To mænd dømt for at stjæle H&M-tøj for en halv million
Tyveriet er foregået i H&M-butikker landet over.
To mænd på 20 og 41 år har i en periode på flere uger stjålet tøj i H&M-butikker til en værdi af 450.000 kroner.
Det står klart, efter de to mænd i dag er blevet idømt 10 måneders ubetinget fængsel for tyveri og hæleri ved Retten i Viborg.
De to mænd havde på forhånd tilstået anklagerne mod dem.
Tyveriet er foregået i august 2024 i H&M-butikker landet over, fortæller anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Kasper Helbo.
En anmeldelse fra H&M i Silkeborg den 19. august førte kort efter til anholdelse af de to mænd ved en bil i nærheden. Her fandt politiet 14 sorte sække med H&M-tøj.
I bilen fandt politiet også et kort, der førte til en ransagning af en campinghytte ved Egtved Camping. Her fandt politiet flere sække med tøj fra det svenske modebrand.
Den 20-årige mand er fra Moldova, mens den 41-årige er ukrainsk statsborger.
- Det er vores opfattelse, at de er kommet til Danmark kort før tyverierne med henblik på at begå kriminalitet, siger Kasper Helbo.
Politiet har indikationer på, at der er blevet sendt tøj til Tyskland. Derfor er den 41-årige foruden tyveri også dømt for hæleri.
De to mænd har siddet varetægtsfængslet siden de blev anholdt i august. Det vil de fortsat gøre, indtil det er muligt at fuldbyrde straffen og sende mændene ud af Danmark.