FC Midtjyllands cheftræner, Thomas Thomasberg, er helt med på, at søndagens nederlag på hele 1-5 til Brøndby hjemme på MCH Arena kan beskrives med ét ord: Pinligt.
- Ja, det bliver det jo. Alle ønsker, det skal stoppe til sidst, da det først bliver 4-1, siger han til TV MIDTVEST efter superligakampen.
- Det er en smertefuld dag med et smertefuldt nederlag. En forfærdelig oplevelse, slår træneren fast.
- Vi er rigtigt trætte af det og kede af det, specielt med den opbakning vi får her. At de skal gå hjem med så stort et nederlag og en afstraffelse, som det blev til sidst. Det kan vi kun undskylde overfor fansene, siger Thomas Thomasberg.
Nederlaget var FC Midtjyllands største på hjemmebane nogensinde i Superligaen.
Holdets anfører, Mads Bech Sørensen, havde svært ved at finde ordene bagefter.
Var det her det værste, du har oplevet som fodboldspiller?
- Ja. I hvert fald tæt på. Det var forfærdeligt i dag, siger han med et tomt blik.
Se interviewene med Thomas Thomasberg og Mads Bech Sørensen i videoen øverst i artiklen.
Forsidefoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix