

20-årige Rasmus Nissen bliver det næststørste salg i FC MIdtjyllands historie, erfarer TV MIDTVEST.
20-årige Rasmus Nissen bliver det næststørste salg i FC MIdtjyllands historie, erfarer TV MIDTVEST.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

FC Midtjylland må indstille sig på, at holdet er uden højrebacken Rasmus Nissen, når jagten går ind på DM-guldet i forårssæsonen.

Det unge stortalent har været rygtet til den hollandske fodboldklub Ajax i de seneste dage, og nu bekræfter Ajax' sportsdirektør, Marc Overmars, den forestående handel.
    
- Det er en stærk højre back på 185 centimeter. Vores scout i Skandinavien, John Steen Olsen, har fulgt ham i lang tid.
    
- Sidste år ønskede hans klub ikke at lade ham gå. Nu har vi slået til, siger Marc Overmars til Het Parool ifølge Tipsbladet. 

    
Nissen befinder sig angiveligt i Holland, og mandag skriver han ifølge avisen De Telegraaf under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2022.
    
20-årige Nissen har hen over tre sæsoner spillet 62 ligakampe for FCM, hvor det er blevet til seks mål og syv assister.
    
Han har netop været med ligalandsholdet i Abu Dhabi, hvor han fik spilletid i begge kampe på turen. Han er noteret for 31 U-landskampe. 

Næststørste handel
TV MIDTVEST erfarer at salget af Rasmus Nissen indbringer FC Midtjylland et beløb i nærheden af 50 millioner kroner. Dermed bliver den unge højreback det næststørtste salg i den midtjyske klubs historie. 

Salget af Rasmus Nissen er kun overgået af salget af Pione Sisto, der blev solgt til spanske Celta Vigo i 2016 på en kontrakt, der løber i fem år.  
 

    
/ritzau & TV MIDTVEST