Betalte millioner for kystsikring: Så turde Anders bygge et nyt hus
På Sunddraget på Thyholm har den lokale grundejerforening selv betalt for en sikring mod vandmasserne fra Limfjorden. Det har givet fornyet optimisme.
Anders Frederiksen begyndte at komme på Sunddraget i midten af 60’erne, da hans forældre byggede et lille sort træsommerhus tæt ved Limfjorden.
Det gamle hus er for længst jævnet med jorden, og nu har den 67-årige bankrådgiver fået bygget et nyt fritidshus på selvsamme grund.
Det er et husprojekt, der har været flere år undervejs. Men i sidste ende blev det kun til noget, fordi hele området i slutningen af 2020 blev sikret mod oversvømmelser af et kystsikringsdige.
- Ubetinget. Ellers havde jeg ikke bygget det. Det er helt sikkert, siger Anders Frederiksen, der til daglig bor i Sunds ved Herning.
Gammel sag om kystsikring
Efter mere end 40 års snak frem og tilbage med kommunen, det daværende amt og Kystdirektoratet endte grundejerforeningen for Sunddraget med selv at betale 5,5 millioner kroner for ni høfder og selve diget.
- Vi stod jo i en situation, hvor vi blev nødt til at gøre noget. Det er menneskeligt, at vi værner os mod katastroferne, siger Magnus Schødt, der er formanden for kystbeskyttelseslaget på Sunddraget.
Og det var nødvendigt med en eller anden sikring, for store dele af Sunddraget har adskillige gange været oversvømmet, når vind og vand har presset på fra Limfjorden.
Foreningen vurderer selv, at der gennem årene er blevet udbetalt erstatninger på omkring seks millioner kroner for ødelæggelser efter oversvømmelser i sommerhusområdet, der blev etableret i slutningen af 50’erne.
Dige og høfder virker
Det 12 meter brede dige og de ni høfder i vandkanten har allerede vist sig at være en god investering.
Siden anlægget blev etableret, har der været to store storme. Begge gange blev vandet på den rigtige side af det 600 meter lange dige.
- Det er fantastisk, som det dige virker. Vi har i de senere år set, at vandet er kommet ind over det lille dige ved strandkanten, men det er stoppet ved det store dige, siger Anders Frederiksen, der også, som en ekstra sikring, har fået lov til at hæve sit sommerhus med to meter.
Kystsikringen har betydet, at mindst ti grundejere i sommerhusområdet har bygget nyt, bygget om eller renoveret.
- Nu kan vi sove roligt om natten, og vores huse bliver ikke oversvømmet, siger formanden for kystbeskyttelseslaget, Magnus Schødt.
En af dem er altså Anders Frederiksen, der sammen med sin kæreste nu nyder en mere tørskoet fritid i sit nye sommerhus på 85 kvadratmeter på Thyholm.
Er du sikker på, at det her er nok for at dæmme op for fremtidens vind og vejr?
- Jeg tror på, at det holder i mange år. Ikke forever, men jeg tror, at det holder i min tid, slutter han med et stort grin.
Anders Frederiksens bidrag til dige og høfder beløber sig til omkring 200.000 kroner, men så er der også betalt for vedligeholdelse de næste 20 år.