Facebookgruppe hjælper med at lede efter stjålet nisse
Flere fra en Facebookgruppe hjælper nu med at holde øjne og øre åbne for at finde den forsvundne nisse.
En helt særlig nisse er blevet stjålet fra en lejlighedsopgang i Viborg, og et ægtepar har fredag udloddet en dusør til den person, der hjælper dem med at få deres nisse tilbage. Det fortalte TV MIDTVEST fredag om.
Og tyveriet af den en meter høje julenisse har ikke gået viborgensernes næse forbi, og det har også vagt forargelse. En af dem, der har reageret på tyveriet af et julevartegn i Viborg, er Charlotte Buhl Nielsen.
Hun har lavet et opslag i byens store Facebook-gruppe i håbet om at finde frem til den stjålne nisse, så den kan komme hjem til ægteparret Folmer og Bodil Nielsen.
- Jeg synes bare, det er ærgerligt for familien at have mistet nissefar.
- Og endnu mere bliver jeg vildt forarget over, at man vil gøre sig til tyv for en nisse, som tydeligvis har stået i en opgang et sted i byen, forklarer hun til TV MIDTVEST.
Nu håber hun og andre i Viborg-gruppen, at de sammen kan finde frem til den ikoniske nisse, der i mere end 50 år stået og vinket hver jul i vinduet hos stofbutikken Fjølner i Viborgs gågade.
Nissen har nemlig også en sentimental værdi for ægteparret.
- Det kan godt være, at det lyder lidt pjattet, og vores børn siger også, at det jo bare er en nisse. Men det er altså ikke bare en nisse for os, siger Bodil Nielsen.
Ægteparret håber, at nissen finder hjem igen.
- Der må være nogen, der har set eller ved noget. Den er en meter høj, så det er ikke bare en, man tager i lommen og smutter ud med, siger Bodil Nielsen.