4:14
Signe Munk går til åbningstalen med store forventninger. Spørgsmålene hober sig op, og hun råber på svar. Hvad vil SVM-regeringen?
Foto: Skelmose TV og Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Frustrationerne står i kø hos Signe Munk: Hvad vil regeringen?

Der er milelangt mellem SF og regeringen, mener Signe Munk (SF), der spår, at der kommer store diskussioner om, hvordan pengene i dansk økonomi skal bruges.

- SF vil bruge pengene på velfærd, fordi den har det svært. Og regeringen er jo klar på at bruge ret mange milliarder på skæve skattelettelser, siger Signe Munk til TV MIDTVEST i forbindelse med Folketingets åbning.

Hun stiller sig generelt skeptisk over for den brede regering.

- Jeg har haft svært ved at lure, hvad det politiske projekt er i den her regering, siger hun.

Og regeringens håndtering af problemer som et sundhedsvæsen og et klima, der lider, er bare nogle af grundene til, at Signe Munk ikke kan se sig selv og SF i det politiske projekt.

- Når man ser, hvilken helt enorm stilstand der er på klima- og miljøpolitikken. Det er ikke det rigtige for SF, og derfor er jeg frustreret over den her regering.

Spændt på åbningstalen

Hun håber dog også at høre ting fra statsministerens åbningstale, som giver mening for SF.

- Jeg håber, at statsministeren vil bringe folkeskolen på banen, for det er en kronjuvel i vores samfund, siger SF'eren.

For som det ser ud nu, frygter Signe Munk for et Danmark i balance, hvis regeringens skattepolitik kommer igennem.

- Det er busruter, der kommer til at lukke. Der er skoler ude i landsbyerne, der kommer til at lukke. Og det er sundhedsvæsnet, der bliver svigtet, siger hun.

Se hele interviewet med den politiske ordfører fra Fur øverst i artiklen.