Miljøminister erkender: Vi er bagud med at kystsikre
Især områder omkring Limfjorden risikerer oversvømmelse, viser en ny risikoliste. Og det kan koste dyrt.
Kort før jul offentliggjorde Kystdirektoratet en ny risikoliste over kommuner, der er oversvømmelsestruede. Adskillige midt- og vestjyske kommuner er kommet med på listen, som indtil nu kun har huset Holstebro, her fra landsdelen.
Hvis man alene ser på Midt- og Vestjylland, så tæller listen nu også Thisted, Struer, Morsø, Lemvig, Skive, Viborg, Vesthimmerland og Silkeborg Kommuner. De fleste på grund af kyststrækninger ud til Limfjorden. Silkeborg på grund af risiko for oversvømmelse fra Himmelbjerg Søerne.
Og med oversvømmelser følger skader, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke, som erkender, at ikke bare Midt- og Vestjylland, men hele Danmark er bagud med at kystsikre de udsatte områder.
- Det er en enorm udfordring, og vi kan se, at de værdier, der er i fare, det er mange 100 milliarder kroners værdier, siger han.
I en artikel i går søndag, fortalte klimaprofessor Sebastian Mernild, hvordan det varmere klima giver større udfordringer med vand, der presser sig på fra flere sider.
- Det, vi ser ind i, er et ret så markant stigende havniveau ud i fremtiden og derfor bliver vi nødt til at tage snakken for at starte en debat om den her udfordring.
- Tager vi det ikke alvorligt nok i dag?
- Det mener jeg ikke, at vi gør.
Ingen tid at spilde
Truslen fra vandet er reel, mener også miljøminister Magnus Heunicke, som nu vil have sat skub i kystsikringen af de mest udsatte områder. For Danmark har mange byer tæt på vandet.
- Vi kommer til at have meget hyppigere og meget voldsommere vejrhændelser. Reelle stormfloder. Hvor vi i dag taler om 20-årshændelser, bliver det nogle hændelser, der kommer hvert eller hvert andet år. 100-års hændelser kommer også meget hyppigere. Og det er vi nødt til at tage bestik af, og til at forberede os på, siger han.
Netop nu arbejder Miljøministeriet på Klimatilpasningsplan 2, som efter planen skal udkomme i løbet af foråret.
- Indtil nu har vi gjort det, at vi er kommet bag efter udviklingen. Vi har lavet diger, efter stormfloderne har været der, og det går ikke længere, for vi kan se, at stormfloderne kommer meget hyppigere og med meget større kraft, lyder det fra ministeren, som konkret peger på værn i form af for eksempel diger, murværk og moler.
- Det bliver markante bygningsværker og det skal laves, for ellers så kan vi se, at det er mange kilometer land og by, som vil blive oversvømmet, siger Magnus Heunicke.
- Den langsommelighed og tålmodighed, vi har haft indtil nu, det har der nok været en grund til at have, historisk set, men det kan vi ikke have længere. Den luksus har vi simpelthen ikke længere.
- Har i sovet i timen i forhold til at få det her på plads i rette tid?
- Jeg tror vi må sige, at det, at Danmark er så udsat, som vi er, det burde ikke komme som nogen overraskelse. Vi er et lavtliggende land, der har byer ud til kysterne.
Kan betyde voldsomme ødelæggelser langs Limfjorden
At kystsikre de risikotruede områder bliver dyrt. Men at lade være, vil være dyrere, mener Magnus Heunicke.
- Al kortlægning viser, at det er langt bedre og billigere at forebygge end at komme i gang, når først skaden er sket.
Det gælder også Midt- og Vestjylland, især langs Limfjorden.
- Hvis ikke, man her investerer i tide, så kan det betyde voldsomme ødelæggelser, langt langt inde i baglandet, helt langt ind i Limfjorden, siger ministeren.
Han lover, at kommunerne ikke kommer til at stå med opgaven alene.
- Det er et fælles ansvar at sikre Danmark. Både, når det gælder planlægning og kortlægning, men selvfølgelig også når man skal finansiere det, siger han.
Antallet af kommuner i alt, der i følge Kystdirektoratets nye risikoliste er truet af potentielle oversvømmelser, er steget fra 27 til 51.