Organisation vil have stoppet forbudt giftstof: - For min forretning vil det være en katastrofe
Danmarks Naturfredningsforening mener ikke, at det kan være rigtigt, at kartoffelavlere hvert år får dispensation til at bruge et forbudt sprøjtemiddel.
- For min forretning med læggekartofler, der vil det være en katastrofe, siger kartoffelavler Jens Marius Thomsen, der har en gård i udkanten af Snejbjerg.
Og katastrofen er, at Danmarks Naturfredningsforening nu vil have gjort op med alle de dispensationer, som Miljøstyrelsen hvert år giver til kartoffelavlere som ham, så de kan bruge den ellers forbudte sprøjtegift Reglone til deres afgrøder.
For dilemmaet er klart: Skal vi passe på vores miljø, eller skal vi passe på den store danske eksport af kartofler?
Danmarks Naturfredningsforening er ikke i tvivl, men på den anden side står en række store kartoffelavlere, der kan se deres forretning blive forringet, hvis folkene i miljøorganisationen får deres vilje.
Blev forbudt i 2019
Det drejer sig om sprøjtegiften Reglone, der i 2019 blev forbudt i Danmark. Men alligevel ikke mere forbudt, end at Miljøstyrelsen har givet talrige dispensationer til at bruge den på de danske marker.
Og det er det Danmarks Naturfredningsforening vil have sat en stoppe for. Organisationen mener ikke, at det kan være rigtigt, at styrelsen bare kan dispensere fra reglerne.
Derfor vil den have igangsat en juridisk undersøgelse af Miljøstyrelsens praksis.
- Vi mener, den er klart ulovlig på alle mulige parametre.
- Reglone er giftigt for mennesker. Det går ind i nervesystemet, og det er også derfor, at det er blevet forbudt af EU. Det skal man tage alvorligt og ikke bare give dispensation til, siger Rikke Lundsgaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Problemet er bare, at de fleste kartoffelavlere, der bruger Reglone, ikke kan se det store alternativ. De bruger midlet til at standse væksten på planten, inden kartoflerne høstes, og de ser det faktisk som den eneste mulighed.
Midlet bliver især brugt på læggekartofler, der er en stor eksportvare i dansk landbrug.
- Det er derfor, vi er på spanden i forhold til brugen af Reglone.
- Det, vi får dispensation til, er en meget lille mængde Reglone. Uden det vil det give en meget dårligere kvalitet, og hvis jeg ikke kan give garanti for en 100 procents kvalitet, så kan jeg ikke sælge mine læggekartofler, fortæller kartoffelavler Jens Marius Thomsen.
- Vi venter på svar
Miljøminister Magnus Heunicke er gået ind i sagen. Den socialdemokratiske minister vil nu rykke EU for en tydelig fortolkning af den lovgivning, der forbyder brugen af Reglone i hele EU.
- Vi venter altså på at få et svar fra dem, om hvordan vi skal tolke de regler, og det har vi gjort i lang tid nu, siger miljøministeren.
De danske avlere eksporterer hvert år kartofler til en værdi af cirka tre milliarder kroner.