Johannes satser på noget, de fleste ikke tør: Kom med indenfor, hvor bøger fylder alt

Han har nærmest aldrig været andre steder end her. Nu har Johannes Hallberg overtaget antikvariatet i Thisted.

0:48

Trukket lidt væk fra gågaden i Thisted, men med dybgrønne karme og døre for alligevel at gøre lidt opmærksom på sig selv, ligger Thisted Antikvariat. 

Ved vejen står et skilt, der gerne skulle få forbipasserende guidet ind til den lille butik, der har ligget der siden 1992. 

Inde mellem de snævre lokaler sidder en mand med sixpence og skæg, halvt gemt væk bag en dynge af bøger. Han er i gang med at tjekke, på hvilken hylde bogen 'Den bitre ende' står. 

Gennem labyrinter af bogreoler smyger Johannes Hallberg sig hjemmevant for at finde frem til de rigtige bøger. Det har han gjort i over 20 år, så han kender rutinerne. 

En ting er dog anderledes. Johannes Hallberg har fået en ny titel og er nu ejer af Thisted Antikvariat. En butik, der rummer 100.000 bøger. Størstedelen er registreret, nogle mangler stadig at komme i system.

- Jeg skal stadigvæk lige lande i det. Det bliver spændende, at være sin egen chef og selv skulle have styr på det hele, siger Johannes Hallberg.

Mere end bare et job

Selvom det er antikvarens arbejde, får man hurtigt følelsen af, at det er mere end bare et job. Johannes Hallberg behandler bøgerne med en særlig respekt og sætter dem pertentligt tilbage på de rigtige hylder, mens han leder videre efter en bog, der tilsyneladende er blevet væk for ham. 

- Jeg glæder mig til at gå på arbejde. Det tror jeg, vi alle drømmer om. Når det er så stor en del af ens liv, man skal bruge på noget, så skal det være noget, man elsker, ellers giver det ingen mening, siger Johannes Hallberg. 

Hvorfor er måske ikke så underligt. Der er bøger at se fra gulv til loft overalt i det lille butikslokale, men Johannes Hallberg forsikrer, at der er grundige systemer, som sørger for, at alle bøger har en speciel plads. 

- Vi har et meget bredt sortiment. Vi prøver at favne så bredt som muligt, så der er lidt for enhver smag, siger han. 

Her er også alt fra nye bøger til ældre bøger, der er så gamle, at siderne er gulnede, og omslaget knapt hænger sammen i limningen. 

Har særligt forhold til bøgerne

Hele pointen for antikvariatet er selvsagt at sælge nogle bøger. Det er dog en proces, der til tider kan være svær for den nye antikvar. 

- Det forekommer en gang i mellem, at der er bøger, jeg ville være ked af at sælge, og det er tit bøger, der er særlige, gerne med flotte indbindinger. Man begynder at holde lidt af dem, så kan det være vanskeligt at tage afsked med dem, siger Johannes Hallberg. 

Selvom det kan være en hel oplevelse i sig selv at gå en tur rundt i det lille antikvariat, så er der mange, som køber bøger over nettet fra Johannes Hallberg. Det er der, han får to tredjedele af sin indtægt fra.

Det er en nødvendighed at sælge bøgerne på internettet, for butikken alene giver ikke så stort et overskud, at man kan leve af det.

Johannes Hallberg ved dog godt, hvad han holder mest af ved sit arbejde. 

- Det sjove er, når folk kommer ind i butikken og går på opdagelse og lader sig inspirere, siger han. 

Efter længere tids eftersøgning med hovedet dybt begravet i en af de nederste bogreoler i et fjernt hjørne af butikken, må Johannes Hallberg sande, at bogen, han leder efter, ikke er til at opdrive. 

- Det må blive en anden dag med mere tid til at lede ordentligt, smiler han.