2:41
Kristian Bøgsted fra No er netop valgt i Folketinget. Vi tog med på første arbejdsdag.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Bøgsteds første dag på tinge: Hvor er indgangen?

Der er langt fra No til Christiansborg - også selv om man er i familie med et mangeårigt folketingsmedlem. Det måtte Kristian Bøgsted sande på sin første arbejdsdag.

Hans far Bent Bøgsted har haft en lang karriere på Christiansborg.

Alligevel havde Danmarksdemokraternes nyvalgte folketingsmedlem Kristian Bøgsted noget svært ved at finde indgangen, da han torsdag mødte til partiets første gruppemøde i København.

Derfor måtte han lige ringe efter hjælp til at finde den rigtige indgang.

- Jeg tror, at jeg har været her en enkelt gang for mange år siden. Det var i starten af min fars tid i Folketinget - ellers har jeg ikke været her, sagde han til TV MIDTVESTs reporter, der fulgte ham på den første arbejdsdag på tinge.

Bøgsted, der bor i No ved Ringkøbing, blev valgt for Inger Støjbergs nye parti i Nordjyllands Storkreds. Han har indtil nu været ansat på natholdet hos Vestas.