Efter tre års ventetid: 2500 gymnaster springer på gulvet igen
DGI Midtjyllands Forårsstævne afholdes i weekenden i Herning. Corona har de sidste to år forhindret det traditionsrige gymnastikstævne.
Der har ikke været mange stævner med hop og spring de sidste år.
Men efter tre års coronapause kan gymnaster nu endelig springe, hoppe og danse på gulvet igen til det årlige gymnastikstævne.
- Det bliver helt fantastisk. Specielt for børn og unge mennesker. Fodbold og håndbold har kampe hver weekend, men det her er den ene gang om året, så det betyder virkelig meget, siger Tina Mailil, der er formand for DGI Midtjyllands Stævneudvalg.
Det er DGI Midtjylland, der står i spidsen for weekendens stævne i Sportscenter Herning med i alt 2500 deltager fordelt på 54 hold.
Men corona har sat sine spor på medlemstallet, hvilket også betyder, at holdene har færre gymnaster med end de plejer.
I 2019 var 23.207 gymnaster tilmeldt DGI Midtjylland, året efter var det tal faldet med 2.593 medlemmer.
- Vi har lidt en fornemmelse af, at vi starter fra scratch. Det kommer til at tage nogle år at bygge op igen. Det er jo gymnastikkens vindue udadtil - det er det eneste tidspunkt, hvor vi er interessante, lyder det fra formanden.
Nye rammer
Ikke nok med at deltagerne og de frivillige har måtte vente længe, så byder de to opvisningsdage også på nye rammer i Sportscenter Herning, hvor det de sidste mange år har været afholdt i Herning Kongrescenter.
- I 2020 skulle vi have været der for 65. år i træk, så der ligger meget tradition i det. Derfor har det også været en svær beslutning at tage, siger Tina Mailil, der i samarbejde med andre har lagt ekstra meget arbejde i for at tilfredsstille så mange som muligt.
- Nogle synes, det er helt forfærdeligt, at vi er flyttet, så vi strammer os virkelig an. De sidste tre måneder har vi arbejdet på at få lov til at hænge et sort bagtæppe op. Derudover har vi lagt ensfarvet gulv på, hængt skilte, blomster og musik op, så den rolige kulisse fra kongrescenteret flytter med, fortæller formanden for DGI Midtjyllands Stævneudvalg
Der forventes over 3000 publikummer vil finde vej til de to opvisningsdage i weekenden i Herning.