Han var med til en af de største katastrofer i nyere dansk tid: - Det skræmte mig ikke - tværtimod
Lasse Clemensen oplevede fyrværkerikatastrofen i Seest på nærmeste hold som menig brandmand. Nu er han blevet beredskabsdirektør for Midtjysk Brand & Redning.
Brandbilerne var egentlig kørt i garagen, og Lasse Clemensen var lige kommet hjem fra sin afsluttende tur.
Men så indtraf en af de største katastrofer i nyere dansk tid.
N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest ved Kolding brød i brand. Senere opstod adskillige altødelæggende eksplosioner.
Beredskab fra store dele af landet blev kaldt til Kolding. Også den 19-årige, uprøvede brandmand Lasse Clemensen.
Da han sad i bilen på vej til Seest, husker han, at han var på vej ud til sin første 'rigtige' brand. Alt andet havde bare været småting.
- Nu er det ikke for sjov længere. Det er ikke noget, vi leger, tænkte han på vej i bilen.
En brandmand døde
Da Lasse Clemensen nåede frem, var den første container med fyrværkeri allerede eksploderet.
- Vi måtte fjerne stålrester for bare at kunne komme frem, husker han.
Som holdleder for sin enhed skulle den uprøvede brandmand lægge en plan for sine kollegaer.
Adskillige parcelhuse omkring fyrværkerifabrikken stod i brand - så opgaven lød i al sin 'enkelthed' på at slukke ilden i de brændende huse hurtigst muligt.
Han husker det som voldsom opgave. Brandmændene trådte ind i huse, hvor kaffe og snolder var stillet frem på bordene, men flammerne stod op ad væggene.
I ét af husene skulle han finde en efterladt vielsesring. Alle murbrokker blev vendt og drejet, og det lykkedes holdet af finde ringen.
- Det var stort. Kort tid efter skulle vi forlade området, fordi en ny container var i fare for at eksplodere.
Katastrofen i Seest fik voldsomme konsekvenser. Én brandmand døde, 60 huse blev ødelagt og 12 virksomheder blev jævnet med jorden.
- Men fagligt var det voldsomt spændende. Det skræmte mig ikke – tværtimod, siger Lasse Clemensen.
I far og farfars spor
Hvor besynderligt det end kan lyde, så tændte det en gnist i Lasse Clemensen, da han oplevede de hektiske timer ved fyrværkerikatastrofen i Seest.
Den 40-årige silkeborggenser blev nemlig bekræftet i, at han var havnet på den helt rette hylde som brandmand.
Nu har det endda drevet ham så langt, at han siden 1. januar har haft titlen som direktør for Midtjysk Brand & Redning.
- Det er både med stolthed, men også en vis form for ærefrygt, og det er aldrig noget jeg har stræbt efter. Det er mere kommet dumpende, siger han
I modsætning til direktørtitlen har det altid ligget i kortene, at han skulle arbejde som brandmand. Det gjorde både hans far og farfar også.
Som 18-årig aftjente han sin værnepligt i Beredskabsstyrelsen.
Sidenhen tog han en uddannelse som bygningskonstruktør, men endte alligevel med at arbejde i Beredskabsstyrelsen, hvor han blev ansvarlig for brandmandsuddannelsen i Herning.
Efterfølgende var han også et smut forbi Østjyllands Brandvæsen, inden turen i 2019 gik til Midtjysk Brand & Redning, hvor han nu er tiltrådt som direktør.
- Det kunne noget for mig at være i den her branche. Det er en vildt spændende organisation.
Frygtede at barn lå begravet under en bus
Selvom slukningsarbejdet i Seest var en stor mundfuld, er der særlig én anden opgave, som den nyudnævnte direktør husker.
Året var 2016 eller 2017, husker han frit fra hukommelsen. En bil kolliderede med en bus og blev totalsmadret.
- Bilen var så ødelagt, at jeg ikke engang kunne se, hvilken bil det var. Og jeg er ellers god til at genkende bilmærker.
Føreren af bilen mistede livet, fortæller han, men uroen bredte sig, da de ikke kunne finde det barn, der også burde være i bilen.
- Bussen ligger ude på marken, og vores frygt er, at barnet ligger under den, husker han.
I 45 minutter var barnet forsvundet. Lasse Clemensen holdt vejret.
Det viste sig heldigvis, at barnet aldrig havde siddet i bilen. Vedkommende var taget med en kammerat hjem efter et sportsarrangement.
- Og så begyndte jeg at trække vejret igen. I sådan en situation har man virkelig skærpet sine sanser.
Glæder sig
Med mange erfaringer i rygsækken ser Lasse Clemensen nu frem til for alvor at komme i gang med arbejdet som direktør.
250 ansatte og frivillige har han nu ansvaret for, og dem glæder han sig til at bruge sin tid på.
- Jeg glæder mig især til at komme i gang med at arbejde med vores overordnede strategi, som inkluderer både ledere og medarbejdere, siger han.
Der var i øvrigt 27 ansøgere til stillingen som beredskabsdirektør i Midtjysk Brand & Redning.