To opgange evakueret efter voldsom brand i lejlighed
Et ukendt antal beboere er her til aften blevet evakueret efter en brand i Viborg.
Beboere i to opgange blev her til aften evakueret, efter der gik ild i en lejlighed på Firkløvervej i Viborg.
Klokken 19:37 blev branden anmeldt til alarmcentralen, og da den spredte kraftig røg valgte man at evakuere samtlige beboere i bygningen.
Branden er nu slukket, og beboere i den ene opgang har kunnet vende tilbage til deres lejligheder.
- Vi er ved at undersøge, hvornår beboerne i den anden opgang kan vende hjem til deres lejligheder, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.
Flere ambulancer kom til stedet for at undersøge beboerne for røgforgiftning.
Politiet kender endnu ikke årsagen til branden.