2:07
Her kan du høre reporter Andrea Marie Marschall genfortælle, hvad hun har hørt fra vidner på stedet.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

- Han så livløs ud: Hør, hvad vidner til politiskud fortæller

Politiet skød sent lørdag eftermiddag efter en mand i centrum af Holstebro. Flere vidner fortæller, hvad de så og hørte under anholdelsen.

Det er ikke mange oplysninger, politiet kan give i sagen om skud mod en mand i centrum af Holstebro. 
Men i området, hvor anholdelsen sidst på eftermiddagen fandt sted, vil flere vidner gerne sætte ord på, hvad der skete omkring anholdelsestidspunkt.

Reporter Andrea Marie Marschall talte med flere af øjenvidnerne omkring Den Røde Plads.

Lucas Gråkjær arbejder på River Saloon i centrum af Holstebro, og åbnede døren fra baren og ud til gaden, da han så politi.

- Der var 10-15 betjente som omringede en mand, som lå på ryggen lige ude foran vores dør. Han så livløs ud, fortæller Lucas Gråkjær til TV MIDTVEST. 

Et andet vidne fortæller, at han så manden løbe efter folk med en køkkenkniv på parkeringspladsen bag Netto, og at han også gjorde skade på en bil, som holdt parkeret.

Tre unge drenge blev skubbet af manden, som de vurderede til at være meget påvirket af alkohol.