Ærlig Leif Dahlgård om skoletid: - Vennerne var væk
Som barn i et omrejsende tivoli var fast skolegang ikke en mulighed.
Det er på godt og ondt, når en barndom med base i en hjemby bliver skiftet ud med et liv på landevejen.
Det fortæller tivolimanden, Leif Dahlgård, åbent om i programmet Den Røde Stol, hvor han er inviteret af entertaineren Martin Kanstrup.
80-årige Leif Dahlgård blev født ind i en familie, hvor omdrejningspunktet var et omrejsende tivoli. Det betød, at relationerne til andre børn godt kunne blive flygtige.
- Jeg gik i skole i cirka 12 byer om året rundt omkring, hvor vi kom frem. Venner havde jeg nok af, når vi kom til en by, men når det så blev vinter, og vi kom hjem, så kunne du ikke friste med en karruseltur, siger Leif Dahlgård og fortsætter.
- Så var du egentlig ingenting, og vennerne var jo sådan set væk, siger Leif Dahlgård.
Tivolitilværelsen krævede alle Leif Dahlgårds vågne timer, og han skulle finde sine ben i at være far, ægtemand og chef i det hele. Det betød også, at netværket derudover var og er begrænset.
- Vi har nogen skide gode naboer, men det er ikke den store omgangskreds, vi har. Det har det kostet, siger Leif Dahlgård.
Da Martin Kanstrup spørger, hvorvidt Leif Dahlgård nogensinde har drømt om noget andet falder svaret dog prompte.
Nej.