Mette raser over sin transport nytårsaften: - Det er for ringe

Man kan ikke bestille en flextaxa nytårsaftensdag. Det falder ikke i god jord hos en borger fra Holstebro.

Grafik: Esben Kock Jensen
Grafik: Esben Kock Jensen
Foto: Privatfoto

Nytårsaften er det for mange årets største festdag, og det betyder, at en masse champagnetrængende midt- og vestjyder på den ene eller anden måde skal finde en måde at komme frem til deres respektive nytårsfester uden at gøre brug af egen bil.

Selvom det lyder som en udramatisk hændelse, så kan det jo være en udfordring, hvis man bor i et område, hvor det ikke ligefrem vrimler med kollektive trafiktilbud.

Netop sådan en situation står 64-årige Mette Skriver fra Måbjerg nær Holstebro i. Hun skal nemlig fejre ankomsten af året 2025 i Aarhus, men eftersom hun bor i en kommune, hvor der ikke kører bybusser, er det ikke helt let at komme frem til togstationen i Holstebro.

Hun håbede, hun kunne tage en flextaxa, men ifølge Midttrafik.dk er det ikke muligt 31. december. Hun er derfor nødt til at tage en almindelig taxa, som er væsentlig dyrere.

- Jeg synes simpelthen, det er for ringe. Vi mistede bybusserne tidligere i år og fik at vide, at vi i stedet kunne benytte flextaxa. Det giver mig følelsen af uretfærdighed, at man så ikke kan det, fortæller Mette Skriver.

Det er jo kun to dage om året, hvor man ikke kan bruge flextrafik. Er det ikke ok, at man så må tage en taxa der i stedet?

- Jeg skal nok overleve at betale for den taxa, men det er stadig følelsen af at blive ladet i stikken. Hvis vi skal have flere til at benytte kollektiv trafik, så er man også nødt til at kunne gøre det på de dage, hvor der er allermest brug for det, og hvor folk også har færrest penge, fortæller Mette Skriver.

Enigt byråd bag beslutningen

Det var et enigt byråd i Holstebro Kommune, der valgte at sløjfe bybusserne. Det skete, fordi politikerne vurderede, at det var for dyrt at have så mange tomme busser kørende rundt.

Byrådet forsikrede dog, at der skulle kigges efter alternative løsninger, og det resulterede så i et samarbejde med Midttrafiks flextrafik. Det betyder, at alle i Holstebro Kommune kan bestille taxature for 15 kroner per kilometer i byzone og syv kroner per kilometer i landzone, hvis man planlægger det på forhånd.

Det gælder dog ikke 24. og 31. december.

Kunne du ikke bare være taget afsted dagen før?

- Jo, det kunne jeg da godt, men jeg fandt først ud af, at flextaxa ikke var en mulighed i går. Det fremgår nemlig ikke af Rejseplanens app. Jeg vidste ikke, at det stod på Midttrafiks hjemmeside, så jeg havde allerede lavet planer. Jeg tror, at mange ikke er klar over, at man ikke kan bestille flextaxa nytårsaften, fortæller Mette Skriver.