Sådan ramte stormen Midt- og Vestjylland
Storm og regn gav flere problemer i det midt- og vestjyske.
Mandag aften og tirsdag morgen er der officielt målt storm over Danmark med vindstød op til orkanstyrke.
Stormen gav store problemer for blandt andet havne, butikker, fiskere, transport og en kolonihaveforening.
Du kan genlæse i livebloggen herunder, hvordan dagen er forløbet:
Sådan ramte stormen
Da det værste vejr nu er overstået, lukker vi livebloggen.
Øverst i artiklen kan du finde et sammenklip af, hvordan det har set ud tirsdag, hvor stormen ramte.
Tak fordi I læste med!
Vindstød af stormstyrke fortsætter
Vestkysten kan fortsat se frem til mange kraftige vindstød.
Det er især ved Vestkysten og nær Kattegat, der kommer flere stormstød frem i dag, og i nat vil der måske endnu optræde lokale stormstød.
Her vil vinden dog tage noget af, men er man ude i det, så vil det stadig føles meget blæsende.
Mandag blev blandt de vådeste januardage i dansk vejrhistorie
Rekorden for mest nedbør i Danmark som helhed for et januardøgn lyder på 21,1 millimeter.
Mandag nåede næsten op på rekorden, da der i middelfor landet faldt 19,8 millimeter.
Det vil sige, at hver kvadratmeter i Danmarks i alt 43 tusinde kvadratkilometer modtog mandag knap 20 liter vand.
Skagen, der er kendt for sol og sit særlige lys, har de seneste to dage modtaget knap 50 millimeter nedbør.
Formand: - Problemet bliver større
Ifølge Kurt Thrue, der er formand for Haveforeningen Storaaen i Holstebro, er det blevet et voksende problem med oversvømmelser.
Du kan høre mere i videoen herunder:
Vandet stiger og stiger
Selvom vinden er taget af - og vandstanden falder på vestkysten, så er det ikke alle steder, at problemerne er overstået.
I Holstebro stiger vandstanden i Storå fortsat, og det forventes først at toppe onsdag.
Hør seneste status fra Holstebro herunder:
Huse bliver bygget på pæle
Haveforeningen Storaaen i Holstebro blev sidste år ramt hårdt af oversvømmelser i februar 2024, og man forventer, at de når samme niveau i denne omgang.
Holstebro Kommune arbejder på en løsning på de tilbagevendende oversvømmelser i byen - men ikke en, der kommer til at hjælpe kolonihaveforeningen.
- Kommunen har meldt ud, at vi selv må tage affære, og det må vi så gøre. Og så må vi se på lokalplanen, hvad vi så kan gøre, siger Kurt Thrue, der er formand for den lokale kolonihaveforening.
Kan komme flere oversvømmelser
Ifølge DMI's vagthavende meteorolog Jesper Eriksen er den værste blæst nu overstået - men der vil stadig være vind resten af tirsdagen.
- Lavtrykket giver kraftig blæst til Danmark og i dag forventer vi, at der lokalt langs den jyske vestkyst kan komme op til hård eller stormende kuling fra sydvest med vindstød op til stærk storm eller orkanstyrke, skriver han på DMI's hjemmeside.
Det betyder dog ikke, at alle problemerne er overstået. Der vil nemlig komme mere regn, hvilket kan skabe problemer.
- Der er også faldet en del nedbør i Jylland, og der vil fortsat komme en del byger. Dette kan give problemer med lokale oversvømmelser, skriver han.
Varsel om høj vandstand ophører
DMI har i løbet af morgenen og formiddagen haft et varsel om forhøjet vandstand på vestkysten.
Vandet er nu begyndt at falde, og derfor ophører varslet igen.
Det skriver DMI på X.
Der er fortsat varsel om vindstød op til orkanstyrke.
Meget høj vandstand ved kolonihaver
Kolonihavehusene i Holstebro har fået at vide, at de selv må klare oversvømmelser - og tirsdag må det stå sin prøve.
Ved middagstid stå vandet allerede højt, og ifølge kommunens egen prognose kommer vandstanden først til at toppe onsdag.
Over 100 stormskader
GF Forsikring melder om 100 skader efter stormen Floriane, mens Alm. Brand rykkede ud til 42 stormramte danskere i løbet af natten til tirsdag.
Det melder forsikringsselskaber hver især i en pressemeddelelse.
- 100 anmeldelser er på niveau med det, man kan forvente efter en storm som denne. De typiske skader er vand, der har trængt ind i boliger som følge af stormen.
- Vi har nemlig indtil nu haft en vinter med meget nedbør, hvor for eksempel sne er smeltet – og det har skabt ideelle betingelser for, at vand har kunnet trænge ind i ejendomme, når det blæser kraftigt, siger direktør for skadehjælp i GF Forsikring, Martin Rundager, i pressemeddelelsen.