Kvinde udgav sig for at være læge: Besvarede over 1000 spørgsmål i Facebookgruppe
En midtjysk kvinde er sigtet for at have udgivet sig for at være læge og for i den forbindelse at have besvaret mere end 1000 spørgsmål om coronavirus i en Facebook-gruppe.
Kvinden, som er 34 år, besvarede spørgsmål i en periode fra 2. april 2020 til 27. maj 2021, fremgår det af retsmødebegæringen.
Det drejer sig om gruppen "Spørg en læge om coronavirus", der på nuværende tidspunkt har 57.000 medlemmer.
Af Facebook-gruppens regler fremgår det, at det kun er læger, der må besvare spørgsmålene.
Kvinden skal have oplyst et autorisations-id, der tilhørte en læge, til en administrator af gruppen og blev på den måde tilknyttet som læge. Gruppen lukkede 15. marts 2022.
Den sigtede kvinde skal også gennem sin tilknytning til gruppen have medvirket i radioprogrammet "P4 Weekend Midt & Vest". Her oplyste hun, at hun var læge og ansat ved et sygehus.
Hun er også sigtet for i en periode fra 26. december 2019 til 28. august 2021 at have anvendt en anden læges autorisations-id til at udskrive medicin til sig selv gennem hjemmesiden fmk-online.dk.
Her skal hun have ordineret Ketogan, der er et kraftigt smertestillende lægemiddel, til sig selv 250 gange, lyder det i retsmødebegæringen.
Sagen skal for Retten i Viborg 17. januar, og ifølge anklager Iben Ernst Bøttker føres den som en tilståelsessag.
Det betyder, at det vurderes, at kvinden vil tilstå i sagen.
Kvindens advokat, Iben Kjølbye Bjerg Hansen, oplyser til Ritzau, at hun ikke har nogen kommentarer til sagen for nuværende.
Forsidebilledet er taget af Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.